Ezra Bayda lærer os at ved virkelig at lære vores frygt at kende, kan vi bryde dens magt.
Når ting går os på tænker vi ofte at noget er galt. Det sted hvor det måske er tydeligst er når vi oplever frygt. Som mennesker bruger vi faktisk en stor portion af vores energi på at håndtere angst og frygt. Dette har været helt tydelig i den nuværende økonomiske omvæltning og med krigene i Irak og Afghanistan. Vi lever med en realitet i hverdagen der er farvet af personlig og kulturel frygt. Vores frygt er ikke kun et produkt af globale hændelser, selvom de rammer os dybt. På et dagligt plan er frygt ofte motivet for hvordan vi agerer og reagerer, og sommetider, for hvordan vi klæder os, står og går. Men frygt gør vores liv trangt og mørkt. Den er roden i enhver konflikt og underliggende for mange af vores sorger. Frygt blokerer også for intimitet og kærlighed, og mere end noget andet, adskiller den os fra den kærlige venlighed som er vores sande natur.

——————

Når man tænker på hvor almindelig frygt er i vores liv, så er det ikke desto mindre forblevet et af de mørkeste områder at arbejde med i vores daglige liv, såvel som i vores praksis. Dette kan lyde koldt, men hvad er i virkeligheden det værste ved frygt? Selvom det er hårdt at indrømme, især hvis vi ser os selv som dybt spirituelle, er hovedårsagen til vores aversion imod frygt, at den er psykisk og fysisk ubehagelig. Woody Allen udtrykte det ret godt da han sagde: ”Jeg kan ikke lide at være bange, – det skræmmer mig.” Vi ønsker simpelthen ikke at føle ubehaget og vil gøre næsten alt for at undgå det. Men hver gang vi overgiver os til frygten gør vi den mere massiv og vores liv bliver mindre, mere begrænset, mere indskrænket. Hver gang vi overgiver os til frygten, holder vi på en måde op med virkelig at leve.

Vi er ofte ikke klar over i hvor stor grad frygt spiller en rolle i vores liv, hvilket betyder at det første stadie i at praktisere med frygt, kræver at man erkender dens tilstedeværelse. Dette kan vise sig at være svært fordi megen frygt ikke er nemt at få øje på, såsom den frygt der driver vores ambitioner, den frygt der er underliggende for vores depression, eller måske mest af alt, den frygt der ligger til grund for vores vrede. Men når først vi kigger udover de overfladiske følelsesreaktioner, vil vi se at næsten enhver negativ følelse, ethvert drama, stammer fra en eller flere af de tre mest grundlæggende typer for frygt: frygten for at miste sikkerhed og kontrol, frygten for at blive forladt og adskilt, og frygten for at være uværdig.

Den første mest grundlæggende frygt er at miste sikkerhed. Da sikkerhed er fundamentalt for vores overlevelse vil denne frygt instinktivt blive udløst ved det første tegn på fare eller usikkerhed; gammelhjernen, eller det limbiske system, er af natur indrettet på den måde. Særligt denne frygt vil også blive udløst når vi oplever smerte eller ubehag. Men i de fleste tilfælde er der ingen virkelig fare. Faktisk er størstedelen af vores frygt imaginær: flyet faldt ikke ned, vi blev ikke kritiseret, vi gjorde ikke noget forkert. Men indtil vi ser frygten klart i dette perspektiv, vil vi blive ved at leve med en fornemmelse af begrænsning der vil føles skræmmende.

Et vigtigt element i et spirituelt liv, er at erkende at praksis ikke handler om at sikre at vi føler os trygge og godt tilpas. Det er ikke fordi, at vi ikke vil føle de ting når vi praktiserer, men sommetider er det også uundgåeligt at vi vil føle os utilpasse og usikre, især når vi arbejder med vores mørke følelser og smerter der ikke er helet. Men der er også en dyb sikkerhed der udvikles over tiden i et liv med praksis, der ikke er som den umiddelbare trøst vi normalt ønsker. Denne fundamentale sikkerhed udvikler sig i stedet ud fra en villighed til at være med og virkelig opleve vores frygt. Er det ikke ironisk at vejen til ægte tryghed kommer af at være i frygten fra usikkerheden selv?

Usikkerhed kan også manifestere sig som angst for at være hjælpeløs, som oftest viser den sig på overfladen som frygt for at miste kontrollen, frygt for at blive kontrolleret, frygt for kaos, eller endda selv frygt for det ukendte. F.eks. så har vi næsten alle oplevet følelsen af raseri, der er som at blive hevet ind i en eksploderende tordensky. Tænk på sådan en dag hvor intet går som forventet, eller bare på sidste gang din fjernbetjening holdt med at virke og uanset hvilke knapper du trykkede på, kunne du ikke få den til at gøre det du ville have den til. Trangen til at smide den ind i væggen kan føles som vred raseri, men hvis vi bringer opmærksomhed til denne oplevelse kan vi opdage at følelsen af raseri ofte bare er en ydre eksplosion der dækker over den indre impulsive følelse af magtesløshed. Raseri kan give os en følelse af magt og kontrol, men hvor ofte er det i virkeligheden ikke en undvigelse fra følelsen af magtesløshed, som føles så meget værre?

Vi frygter alle hjælpeløsheden ved at miste kontrollen, men ægte frihed ligger i at erkende det nytteløse i at kræve at livet skal være under vores kontrol. I stedet må vi lære at blive villige til at føle – at sige ja til – oplevelsen af hjælpeløsheden selv. Dette er en af de skjulte gaver ved alvorlig sygdom eller tab. Det driver os helt ud til kanten, hvor vi kan være heldige at opdage at vores eneste reelle mulighed er at overgive os til oplevelsen og blot lade den være.

Igennem en periode på 3 år i de tidlige 90’ere hvor jeg var alvorlig syg, uden udsigt til at jeg nogensinde ville få det bedre, så jeg på det liv jeg kendte der var begyndt at smuldre. Jeg tabte ikke kun min evne til at arbejde og deltage i fysiske aktiviteter, jeg oplevede også en demontering af mine grundlæggende identiteter. Til at begynde med var det forvirrende og skræmmende, ikke at have rekvisitterne til at se mig selv som zen-praktiserende, tømrer og en der kreerede (min levevej) og som ægtemand og far. Men jeg blev med frygten og især da jeg var i stand til at bringe det gode fra kærlig venlighed til oplevelsen, skete der en dramatisk forandring.

Efterhånden som det illusoriske selvbillede blev skrællet væk, oplevede jeg friheden ved ikke at behøve at være nogen overhovedet. Ved helt at overgive mig til oplevelsen af hjælpeløshed, ved at lade alt jeg klyngede mig til bare falde fra hinanden, fandt jeg at det der var tilbage var mere end nok. Efterhånden som vi lærer at ånde frygten ind i midten af vores bryst, føles hjertet mere og mere rummeligt. Jeg taler ikke om hjertet som værende en muskel i brystet, men derimod om hjertet som værende vores sande natur. Dette hjerte er mere rummeligt end sindet nogensinde kan forstille sig.

Den anden mest grundlæggende frygt er den for at være alene og for adskillelse, som vi også kan føle som frygten for at blive forladt, frygten for tab, eller for døden. Vores fundamentale ensomhed, som er en grundlæggende menneskelig oplevelse, må ultimativt ses direkte i øjnene, ellers vil den blive ved med at diktere hvordan vi føler og lever.

Det er interessant at et af livets mest afgørende lærdomme er noget vi aldrig blev undervist i i skolen: hvordan vi føler os hjemme i os selv. Da jeg begyndte at tage på meditationsretreats hvor der ikke blev talt eller var social omgang i flere dage, og jeg sad med ansigtet mod væggen time efter time, opstod der altid en nervøs sitren i mig. Sommetider var den så stærk at jeg bogstavelig talt have lyst til at hoppe ud af min hud. Men bare at sidde der og lave ingenting bragte mig ansigt til ansigt med mig selv, med min frygt for ensomhed.

De fleste mennesker vil næsten instinktivt forsøge at undgå denne frygt. Mange træder ind i forhold eller indlader sig i affære. Man kan faktisk sige, at folks villighed til at indlade sig på en affære er ligefremt proportional med deres tvingende behov for ikke at føle sig alene. Den eneste måde at overvinde ensomheden er ved at stoppe med at undvige den, at være villig til at se den i øjnene, – ved virkelig at være i den. Hvis vi desuden ønsker at udvikle ægte intimitet i vores forhold til andre, er det afgørende at vi først ser vores egen trang og frygt for ensomhed i øjnene. Hvordan kan vi forvente virkelig at elske eller være intim med en anden, hvis vi stadig forholder os til dem ude fra vores frygt-baserede behov?

Helt naturligt forventer vi stadig at andre mennesker kan fjerne frygten for os; vi tror at hvis vi er sammen med en som vil give os opmærksomhed, vil vores ensomhed forsvinde. Men hvis især denne dybtliggende frygt er en del af vores ”makeup”, vil alene det at vores partner er fordybet i en bog, når vi forventer opmærksomhed, være nok til at få os til at føle os forladt. Vi prøver måske at håndtere det ved at kræve eller forsøge at tiltrække hans eller hendes opmærksomhed, men selvom dette krav bliver mødt er det ret sikkert at vores frygt ikke er lindret særlig længe.

Desuden betyder at vi får den opmærksomhed vi ønsker, ikke nødvendigvis, at vi vil opleve intimitet. Sand intimitet kommer i stedet når vi er villige til at erkende den ubehagelige følelse af angst og frygt, der er en del af vores vilkår. Den kommer når vi kan sige ja til den, hvilket betyder at vi endelig er villige til at føle den. Det er måske ubehageligt at føle frygten fra ensomhed, men at ånde den pinende frygt ind i vores brysts midte og overgive os til den, tillader os at tage ansvar for vores egen følelser. Vi forlanger ikke længere at andre skal beskytte os mod at føle den frygt vi tidligere havde vendt os bort fra. Vi kan opdage at jo mere vi ser vores frygt for ensomhed i øjnene, jo mere oplever vi ægte intimitet og jo mere kan vi åbne op for kærligheden.

Den grundlæggende frygt for ensomhed kan også inkludere en relateret angst der som regel ikke genkendes; angsten for adskillelse – fra andre, såvel som fra vores eget hjerte. Denne frygt trænger dybere igennem end ensomhed og manifesterer sig ofte som en skælven i brystet eller underliv. Husk, når alt kommer til alt, at et hjerte der søger at vågne for oprigtigt at leve, er mere ægte end noget andet. Det er den ukendte kraft der driver os til at være den vi virkelig er. Når vi ikke er i kontakt med dette, kan vi føle den essentielle frygt for adskillelse.

På en måde er megen spirituel praksis rettet imod at hjælpe os med at håndtere vores følelse af grundlæggende adskillelse. Hvordan sker det? Først anerkender vi vores frygt og ser den for det den er. Vi er nødt til at huske at frygt faktisk er selve stien, vores direkte vej til at opleve kærlig venlighed, helt ind i vores kerne.

Så må vi se vores frygt direkte i øjnene og sige ja til den. I bund og grund betyder det at vi er villige til at opleve den – at sidde med angst i vores brysts midte og virkelig føle, – i stedet for at flygte fra den. For at erstatte vores sædvanlige angst med ægte nysgerrighed, kunne vi når frygten opstår, spørge: ”Her er den igen, – hvordan vil det være denne gang?” Som vi ånder følelserne fra angsten ind i hjertet, begynder vores velkendte tankebaserede historier at opløse. Efterhånden som vi kommer ud af vores hoved kan vi begynde at opleve rummeligheden af det som ligger udenfor alle koncepter; Hjertets helende kraft. Når vi ikke længere er fanget i frygt for vores fornemmelse af adskillelse, er vi frie til at opleve vores forbindelse som er vores grundlæggende ret fra fødslen, og kommer naturligt frem helt af sig selv.

Den tredje grundlæggende frygt er for at være uværdig. Denne frygt tager mange former som f.eks. frygten for ikke at tælle, frygten for generel utilstrækkelighed, for at være kærlighed uværdig, for at være ingenting og dum osv. Den grundlæggende angst for aldrig at være nok, dikterer megen af vores opførsel. For nogle får det dem til konstant og tvangsmæssigt at prøve at vise sit værd, mens det for andre betyder at de holder op med at forsøge. Er vores motivation dog ikke den samme i begge tilfælde; at forsøge at undgå den grundlæggende frygt for at være uværdig? Vi føler måske frygten for uværdighed mere end noget andet.

Faktisk er vi tit ubarmhjertige i denne selvbedømmelse af at være uværdige, – ikke kun når vi er vrede på os selv, men ved at have det som et konstant billede af os selv. Selv hvis de ikke er iøjnefaldende, lurer vores selvbedømmelser under overfladen, ventende på at komme frem. F.eks. kan de som har sceneskræk og de som har angst for at tale offentligt, føle den underliggende konstante frygt for at skulle håndtere det. Der findes en joke om, at folk der i den grad frygter at tale i offentlighed, hellere vil ligge i kisten til en begravelse end holde afskedstalen. Jeg kender til den lurende angst af sceneskræk, da jeg var nødt til at se denne særlige frygt i øjnene i årevis. Og alligevel har det at holde offentlige taler i sidste ende været en frugtbar sti.

Angsten for at holde offentlige taler udløser frygten og skammen for offentlig at fejle og blive ydmyget. Men hvad bliver i virkeligheden truet? Er det ikke kun vores selvbillede af at fremstå som stærk, rolig, indsigtsfuld, eller hvad vores snævre billeder nu er, af hvem vi skal forestille at være? Vi frygter i hvert fald at virke svag eller ikke have fod på tingene. Hvorfor? Fordi det ville bekræfte vores egen negative tro om uværdighed. Er det ikke sandt, at selvom der ikke findes nogen virkelig fare, så føles frygten for at fejle ofte fatal? Og ironisk nok er netop vores forsøg på at bekæmpe frygten det der oftest får den til at blive større og endda kan få det til at ende i panik.

Der er et bedre alternativ: vi må lærer at være villig til at lade det komme indenfor, at ånde følelsen fra frygten ind i midten af vores bryst. Med andre ord; at sige ja til frygten.

På et tidspunkt i mit liv da jeg kæmpede med min frygt for at holde offentlige taler meldte jeg mig til Toastmaster,- en gruppe med formål at hjælpe en med at udvikle sine evner for at tale offentligt. Men jeg meldte mig ikke ind for at lære at holde bedre taler, eller med et mål om at overkomme min frygt. Jeg meldte mig ind for at have et laboratorium, et sted hvor jeg kunne invitere frygten indenfor og gå i dybden med den. På en måde begyndte jeg faktisk at glæde mig til at frygten skulle opstå, så jeg kunne ånde den direkte ind i hjertet, og gå helt ind i den. Paradoksalt nok, så er det villigheden til at være til stede med frygten fuldt ud, som ændrer oplevelsen af den, fuldstændig. Det betyder ikke at frygt ikke længere vil opstå, men at vi ikke længere frygter den.

Med tiden er vi alle nødt til se de dybeste mørkeste overbevisninger vi har om os selv i øjnene. Kun på den måde kan vi indse at de kun er overbevisninger, og ikke sandheden om hvem vi er. Ved villigt at gå ind i denne proces, ved at se igennem det opdigtede af den vi tror vi er, kan vi komme i kontakt med vores sande natur. Som Nietzsche sagde det,: ” Man må have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne”. Kærlighed er den dansende stjerne, frugten af at sige ja, ved bevidst og villigt at se frygten i øjnene.

