Kan du tilgive dine forældre?

Det kan du når du indser at din lykke ikke er afhængig af ydre omstændigheder.
Mark Epstein.

——————————————————–

Jeg sad i min bil en morgen efter at have kørt mine børn i skole, og skiftede utålmodigt mellem de indkodede stationer på radioen, da jeg hørte en genkendelig stemme, i hvad der virkede til at være en usædvanlig sammenhæng. Det var en dyb mandestemme som jeg kunne genkende, men ikke sætte ansigt på. Den var i en arbejdsmands bistre men alligevel afslappede rytme, og håndterende et emne der virkede så følsomt at det næsten var uanstændigt. Han talte om hvor svært det er at få børn når ens egen barndom langt fra var perfekt. ”Vi tager det gode af det vi fik fra vores forældre og giver slip på resten. Sådan ærer vi dem” sagde stemmen. Jeg skruede op for lyden og prøvede at regne ud hvem han var. Forældreskab er et almindeligt emne, men den som talte lød ikke til at være den sædvanlige autoritet man hører i radioen i den forbindelse. Han lød mere som en soldat der talte om sine faldne kammerater, og emnet handlede lige så meget om sorg som om børneopdragelse. Det tog mig ikke meget længere tid at identificere stemmen som Bruce Springsteens og at høre at han gav interviewet i forbindelse med en kommende pladeudgivelse.  Men emnet – at få børn som middelaldrende og reflektere over hvordan ens egne vanskeligheder i barndommen har haft indflydelse på egen evne til at opdrage børn – var ikke det sædvanlige materiale fra en stjernes medieomtale-maskineri.

Jeg blev ramt af visdommen af Springsteens kommentar om at vi tager det gode af det vi får fra vores forældre og giver slip på resten. Det smagte lidt af buddhisme, selvom det ville være svært at identificere hvad det var der nøjagtig lød buddhistisk. I meditation øver vi os i ikke at skubbe det ubehagelige væk og ikke klynge os til det behagelige – dette var lidt anderledes. Dette handlede om ikke at afvise sine forældre fordi de var uperfekte, ikke at prøve at tvinge dem til at anerkende deres mangler, ikke at afvise selv at blive forældre pga. hvad de har gjort mod os, ikke at dvæle ved de ar vores forældre skabte, ikke at tvinge sig selv til at lade som om at ens forældre var rimelige når de ikke var, men simpelthen være i stand til at tage imod det der var godt, mens man giver slip på det der ikke var. Der var ingen bebrejdelse i Springsteens ord eller tone – det var det der fangede min opmærksomhed. Efter i årevis at have lyttet til Springsteens musik, med dens klaustrofobiske antydning af at han var vokset op i en lille fabriks by i New Jersey, fandt jeg nu hans udtalelser endnu mere gribende. Her var en mand der var i stand til at ære sine forældre ved at nægte at gentage det de havde ødelagt, en mand der forstod, at i netop denne fornægtelse af dem var en påskønnelse af deres indsats. Mens han selv forsøgte at gøre det bedre var han, trods alt, i stand til at holde sit hjerte åben for dem, med deres mangler og det hele.

Hvor var denne visdom kommet fra? Der var næsten intet i interviewet der indikerede det. Når der bliver undervist i tilgivelse i de fleste spirituelle sammenhænge bliver der sædvanligvis lagt vægt på at sende kærlige følelser, selv til dem der har såret os dybest.  Og selvom de fleste finder denne tilgang behjælpelig slog det mig at Springsteen pegede i en anden retning. Den tilgivelse han viste, blev ved at anerkende den smerte han havde følt. Ved at tage imod det gode og give slip på resten, antydede han tydeligt at ikke alt havde været godt. I stedet for at kultivere et tilgivende sind, der så kunne tilgive den mest ekstreme misbrug, så det ud til at han fandt tilgivelse i anerkendelsen af bare at have overlevet. På vej ud af sine barske unge år, utvivlsomt hjulpet på vej af sin hengivelse til musikken, indså han at han ikke var ødelagt. Hans egen frugtbarheds evne, hans eget ønske om en familie og hans egen evne til at elske var rimeligt intakt. Det virkede på mig som om at hans anerkendelse af at han stadig var intakt havde frigjort ham fra behovet for at give skyld og tilladt ham at tilgive på en naturlig, i stedet for en konstrueret, måde.

Kilden til tilgivelse, lod Springsteen til at antyde, ligger i erkendelsen af at vi ikke kun er et produkt af hvad der er blevet gjort mod os, erkendelsen af at der er noget fundamentalt i os der ikke nødvendigvis bliver plettet af ulykkelige oplevelser. Selvom dette modsiger mange af de antagelser som 100 års psykoterapi har hjulpet med at skabe i vores kultur, er det en opfattelse der finder stor støtte i østens spirituelle traditioner.  I buddhistiske kulturer er der en mere villig accept af en evne for kærlighed eller glæde der ikke er afhængig af ydre omstændigheder, som ikke bliver kompromitteret af trauma eller mishandling og er i stand til at overleve ødelæggelse. Mens østens klassiske vej til at finde denne iboende glæde er meditation, antyder Spingsteens kommentarer at det at skabe musik kan være mindst lige så forløsende, i hvert fald for ham.

