Således har jeg hørt:

En gang var Mesteren i Anathapindikas park Jetalunden ved Savatthi. På den tid opholdt Bahiya Daruciriya sig i Supparaka ved kysten. Folk der respekterede og hædrede ham, og han fik alt hvad han behøvede af kapper, mad, bolig og medicin af dem.

En dag da Bahiya sad for sig selv, tænkte han som så: “Jeg er en ærværdig, en af dem her i verden som vandrer de ærværdiges vej.” Men en tidligere afdød slægtning, som nu var blevet en ånd, og som ville ham det vel og havde medfølelse med ham, forstod hvad han tænkte på. Derfor gik han til Bahiya og sagde: “Du er ikke en ærværdig, Bahiya, og du vandrer ikke de ærværdiges vej. Den måde du praktiserer på, fører ikke til at du bliver en ærværdig og heller ikke til at du vandrer de ærværdiges vej.” “Men hvem er det da her i verden som er ærværdige eller vandrer de ærværdiges vej?” “I et land længere mod nord er der en by som hedder Savatthi. Der bor der for tiden en ærværdig som har nået fuldkommen oplysning ved egen hjælp. Denne Mester er ærværdig, Bahiya, og han underviser andre i hvordan også de kan blive  ærværdige.”

Bahiya blev stærkt grebet af dette, og brød op fra Supparaka med det samme. Han begav sig på vandring mod Savatthi, og blev ikke mere end én nat på hvert sted undervejs før han var fremme i Anathapindikas park Jetalunden.

Da han kom dertil, var der mange munke som praktiserede gående meditation ude i parken. Bahiya gik hen til dem og spurte: “Hvor er den ærværdige Mester, han som har nået fuldkommen oplysning ved egen hjælp? Jeg vil gerne træffe ham.” “Mesteren går madrunde inde i byen,” svarede munkene.

Da skyndte Bahiya sig ud af Jetalunden og ind i byen. Der så han Mesteren som gik madrunde. Han syntes Mesteren så tiltalende og tillidsvækkende ud, han havde et fredelig udtryk som tydede på et fredeligt sindelag, som en tam, rolig og fredsommelig elefant. Bahiya gik hen til ham, bøjede sig dybt for ham og sagde: “Giv mig undervisning, Mester. Forklar mig læren, således at det kan være til glæde og nytte for mig i lang tid.” “Det passer dårlig nu hvor jeg går madrunde, Bahiya,” svarede Mesteren. “Det er ikke godt at vide hvor længe hverken du eller jeg kommer til at leve, Mester,” sagde Bahiya. “Forklar det for mig nu, Mester!”

Mesteren værgede sig igen, men Bahiya insisterede på at livet var kort og han ville have undervisning med det samme. Da han for tredje gang bad om undervisning, sagde Mesteren: “Da skal du træne dig således, Bahiya: Tag det du ser, bare som det du ser, tag det du hører, bare som det du hører, tag fantasibilder bare som fantasibilder og tag erkendelse bare som erkendelse. Således skal du træne. Så forestiller du dig ikke noget subjekt, og når du ikke forestiller dig noget subjekt, forestiller du dig heller ikke noget objekt. Og når du ikke forestiller dig noget objekt, forestiller du dig heller ikke noget dennesidig eller noget hinsidig eller noget midt imellem disse. Det er dette som er enden på lidelse.”

Takket være Mesterens koncise undervisning blev Bahiyas sind befriet for mental forurening på stedet.

Da Mesteren havde givet Bahiya denne undervisning, gik han videre. Umiddelbart efter at Mesteren var gået, blev Bahiya angrebet af en oksekalv og døde.

Da Mesteren var færdig med madrunden i Savatthi, gik han ud af byen sammen med mange munke. Da så de Bahiya ligge der død. Mesteren vendte sig mod munkene og sagde: “Tag liget af Bahiya og læg det på en båre. Tag ham med jer og kremer ham. Derefter kan I bygge en stupa over ham. Det er en af jeres medvandrere som her er død, munke.” “Ja vel, Mester,” svarede munkene, og gjorde som han havde sagt. Derefter gik de tilbage til Mesteren og spurte: “Hvad er Bahiyas skæbne, hvor er han nu, Mester?” “Bahiya var en vis mand, munke. Han fulgte læren, og det var ikke noget besvær for mig at forklare den for ham. Nu har Bahiya opnået fuld frihed, munke.”

Derefter forklarede han hvad han mente, med dette vers:

“Der hvor der hverken findes vand eller jord, ild eller luft,
der hvor ingen stjerner skinner og solen ikke stråler,
der hvor månen ikke lyser og mørke ikke findes.
Når en vismand, en brahman, ved egen indsigt har set dette,
bliver han fri fra det som har form, og fra det som ikke har form –
da bliver han fri fra lykke og lidelse.”