“Jeg vil sammenligne læren med en flåde, munke, et hjælpemiddel til at komme over til den anden bred, men ikke noget at holde fast i. Hør godt efter, så skal jeg forklare det.”

“Javel, Mester.”

“Forestil jer en mand som er ude på rejse, munke. Han kommer til en stor og bred elv, og ser at det er farligt at være der på bredden. På den andre bred, derimod, er der trygt og fredeligt. Men der er ingen båd som kan fragte ham over, og der fører heller ikke nogen bro fra den ene bred til den anden. Han tager et overblik over situationen, og tænker så: ‘Hvad om jeg samlede nogen kviste, grene og blade, surrede dem sammen med siv og lavede en flåde? Så kunne jeg lægge mig på flåden og stave mig over med hænder og fødder til jeg var trygt i land på den anden side!’ Som tænkt, så gjort. Han laver en flåde og staver sig over til trygheden. Men hvad ville I sige, munke, hvis han videre tænkte: ‘Denne flåden har været mig til stor nytte. Det var jo takket være den at jeg kom over elven! Nu vil jeg løfte den op og bære den med mig hvor jeg end går!’ Ville det være en fornuftig måde at behandle flåden på?”

“Nej, Mester.”

“Så hvad burde han gøre med flåden? Jo, munke, hvis han tænkte som så: ‘Denne flåden har været mig til stor nytte. Det var jo takket være den at jeg kom over elven! Nu kan den blive liggende her på stranden, eller den kan drive med strømmen – jeg går videre!’ Så havde han gjort det eneste fornuftige med flåden.

Således vil jeg sammenligne læren med en flåde, munke, et hjælpemiddel til at komme over til den anden bred, men ikke noget at klamre sig til. Og når I forstår hvordan læren kan sammenlignes med en flåde, bør I give slip på alle positive læresætninger, for slet ikke at tale om de negative!”

De Tre Mærker

”Hvad siger I, munke; er kroppen permanent eller ikke-permanent?”

”Ikke permanent, Herre.”

”Og det der er ikke-permanent, er det smerteligt eller behageligt?”

”Smerteligt, Herre.”

”Det som er ikke-permanent, smerteligt, foranderligt, bør det betragtes som så: ’Dette er mit, dette er mig, dette er mit Selv?” ”Bestemt ikke, Herre.”

”Hvad siger I, munke; er følelse…, er opfattelse…, er skelnen…, er bevidsthed permanent eller ikke-permanent?”

”Ikke permanent, Herre.”

”Og det der er ikke-permanent, er det smerteligt eller behageligt?”

”Smerteligt, Herre.”

”Det som er ikke-permanent, smerteligt, foranderligt, bør det betragtes som så: ’Dette er mit, dette er mig, dette er mit Selv?” ”Bestemt ikke, Herre.”

”Derfor, munke, skal ethvert materielt funderet fænomen, fortidigt, fremtidigt, nutidigt, i en selv eller udenfor, groft eller fint, underlødigt eller storslået, langt væk eller nær ved, betragtes med ret visdom, og således ses som: ’Dette er ikke mit, det er ikke mig, det er ikke mit Selv’”

”Enhver følelse.., enhver opfattelse…, enhver skelnen…, enhver bevidsthed, fortidig, fremtidig, nutidig, i en selv eller  udenfor, grov eller fin, underlødig eller storslået, langt væk eller nær ved, betragtes med ret visdom, og således ses som: ’Dette er ikke mit, det er ikke mig, det er ikke mit Selv’”

”Når den veltrænede discipel ser dette, munke, vækkes hans afsky for materiel form, for følelse, opfattelse, skelnen, bevidsthed.”

”Ved hans afsky falder hans begær bort. Når hans begær falder bort, er han fri. I den som er fri, findes klar viden om frihed: ”Genfødsel er endt, det hellige liv er opfyldt, opgaven løst, der kommer ikke mere” – dette ved han.