At opdage at glæde er iboende og ikke afhængig af ydre omstændigheder er modgiften til det alt for kendte scenarie om det misbrugte barn der tager alt for meget ansvar for noget, som han eller hun ikke har kontrol over. Springsteens evne til at give slip på det han ikke respekterede i sine forældres opførsel går i mod den måde de fleste reagerer på sådan et traume.  Det mest normale er, at de som blev misbrugt i barndommen har frygteligt svært ved at se sandheden klart. Der er større sandsynlighed for at de på en måde føler at de har skylden for den smerte der blev påført dem. Eller de kan i en sådan grad dæmonisere gerningsmændene at de mister fornemmelsen for gerningsmændenes essentielle menneskelighed. I ét scenario holder de for fast i misbruget; i et andet afviser de misbrugeren totalt, men slipper aldrig deres identifikation som offer.  En historie stillet til rådighed af en af mine patienter kan måske belyse dette.

Joe, en 40 årig gift mand huskede sig selv som 10 årig når han åbnede døren for sin mor når hun uventet kom besøg i hans familie. Hun var rejst da han var fem år, forlod mand og fire børn hvilket betød at Joes far fik en uophørlig depression. Da Joe så sin mor i døren løb han med det samme for at finde sin far og råbte ” Far, far, dette er hvad du har ventet på” han fik hevet ham udfra kontoret, tog ham i hånden og førte ham ud i gangen hvor han opdagede at hans mor var gået lige så pludselig som hun var kommet. ”Jeg følte mig så skyldig” fortalte han mig, som om det på en eller anden måde havde været hans skyld at hans mor forsvandt igen.

År senere var det en kæmpestor åbenbaring for ham, da han indså at hans kones druk var hendes problem og ikke hans skyld. Indtil den åbenbaring havde han været i en alt for velkendt vane, med at prøve at få hende til at stoppe, så at han ville få det bedre. Han havde gjort sit velbefindende total afhængig af hvordan hans kone opførte sig. Hendes druk fordærvede deres kærlighed og gjorde det umuligt for ham at tage tilflugt i deres forholds nærhed og velvære og gjorde ham rasende og ulykkelig. Han tog sin kones druk personligt, som om den var møntet på ham, som om den var et udtryk for manglende kærlighed til ham eller et udtryk for hans egen uværdighed. Det samme overdrevne ansvar der fik ham til at føle sig skyldig for sin mors bortgang da han var ti, farvede også hans forhold til sin kone. Først efter at have været til flere Anonyme Alkoholiker møder begyndte han at acceptere at hendes druk ikke havde meget med ham at gøre. Dette efterlod ham i et nyt scenarie. At tage imod det der var godt og give slip på resten og ikke formode at det var hans skyld og begynde at separere sit eget velbefindende fra de omstændigheder der var omkring ham, tillod Joe at begynde en separationsproces der gik helt tilbage til hans mor og ind i nutiden til hans kone. Joe satte nye grænser der med tiden betød at hans kone søgte hjælp. Han fandt en evne til tilgivelse, der ikke var en hvidvaskelse af hvordan han var blevet eller blev dårlig behandlet: den opstod da Joe kunne anerkende den smerte han undergik, imens han ikke sammenflettede sig selv, mere end nødvendigt, med traumet.

Joes eksempel peger på en ny og usædvanlig måde at tænke på.  En som psykoanalytikeren Jessica Benjamin kalder ”Beyond doer and done to”. Ifølge Benjamin er den mest almindelige reaktion på magtesløsheden efter traume eller misbrug simpelthen en venden om på scenariet: at forsøge at påtage sig noget magt ved selv at blive overgrebsmand, ved at skyde skyld på eller skade den anden person, eller ved at skyde skyld på eller skade sig selv. Hun har kaldt dette en vippe-mentalitet; en person er oppe mens den anden er nede. Den primære vej ud af traume med denne mentalitet er at søge hævn, at lade den anden komme ned med nakken, mens man hæver sig selv. I tilstanden af ”beyond doer and done to” er der noget der forandres. Ingen, selv de som har gjort os ondt, bliver længere opfattet endimensionelt; som enten helt god eller helt ond.  Selvtilliden er ikke længere afhængig af at man er vinderen eller af at man har ret. Oppe eller nede er ikke længere det eneste kriterium for hvordan livet bliver målt. Vippen giver plads for karrusellen, kendt i buddhistisk kulturer som livets hjul. I denne model er det tydeligt at vi går igennem alle manifestationerne af hvad det vil sige at være menneske. Vi bevæger os fra tilstand til tilstand, sommetider bringer vi hinanden smerte og sommertider bringer vi hinanden glæde. Som vippen giver plads for karrusellen opnås en påskønnelse af de besværligheder og den kompleksitet der er en del af at være menneske. Ikke alene er vi alle fuldt ud i stand til at såre hinanden, men vi er også i stand til at have en dyb empati, selv for dem der har såret os eller for dem vi foragter.

I Springsteens få korte kommentarer i radioen den morgen hørte jeg en stemme fuld af visdom række ud til alle generationer og en stemme der lod til at række ud efter en ny relatere til hinanden på.  Som mester af den halvvoksne kærlighedssang har Springsteen en ørehængende melodi, som jeg tog mig selv i at nynne den dag, en af de simple sange som jeg ofte gentager som et ubevidst mantra: All I’m Thinking About Is You. Selvom jeg elsker den sang så nåede hans ord mig den morgen endnu dybere. Vi ærer vores forældre ved at tage imod det gode og give slip på resten, sagde han. Jeg kunne mærke den gamle vippe falde sammen.

——————————————————
Mark Epstein, M.D., er psykiater med privat praksis i New York og forfatter af mange bøger, der i blandt Thoughts without a Thinker og Going to Pieces without Falling Apart.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist

Denne artikel er skrevet af Mark Epstein til 2009 sommerudgaven af bladet tricykle. Mark Epstein har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk)