Dana, eller gavmildhed, er den første af de seks Paramitaer af en praktisk grund; det skal praktiseres først. Sand praksis starter her.

Den bevidste gavmilde handling: at give afkald på noget du tænker og føler er dit eget og fra dig selv, for noget godt du sætter højere end din egne personlige ting, er grundlæggende for at begynde og opretholde en hver form for buddhistisk praksis. Øjeblikket hvor vi er gavmilde er øjeblikket hvor vi giver afkald på de samsariske vaner med at holde fast og identificere sig, og i stedet begynder en bevidst handling af omsorg. Denne ånd af generøsitet, som leder fra hjertet og udad, er basis for et helt spektrum af Mahayana-praksisser.

Det er store ord. Lad mig uddybe dem.

Det er let at gennemskue konsekvensen af gavmildhed i hverdagslivet. Man giver af sig selv for at det skal komme andre til gode,- det er enkelt nok. Men ved at gøre det opdager man en indsigt i personlig uselviskhed, fordi det er umuligt at blive ved at holde fast i den samme kedelige ’personlige fortælling’, eller billedet af selvet som det udtrykkes gennem faste præferencer, vaner eller familiekår, mens man samtidig sætter andres behov højest.

Værdi og værdisætning er meget betydningsfuld fordi man også kan beskrive hengivenhedspraksisserne, som er karakteristiske for Mahayana, som en form for generøsitet fra sindet. Du værdsætter den gratis tilgang til belæringerne og mulighederne for at praktisere mere end du værdsætter noget andet,- så du tilbyder din tid, energi og materielle rigdom til sanghaen og din lærer. Dette handler om omprioritering; husk på at selviske mennesker insisterer på at få det de ønsker frem for alt andet, og insisterer på at blive serviceret først. Jeg værdsætter belæringerne mere end jeg værdsætter at få min vilje. Jeg ønsker at andre skal have muligheden for at få gavn at høre disse belæringer.

Materielle ofringer er udtryk for taknemmelighed; taknemmelighed og hengivenhed er sunde, åbenhjertige, ikke-voldelige tilstande i sindet, som er meget mere hensigtsmæssige end deres modsætninger: adskillelse og selviskhed eller selvtilfredsstillelse. Følgeligt siges det at Buddhaerne, bodhissatvaerne og Dhamalærere i vores verden fungerer som en slags base for ofringer. En del af deres arbejde er at hjælpe eleven med at kultivere disse hensigtsmæssige tilstande i sindet og karmiske forhold, baseret på gode intentioner ved at acceptere deres ofringer, både materielle og andre. Pointen er at gennem dana skaber man en varig forbindelse til belæringerne og sanghaen, og man nedbryder aktivt de selviske vaner som Dharma-praksis skal nedbryde. Og mens du gør det, hjælper du med at sikre at Dharmaen kan fortsætte på en bæredygtig måde.

Mahayana-praksis er karakteriseret af hengivenhedspraksisser; ofringer af prostrationer, lys, røgelse, recitationer der begynder med ordet ”hyldest!”, at bygge stupaer og statuer,  at gå rundt om dem i ærbødighed og at kopiere tekst i hånden.  To almindelige grunde til at dette kan virke latterligt: ‘Har Buddhaerne virkelig brug for din lille røgelsespind eller dit smørlys, hvis Buddhaerne virkelig er komplette i sig selv og er uden begær?’ Nej, Buddhaerne har ikke brug for den ofring du laver eller visualiserer. De giver dig dog en invitation til at lave disse ofringer, så du rent faktisk laver dem og i processen bortkaster de nyttesløse vaner der dominerer din krop, tale og sind og i stedet begynder på en mere frugtbar vej der kan hjælpe dig med at opbygge karmisk fremdrift og skabe muligheder for fremtiden gennem afhængig oprindelse. Læg mærke til at der både findes ofringer af kroppen (prostrationer, ærbødigheds-akt for en stupa, sutra-kopiering) af tale (recitationer) og af sindet (visualiseringer, kontemplationer): det er næppe tilfældigt.

Dana har en form hvori hengivenhedspraksis holder med at virke så eksotisk og uigennemtrængelig og begynder at have reel mening og praktisk anvendelse for konvertit-buddhister.  Det udtømmer naturligvis ikke det fulde spektrum af hengivenhedspraksis, men det er en fortræffelig tilgang.

Lav et løfte om at praktisere dana på en konkret måde hver dag, og hold dig selv ansvarlig for din succes og mislykkede forsøg. Hvis du forkludrer det, så forstærk dit løfte og din indsats og bliv ved. Husk at det også er en nærværs-praksis, og måske en komplet vej i sin selv.

——————-

Jikan Daniel Gustav Anderson er Tendai Doshu præst og leder af Washinton Tendai Sangha.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist.

Denne artikel er skrevet af Jikan Daniel Gustav Anderson og postet på hans sanghas blog http://dctendai.blogspot.com/ Jikan har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk)