For år siden indså Dzigar Kongtrul Rinpoche, at hvis han ikke styrede sin tid, så ville den styre ham. Hans råd? Organiser din tid, giv slip på distraktioner og hav en klar intention om at praktisere.
————————-

Nu til dags føler selv ældre mennesker i halvfjerdserne, at de har masser af tid til at fjolle rundt. Jeg ved ikke hvad det kommer af. Måske er det fordi, at i moderne kulturer er folk sundere, mere aktive og mobile længere op i årene pga. bedre diæt, flere vitaminer og den seneste medicin. Ældre mennesker har også flere ting at distrahere sig med; charterferie-cruises, workshops og forskellige slags fysisk aktiviteter. Man hører folk sige ”Fyrrene er de nye trediverne, og halvtredserne er de nye fyrrer…” Folk gør en stor indsats for at forblive unge – og se unge ud. Denne form for tænkning ændrer vores forestillinger om ældning, og hvordan vi forholder os til at blive gamle.

Da jeg kom til vesten, var de fleste af mine elever i starten ret unge, bortset fra en dedikeret gruppe kvinder, der var fyrre eller ældre. De startede en dharma-studiegruppe som de kærligt kaldte ”de gamle damers gruppe”. Jeg spurgte en af mine ældre elever i halvfjerdserne, om hun deltog i ”de gamle damers gruppe”, og hun blev fornærmet. Folk tror de er evigt unge.

I mere traditionelle kulturer bliver halvfjerds anset som gammel og det har folk ikke noget problem med at sige. Disse kulturer anser alderdom som en tid til at forberede sig til døden. Folk, som i deres ungdom indlod sig i utérlig usund opførsel, begynder ofte at blive blødere og bevæger sig hen mod at praktisere, efterhånden som de bliver ældre. I stedet for at være omhyggeligt uterlige, dedikerer de omhyggeligt deres resterende år til at sige mantraer og lave prostrationer og bede. Jeg ser det ske hele tiden, endog med mig selv.

I Tibet vil børn til aldrende mennesker sige: ”Mor, du er ved at blive gammel, chant nogle mantras og lav nogle omvandringer!” Dette har en dobbelt funktion. Børnene ved at dette giver dem en pause fra deres forældre, men det er også et kulturelt skub – et skub mod forberedelse af døden. Folk forventer det, det hjælper dem med at blive klar.

Det er godt at se pragmatisk på livet, i stedet for at se på hvordan vi måske ønskede det skulle være. Det er fornuftigt nok at vi tager os af vores kroppe; vi ønsker jo ikke at blive gamle og svage før tiden. Vi ønsker ikke at miste vores nysgerrighed og interesse for livet, miste gnisten. Men at fokusere på at forlænge livet, i stedet for at acceptere døden, er nyttesløs. Ungdommen er lynhurtigt forbi, og så går vi ind i voksenlivet og alderdommen. Og det er det. Patrul Rinpoche foreslår, at vi ser på vores livscyklus som længden på en dag: Spædbarn i den tidlige morgen, barndom og ungdom i morgentimerne, voksenlivet ved middagstid, og alderdom ved solnedgang. Hvis du ønsker at forberede sindet på døden, er det, at sætte tiden i perspektiv, en realistisk ting at gøre.

At organisere sin tid

Jeg ikke den fødte planlægger, men for nogle år siden indså jeg, at hvis ikke jeg tog styringen over min tidsplan ville den tage styringen over mig. Så nu fylder jeg min kalender med så meget dharmapraktisering -og aktivitet jeg kan. Jeg udfylder siderne i min kalender – et år forud – med mit sinds intention og så følger jeg
op på det, og udfører det. Jeg ved hvor mange timers praksis jeg ønsker at lave hver dag, og jeg organiserer min tid efter at kunne gøre det. Jeg tænker at dette er mit liv, og hvis ikke jeg tager styringen over det, er der ingen andre der gør det. Jeg tager mig selv i at tænke meget over tid; hvor meget jeg har og hvad jeg vil bruge den til.

Praktisk set er der kun 24 timer i et døgn. Hvordan vil du bruge dem? Noget af den tid må vi bruge på søvn. Men hvor meget søvn har vi egentlig brug for? Mere end 7 eller 8 timer hjælper os som regel ikke, medmindre, selvfølgelig, vi er teenagers. De fleste af os har et job. Vi arbejder måske 9 timer om dagen – det virker til at være normen. Dette giver os stadig 7 eller 8 timers fritid. Så er der familieforpligtelser og dem skal vi tage os af med omhu. Hvordan kan vi få passet praksis tid ind i den resterende tid?

Jeg er et nattemenneske så jeg praktiserer sent om aftenen. Nogle mennesker fortrækker at starte før solopgang. Dette er stilletimer – garanterede praksisperioder – fordi alle andre sover eller måske også praktiserer. Om aftenen bliver jeg sommetider træt, men hvis jeg bare ’er med det’ et stykke tid, finder jeg en helt ny energireserve der kan hjælpe mig igennem hele min praksistid. Alt hvad der forener vores gerninger med vores intentioner giver os energi og dyb mening i vores liv. Jeg plejede at have problemer med at falde i søvn, men nu da jeg har etableret en jævnlig praksis, sover jeg godt og uden afbrydelse.

At tage en klar beslutning

Hvis man har et ønske om at praktisere, bør man tage en klar beslutning om at gøre det. Det hjælper ikke at være ubeslutsom i sindet. I tibetansk buddhisme findes der et udtryk: yi nyi te tsom. Yi nyi betyder at vi er i to sind, eller med andre ord, har interesser der modstrider hinanden. Te tsom betyder, at vi er i tvivl om hvilken vej vi vil gå. Vi ønsker måske at praktisere, men alligevel lykkes det os ikke at forene vores ønsker med vores gerninger.
Jeg ser mange der venter på at praktisere og ikke finde tiden til det. Det påvirker deres selvopfattelse. Vi er nødt til at spørge os selv om, hvad der afholder os fra at føre vore ønsker ud i livet. Bruger vi vores liv på en god måde, eller arbejder vi blot for at vedligeholde det? Hvordan bruger vi vores tid? Overvejer vi hvad der er vigtigt? Gør vi noget ved vores ønske om et meningsfyldt liv, eller undviger vi det? I så fald, hvorfor?

Hvordan vi bruger tiden, afhænger af hvordan vi organiserer vores tid, og hvordan vi organiserer vores tid afhænger af, hvordan vi forestiller os vores liv. Når først vi har fået styr på disse spørgsmål og har taget en klar beslutning om at skabe plads i vores liv til praksis, er vi nødt til at gøre os umage i stedet for at lade sindet blive for løst og uorganiseret, og bare vente på at noget skal ske.

Vær opmærksom på distraktioner

Distraktioner kommer i alle mulige forklædninger. Sommetider føler vi, at vi er nødt til at tage os af alle andres problemer. Hvis vi har tendens til dét, vil der altid være nogen der forsøger at hive os med på en eller anden måde. De ønsker at rådføre sig, men de ønsker ikke nødvendigvis at høre hvad vi har at sige. De ønsker bare at få luft. De føler sig stressede og så bliver vi stressede og ingen får noget ud af det. Eller, hvis vi på vores arbejde er alt for grundige eller fikserede på at gøre alt perfekt, så får vi måske aldrig noget fra hånden og løber tør for tid til praksis. Vi kan også føle, at vi er de eneste der kan finde ud af at gøre noget som helst, så vi ender med at gøre alt. Nogle mennesker kan aldrig sige nej.
Disse former for distraktion inkluderer ikke engang det konstante behov for underholdning og sjov, og alle de fremmede elementer der kræver meget af os, og som vi inviterer ind i vores liv; – såsom hundehvalpe, underholdningssystemer og smarte computere.

Selv på retreats kan folk finde alle mulige måder at distrahere sig selv på, og undgå praksis – som f.eks. at bruge timevis hver dag på at gruble over deres indkøbsliste. I Indien siger man; ”alt du har brug for er to chapattis om dagen”. Jeg tror ikke det betyder at vi er nødt til at opretholde os selv på to stykker indisk brød om dagen, blive sadhu (en asket der forsager sin krop og alle verdslige ting), eller blive hård. Jeg tror det er en metafor for at kunne undvære. Hvor meget har vi egentlig brug for? Hvor ofte bliver vi distraheret af hvad vi vil have, og at prøve at finde ud af hvordan vi kan få det? Kan vi frigøre os fra den slags distraktion ved simpelthen at klare os uden? Uanset hvad, så nytter det ikke noget at give andre skyld for vores distraktioner. Kunchyen Longchenpa sagde; ”Distraktioner er grænseløse, kun når du gør dem lydløse vil de forsvinde.”

Et afslappet og åbent sind

Hvis vi ikke har et fokus, går vi rundt som en rastløs tiger uden at finde lyst ved noget. Vi finder os selv liggende på sengen, tænde fjernsynet og zappe tv-kanaler, spise når vi ikke er sultne, tage telefonen. Hvad er det vi prøver at gøre? Vi prøver at komme i kontakt med fænomenernes verden. Men hvordan kan vi det, når vi ikke er i kontakt indadtil?
De tider hvor vi ikke føler os i kontakt indadtil, er de bedste tider for praksis. Når vore sind er rastløse, lyder det cirka lige så tiltalende som at gå til tandlægen. Vi plages og distraheres af vores tanker, følelser og frygt. Vi finder på alle mulige fysiske fornemmelser også. Vi har ondt i nakken, så flytter det sig til vores ryg, så til foden. Lige pludselig hører vi en ringetone i øret eller vores øjne begynder at klø. Det er da lidt mistænkeligt, synes du ikke?
Vi er nødt til at give os selv tid til at tillade den nervøse og rastløse energi at falde til ro i vores krop. Når kroppen hviler, hviler sindet. Når sindet hvilet, hviler følelserne og vi føler en dyb form for tilfredshed og afslapning, eller shenjong. Når sindet hviler i shenjong er det tilgængeligt for os, til at tjene os eller i det mindste hjælpe os til at forstå hvad der sker. Det rum shenjong skaber, giver mindre sårbarhed, så vores tanker og følelser ikke bare kan skubbe os rundt og ryste os, som de normalt gør. Al træthed forsvinder. Hjertet klarer op. Kroppen lettes og føles så vægtløs som en fjer.

Det kræver styrke og klarhed

Vi har brug for lidt styrke til at stå imod vanen med at række ud efter distraktioner, selv hvis vi kun er halvvejs fanget. Vi ønsker ikke at være som en ferskvandslaks der svømmer hele vejen op mod strømmen, men når den sidder fanget halvvejs inde i en bjørns mund, i stedet for at forsøge at vrikke sig fri, tænker; ”Nå ja, jeg er alligevel halvt inde.” At vrikke sig fri af distraktioner kræver noget styrke og klarhed.

Jeg har hørt folk sige; ”Jeg er for doven og elsker mit ego for meget til at dedikere min tid til praksis”. Den slags dovenskab og mangel på intention vil aldrig kunne støtte erkendelse. Buddhaen sagde, at hvis fluer, orm og bakterier havde en evne til at stræbe efter oplysning, ville de opnå den. Det ville være pinligt, ville det ikke? En orm der opnåede oplysning inden vi gjorde. I sutraerne står der; ”alt er midlertidigt”. De omstændigheder vi behøver, skabes af vores intentions styrke og klarhed og hvordan vi førerer det ud i vores liv.

Det er ikke sådan at vi mangler flid. Vækkeuret ringer, klokken er 4 om morgenen. Temperaturen er faldet til et enkelt ciffer. Vi har ikke lyst til at stå ud af sengen, men det er mandag, og ellers vil der komme konsekvenser. Vi står op. Vi skraber sneen af forruden, varmer bilen op og tager af sted på arbejde i ni timer, måske mere. At gøre dette hver morgen kræver lidt klarsyn, lidt styrke og klarhed. Hvis vi kan gøre dette, kan vi sikkert også finde lidt tid til praksis.

En moderne mango lund

Hvis vi kan sætte tid i perspektiv, organisere vores dag, vrikke os ud af distraktioner med styrke og klarhed, og tænke over hvad der gør livet meningsfyldt, vil vi helt sikkert finde tid til praksis, til at hvile sindet. Normalt betyder hvile at fjerne vort sind fra de daglige rutiner, at ligge på sofaen og se en film eller falde i søvn. Som regel betyder det at slappe af, at distrahere os selv fra dagliglivets stress. Men vi har brugt halvdelen af vort liv på at sove, uden nogensinde at føle os udhvilede. Det er fordi vi ikke har fokuseret på at hvile selve sindet.

Hvad kunne være mere afslappende end at give slip på præferencer og bekymringer? Hvilke bedre måde findes der til at reducerer vores selv-klyngen end at kontemplere bodhichitta? Hvad kan frigøre vort håb og vor frygt, andet end lade dem opstå og lade dem opløse sig selv naturligt i rummet fra et åbent sind? Meditation giver masser af plads til alting: Alle vore håb, vor frygt og bekymringer, såvel som vores glæder og ønsker. Der er ingen brug for at kontrollere vore tanker, for når vi praktiserer, har vi forpligtet os selv til at lade dem være – ikke bedømme dem som gode eller dårlige, spirituelle eller ikke-spirituelle, hjælpsomme eller skadelige. Findes der nogen anden aktivitet, der kan give plads til sindet og dets forskellige fremkomster på denne måde?

Det eneste vi behøver for at praktisere er et stille sted at sidde: Et rum, en bænk i parken, eller vores egen seng. Sutraerne beskriver en fredfyldt mangolund som et ideelt sted at praktisere. Buddhaen og hans disciple praktiserede meditation sådan et sted. Hvis du tænker over det, så kan ethvert stille sted at sidde, midt i vores travle liv, være en moderne mangolund.
————————————-

Dzigar Kongtrul Rinpoche er lama i den Tibetanske buddhismes Nyingma tradition. Han er født i det nordlige Indien og blev anset som en reinkarnation af Rimé master Jamgon Kongtul Lodro Thaye og voksede op i et kloster miljø. I 1989 flyttede han til USA med sin familie, hvor han grundlagde sin egen læreorganisation, Mangala Shri Bhuti. Han er forfatter af Light Comes Through og It’s Up to You.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist.
Denne artikel er skrevet af Dzigar Kongtrul Rinpoch til magasinet Buddhadharma. Jeg er givet tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk af Sasha Meyerowitz, Dzigar Kongtrul Rinpochs redaktør.)