Når vi kan mærke frygten i åndedrættets og hjertets rummelighed, kan det være vi kommer til at se den mere som et eventyr, end som et mareridt. At se den som et eventyr, betyder at man skal være villig til at tage turen med nysgerrighed, selv med dets uundgåelige op- og nedture. Fordi jeg var nødt til at tale offentligt ret ofte, gav situationerne mig over årene, mulighed for at tune ind på hvad der var vigtigt for mig – for at huske på at det jeg stræber efter,- er at lære at leve ud fra et opvågnet hjerte.

Hver gang jeg huskede det, lige inden jeg holdt en tale, var det ikke længere vigtigt om jeg følte ubehaget fra angsten eller ej. Dette tillod mig at sige ja til den og at ånde frygten helt ind. Med andre ord; når vi forbinder os til en større fornemmelse af hvad livet er, kan negative overbevisninger såsom ” jeg bliver aldrig god nok” stadig opstå, men dikterer ikke længere hvem vi er. I stedet begynder vi at bruge frygten som selve stien mod at lære at leve ud fra kærlig venlighed.

Husk på at det er naturligt at vi ikke ønsker at mærke frygten fra følelsen af uværdighed, men på et tidspunkt er vi nødt til at forstå at det er mere pinefuldt at prøve at undertrykke vores frygt og dom af os selv,- og dermed størkne den, end det faktisk er at føle den. Dette er en del af det som det vil sige at bringe kærlig venlighed ind i vores praksis, fordi vi ikke længere ser vores frygt som et bevis på at vi er ufuldstændige. Uden at dyrke kærligheden til os selv, uanset hvor disciplinerede vi er, uanset hvor seriøse vi er omkring vores praksis, vil vi stadig være fanget i sindets subtile ubarmhjertighed, lyttende til stemmen der fortæller os at vi grundlæggende og fundamentalt, er uværdige. Vi bør aldrig undervurdere behovet for kærlig venlighed på den lange, og sommetider skræmmende vej mod at lære at vågne.

Vær opmærksom på at de tre grundlæggende former for frygt – usikkerhed og hjælpeløshed, ensomhed og adskillelse og uværdighed, – ikke kun er mental frygt. Videnskabsmænd beretter at frygt er indskrevet i cellernes hukommelse i kroppen, især ind i en lille del af hjernen kaldet mandelkernen. Det er derfor at viden om vores frygt, rent intellektuelt, ikke kan frigøre os fra dens dominans. Hver gang den aktiveres, glider vi ind i en etableret rille i hjernen. Så indtil vi kan se vores frygt klart, vil vi ikke være i stand til at praktisere med den direkte.

Da jeg var barn fortalte min far mig igen og igen: ”det eneste der er at frygte, er frygten selv” Selvom hans intentioner var gode var det jeg hørte faktisk at jeg skulle være bange for frygt! Frygt blev således fjenden. Vi er nødt til at huske at frygt hverken er en fjende eller en forhindring,- den er ikke et ægte uhyre. Når vi føler frygt må vi minde os selv om at den er vores vej; og når vi virkelig forstår det, kan vi byde den velkommen ind i vores hjertes rummelighed.

Interessant nok er det denne ikke-begrebsmæssige oplevelse af vores frygt der tillader rillerne i hjernen, som er programmeret til at reagere på frygt, langsomt at blive fyldt ud. Hvordan det sker, er et mysterium; hvad der ikke er et mysterium, er dog at medmindre vi kan se vores individuelle frygt for hvad den er, er det usandsynligt at vi vil komme over vores vanemæssige og instinktive uvilje mod den. Det gode ved dette er at når vi først er i stand til at se vores frygt i øjnene, når vi først er villige til at lade den komme indenfor, bliver den en portal til virkeligheden.

—————————————————————
Ezra Bayd bor og underviser på Zen Center San Diego. Han er forfatter af fire bøger, indbefattende Being Zen: Bringing meditation to Life. Denne artikel er et uddrag fra hans seneste udgivelse Zen Heart. Simple Adcice for Living with Mindfulness and Compassion.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist
Dette uddrag er skrevet af Ezra Bayd til 2009 forårsudgaven af magasinet tricykle. Ezra Bayd har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk)