Oplysning er muligt i dette liv, siger Gelek Rinpoche, men tiden er ved at rinde ud. Vi er nødt til at få mest muligt ud af denne sjældne og flygtige mulighed for at vågne op.

——————————————-

Alle følende væsner, mig selv inklusiv, er gået i gennem fortsatte op og nedture, liv efter liv, i vores oplevelse af lidelserne i samsara. Grunden til at vi bliver ved at opleve disse problemer er at det ikke er lykkedes for os at opfylde vores livs mission.

Hvad er vores mission? På det allermest grundlæggende plan har vi alle et ønske om fred og lykke, og vi ønsker alle at være frie fra smerte og lidelse. Men selvom vi måske oplever lykke lidt her og der, så er det ikke den slags lykke der aldrig har kendt til lidelse. For de fleste af os er det faktisk den slags lykke der er baseret på lidelse.

Vi lægger mange kræfter i at have materiel komfort, og derudover ønsker vi mental og spirituel komfort. Men selv når vi tror vi arbejder for at opnå spirituelle fordele kan vi, hvis vi graver dybt, finde at det simpelthen er tilknytning – tilknytningen til at bringe os selv på et stadie med materiel, spirituel eller følelsesmæssig komfort.

Den slags komfort de fleste af os søger er en slags lappeløsnings-komfort. Vi har ikke rigtig gjort noget ved grunden til lidelse eller udviklet den virkelige årsag til lykke. Når vi først indser det og reflekterer og mediterer på det, kan vi begynde at se lidelsens sande natur og enden på lidelse. Derfra kan man tage beslutningen om at søge sand fred, nirvana, som betyder at vi én gang for alle frigør os selv og andre fra al lidelsen og årsagen til den.

Hvorfor er det ikke lykkedes os at opnå det endnu? Hvorfor har vi ikke fuldført vores mission? Fordi vi endnu ikke har indset hvor vigtigt dette liv er. Vi har ikke indset vores krop og sinds grænseløse kapacitet og hvor svært det er at få. Vi føler ikke vi bør skynde os, fordi vi ikke indser hvor let et menneskeliv kan mistes. I stedet holder vi os beskæftiget med at jagte lykken og flygte fra lidelse, liv efter liv.

Mange af os klager over vi ikke har tid nok. Det ynder jeg at kalde en god, smart og stilet undskyldning. Alle kan lide at sige ”Jeg har for travlt”, fordi alle gerne vil virke vigtige. Det er en fantastisk undskyldning der ryster flere goder af sig; du kan undgå det du ikke ønsker at gøre; det giver dig en ”showbiz-følelse” af at være vigtig; og alle de vigtige mennesker gør det, så du kan nu regne dig for at være en af dem.

Det kalder jeg for travl dovenskab. Vi lever med denne dovenskab fordi vi har et problem med ikke at kunne se vores sande prioriteter. Selvom vi har tid, sætter vi det mest vigtige i vores liv – vores spirituelle udvikling – på lavt blus. Vores dovenskab passer meget godt til disse prioriteter der er vendt på hovedet. Følelsen af travlhed bliver et valuta-spørgsmål for os, fordi vi lever i en tid hvor vi er nødt til at betale regninger for hver lille ting vi har behov for. Hvis vi ikke betaler vores regninger vil fogeden ikke kun jage os, men vores elektricitet og vand vil der med tiden også blive lukket for.

Som spirituelle praktiserende er vi nødt til at afbalancere vores prioriteter. Det betyder at vi skal være i stand til at afbalancere dette livs behov med vores langsigtede spirituelle mål. Selvfølgelig er vi nødt til at tage os af vores regninger og søger for at vi har et sted at bo og mad at spise. Og vi er nødt til at udfylde vores ansvar overfor venner og familie. Men vi er også nødt til at gøre vores spirituelle arbejde til en prioritet. Hvis vi kan afbalancere det er vi intelligente og i stand til at klare ting. Hvis vi ikke kan, er vi præcis det modsatte.

Men for at gøre det må vi overbevise os selv om at livet er vigtigt. Det skulle ikke kræve for meget overbevisning, da vi allerede har en fornemmelse af at vores liv er dyrebart. Vi indser det når vores liv er i fare, men i dagliglivet har vi det med at tage vores dyrebare liv som menneske for givet. For det meste holder vi os selv beskæftiget med at stille den ene vigtigt behov efter det andet, og det får os til at tro at vi klarer os. Men sandheden er at vi ikke ønsker at ændre vores prioriteringer. Vi tror at vi kan knibe os igennem med noget spirituelt udvikling i sidste øjeblik. Hvor mange der har en fast praksis venter ikke med den til aller sidst på aftenen, eller skynder sig igennem den som en pligt man er nødt til at gøre færdig? Det er det de fleste gør. Men Buddhaen fortalte os, at medmindre vi tænker over hvor sjælden det menneskeliv er og over hvor let det kan mistes, og også tænker over hvor meget vi er i stand til, hvis vi virkelig bruger os selv vil vi aldrig være i stand til at anvende vores livs rigdom.

Når jeg taler om rigdom taler jeg ikke om penge, men om muligheder. Vores vigtigste mulighed er at vi er mennesker. Vi tror måske at guderne og ånderne i samsara er i stand til at kunne gøre mere end os. Glem det. De har det lige så elendigt som vi har det, selv mere ind i mellem.

I det gamle Tibet var vi nødt til vedvarende at minde os selv om at mennesker kan alt. Disse dage er det ikke nødvendigt, fordi videnskaben klart viser os hvad mennesker er i stand til. Mennesker, og ikke ånderne og samsaras guder, er ansvarlige for enorme videnskabelige bedrifter. Disse bedrifter er opnået på grund af de fantastiske evner vores menneskelige hjerne har. Vi har virkelig brillante hjerner. Som mennesker har vi alle enorme evner. Men hvis vi ikke bruger dem, forbliver de svage.

Hvis du lader din bil stå udenfor i to år uden at bruge den, vil den ikke virke når du prøver at starte den. Du kan skubbe til den og sparke til den, men intet virker. Så er du nødt til at få den trukket til et værksted og betale en mekaniker en formue for at ordne den, hvis du er heldig. Ellers er du nødt til at sende den på lossepladsen og så er den spildt. Hvis vi ikke bruger vores hjernes evner, er det hvad vi kan forvente. Hvis vi gør en indsats for at udvikle os, vil vores evner være grænseløse. Dette er et eksempel som Buddhaen og alle de andre oplyste væsner har givet os.

Kort sagt kan vi i vores menneskeliv med vores hjernes grænseløse evner, være i stand til at skabe hvilket som helst resultat vi ønsker. Hvis dit mål er at blive rig, er dit menneskeliv i stand til at skabe det. Hvis du ønsker at blive kendt er dit liv i stand til at skabe det. Hollywood er fyldt med sådanne mennesker. Det er det samme med alt andet du vælger at gøre. Om du er tilfreds med resultatet eller ej er en anden historie, men menneskeliv er i stand til at levere varerne. Hvis du ønsker at vågne op, hvis dit ultimative mål er at opnå oplysning, så er dette liv i stand til at levere det også. Fra vores synspunkt fejler det måske, men det vil ikke være fordi vores menneskeliv manglede kapacitet for fuldstændig oplysning. Det vil være fordi vi ikke udnyttede det.

Tænk på Buddhaen, som havde et menneskeliv som vores. Der var intet ekstraordinært i hans liv, bortset fra han tilfældigvis var en indisk prins. Hvis man ser på hans muligheder som menneske, var de ikke anderledes end vores. Alle har det samme potentiale. Og ikke alene det, vi er alle så heldige at vi i dette liv har adgang til Buddhaens lærdom og oplevelser. Det er et budskab der har overlevet i en levende tradition. Og vi har også mange andre ikke-buddhistiske traditioner der lærer os værdien og potentialet i et menneskeliv og hvad vi kan opnår hvis vi sætter os for noget. Vi har desuden en sangha der er med os på denne rejse og vi har spirituelle lærere som kan give os læren og desuden tilbyde os deres egen eksempel. Faktisk er det sådan at vi i dette liv har alt vi behøver for at opnå fred og perfektion.

Når først vi indser livets vigtighed begynder vi at give slip på vores vane med at spilde tid. Ting vi engang så på med stor alvor virker gradvist mindre vigtige. Vi begynder at tage valg der hjælper vores spirituelle udvikling i stedet for at hindre den. Vi omprioriterer og travlhedens trækken og skubben begynder at slippe sit tag i os. Vi ønsker ikke længere at spilde tiden. Det er tegnet på at vi er begyndt at forstå livets værdi.

Nogle enkelte kan tage det på den forkerte måde. De kan blive meget strenge omkring det og sige ”Nå, det var det. Jeg vil ikke spilde tiden. Jeg vil end ikke spilde et sekund på unyttig aktiviteter som at betale regninger eller tage til lægen” Det kan blive til en neurose og det er en form for nervøsitet og frygt mere end en erkendelse af dette livs vigtighed. Når man har en erkendelse af livets vigtighed bliver man faktisk meget mildere, roligere og venligere og udvikler en bedre personlighed, i stedet for en der er stiv og forvrænget. At indse at menneskelivet er sjældent og kostbart hjælper os til at blive bedre mennesker.

Når man indser livets vigtighed bliver man motiveret til at finde den rette balance. Lige nu hælder de fleste af vores prioriteringer til en side – den materielle side. Det er det jeg mener med ubalanceret. Nogle gange smider folk alt over på den spirituelle side og forsømmer fuldstændig deres ansvar som familiemedlemmer, borgere eller hvad deres rolle nu måtte være. Det er heller ikke så godt, med mindre du lever i en hule.

Jeg vil også gerne se på et andet aspekt ved at værdsætte menneskeligt liv, et der handler om at indse hvor svært det er at finde dette menneskeliv. Buddhaen brugte et eksempel til at beskrive præcis hvor svært det er at få dette menneskeliv. Han blev spurgt af en konge; ”Hvor mange væsner fra de lavere lidelses riger vil være i stand til at komme op til dette vidunderlige menneskelige liv som du taler om?” Buddhaen så sig omkring og så et stort spejl. Han samlede en håndfuld ærter op og kastede på spejlet og alle ærterne faldt på jorden. Buddhaen sagde at chancerne for at få et dyrebart menneskeliv endda er mindre end chancen for at nogle af ærterne ville sidde fast på spejlet.

Faktisk er det liv vi har ikke bare en gave; det skete ikke bare for dig. Du har fortjent dette liv – denne mulighed, denne evne og dette potentiale for den ultimative opnåelse af oplysning. Du har fortjent det pga. den fantastiske karma du har samlet. Ifølge læren er grundlaget for sådan karma ren moral.

Sommetider ignorerer vi spørgsmålet om moral og nyder bare hvad end vi gør. Men moral er meget vigtigt. Selv vores almindelige menneskelige forståelse kan fortælle noget om hvor vigtig moral virkelig er. Vil ud gerne være et amoralsk menneske? Ingen vil sige ja, vel? Almindelig sund fornuft fortæller os hvor vigtig moral er. Det er moral der med hjælp fra de andre seks aktiviteter – gavmildhed, tålmodighed, entusiasme, koncentration og visdom – gør os i stand til at modtage karmaen fra denne vidunderlige menneskekrop og sind. Det er disse dyder der støtter op omkring den grundlæggende moral der har bragt os dette liv.

Vi er nødt til at indse hvor sjældent dette liv er. Vi er nødt til at indse hvor svært det er at opnå og vi er nødt til at forstå at det højst sandsynligt ikke kommer igen, medmindre vi gør forarbejdet til perfekt moral og de andre dyder lige nu. Det er næsten for sent allerede.

Men at forstå og indse hvor dyrebart det er og hvilke muligheder et menneske liv indeholder, vil ikke opstå bare ved at høre om det. Vi er nødt til at meditere over det så det bliver en del af vores liv og vores måde at tænke på, så det har indflydelse på vores handlinger og det former vores personlighed. Hvis vi ikke mediterer er det kun en information. Hvis vi mediterer og inddrager denne viden i vores liv så bliver det til en kvalitet vi bærer i os. Det er det der gør en forskel. Vi er nødt til at fuldføre vores mission, mens vi stadig har tiden og muligheden for det. Måden at gøre det på er at have et vedvarende forhold til de oplyste og en forbindelse til den lærdom som de oplyste har delt. Ved at praktisere det hver eneste dag, skulle vi være i stand til at vågne inden for kort tid. Hvis det tager tre minutter, så lad det tage tre minutter, hvis det tager tre år, så lad det tage tre år. Men lad det ikke vare tre liv.

——————————————
Gelek Rinpoche er lama i Geluk linien i Tibetansk buddhisme og grundlæggeren af Jewel Heart i Ann Abor i Michigan. Han er forfatteren af Good Life, Good Death: Tibetan Wisdom on Reincarnation.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist.

Denne artikel er skrevet af Gekek Rinpoche  og udgivet i magasinet Buddhadharma i efteråret 2008. Gelek Rinpoche har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk)