Mens Buddhaen opholdt sig i Ambapalis mangolund ved Vesali, underviste han mange munke i læren. Han forklarede adfærd, meditation og visdom for dem, og fortsatte:

“Når meditationen er baseret på etisk adfærd, giver den store frugter og gode resultater, når visdommen er baseret på meditation, giver den store frugter og gode resultater, og når sindet er baseret på visdom, bliver det fuldkommen frit for mental forurening, både forurening baseret på sansebegær, baseret på fremtidsplaner, baseret på teorier og forurening baseret på uvidenhed.”

Da Buddhaen syntes de havde været længe nok i Ambapalis mangolund, sagde han til Ananda:

“Lad os gå til Beluva, Ananda.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda.

Så gik Buddhaen og munkene til Beluva. Da de var kommet frem, sagde Buddhaen til munkene:

“Nu kan I gå og slå jer ned for regntiden hvor I vil her i omegnen af Vesali, munke, alt efter hvor hver af jer har venner og bekendte. Selv bliver jeg her i landsbyen Beluva i regntiden.”

“Ja vel, Buddha,” svarede munkene, og hver af dem fandt sig et opholdssted i distriktet.

Da regntiden randt mod enden, blev Buddhaen angrebet af stærke smerter. Det gjorde så ondt at han følte han var døden nær. Men han holdt smerterne ud med opmærksomhed og klar forståelse, uden at klage.

Buddhaen tænkte som så: “Det ville ikke være rigtigt af mig at gå bort uden at sige noget til dem som følger mig og tage afsked med sanghaen. Lad mig nu sætte alle kræfter ind på at drive denne sygdom tilbage og holde mig i live en stund endnu!”

Dette gjorde han, og sygdommen veg tilbage.

Da Buddhaen nu var blevet bedre og var stået op igen, kom han ud af sin hytte og satte sig på sin siddeplads i skyggen. Da gik Ananda over til ham, hilste høfligt, satte sig ved siden af ham og sagde:

“Jeg ser du har det bedre, Buddha, jeg ser du er kommet dig. Men da du var syg, var det som om jeg var følelsesløs i hele kroppen, og jeg var helt ude af mig selv. Alligevel trøstede jeg mig med den tanke, at Buddhaen ikke ville gå bort før han havde givet instrukser til sanghaen.”

“Hvad er det sanghaen venter af mig, Ananda? Jeg har forklaret hele sandheden, uden at skille den i en åben og en lukket del. Den som er kommet frem til sandheden, opererer ikke med nogen hemmelig lære. Skulle der være nogen som tænker “Jeg vil lede sanghaen” eller “Sanghaen skal være afhængig af mig”, så må det være op til ham at give instrukser. Den som er kommet frem til sandheden, har ikke noget ønske om at lede sanghaen eller om at sanghaen skal være afhængig af ham. Hvorfor skulle jeg da efterlade nogen instruktioner til sanghaen? Jeg er gammel nu, Ananda, jeg er blevet firs år. Du kan holde en gammel kærre gående med nødtørftige reparationer, Ananda, og jeg synes også min krop kun så vidt holder sig gående med nødtørftige reparationer nu. Det er kun når jeg går ind i så dyb meditation at jeg ikke lægger mærke til det materielle og at følelserne forsvinder, at jeg føler mig vel tilpas i min krop, Ananda.

Vær derfor tilflugtsøer for jer selv, Ananda, og stol på jer selv, ikke bare på andre. Lad sandheden være jeres tilflugtsøer, og stol på sandheden, ikke på noget andet. Men hvordan kan du være din egen tilflugtsø, Ananda, hvordan kan du stole på dig selv og ikke bare på andre? Hvordan kan du lade sandheden være din tilflugtsø og stole på den og ikke på noget andet?

Du giver slip på grådighed og modvilje overfor verden, og betragter kroppen som krop, energisk og med opmærksomhed og klar forståelse. Du giver slip på grådighed og modvilje overfor verden, og betragter følelserne som følelser, energisk og med opmærksomhed og klar forståelse. Du giver slip på grådighed og modvilje overfor verden, og betragter tankerne som tanker, energisk og med opmærksomhed og klar forståelse. Du giver slip på grådighed og modvilje overfor verden, og betragter fænomenerne som fænomener, energisk og med opmærksomhed og klar forståelse. Således bliver du din egen tilflugtsø, Ananda, således kan du stole på dig selv og ikke bare på andre. Således lader du sandheden blive din tilflugtsø og stoler på den og ikke på noget andet.

De af munkene som enten nu eller efter at jeg er død bliver deres egne tilflugtsøer og stoler på sig selv og ikke bare på andre, som lader sandheden blive deres tilflugtsøer og stoler på sandheden og ikke noget andet – det er dem som kommer til at nå længst, Ananda. Men de må være indstillet på at træne!

“Har jeg ikke allerede sagt til jer at alt det som er os kært og som vi sætter pris på, er af en sådan natur at det er foranderligt, at det vil ændre sig og forsvinde? Så hvordan kan det da være muligt, Ananda, at det som er født, som er blevet til og formet, og som er forgængeligt af natur, ikke vil forgå? Noget sådant er ikke muligt. Og den som er kommet frem til sandheden affinder sig også med at livet ender, Ananda. Jeg har givet tydelig besked om, at der ikke er længe til jeg går bort. Om tre måneder fra i dag er jeg død. At jeg skulle tage disse ord i mig for at kunne leve længere, er helt utænkeligt. Men lad os gå hen til huset med de spidse gavle i Storskoven, Ananda.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda, og de gik til huset med de spidse gavle i Storskoven. Der sagde Buddhaen til Ananda:

“Gå ud og giv alle de munkene som holder til i Vesali-distriktet besked om at komme til mødesalen, Ananda.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda, og indkaldte alle munkene til møde. Så gik han til Buddhaen og sagde:

“Nu er sanghaen samlet, Buddha. De sidder klar og venter.”

Så gik Buddhaen til mødesalen og satte sig på den plads som var gjort klar til ham. Så sagde han til munkene:

“De sandheder som jeg har erkendt og forklaret for jer, munke, dem har I sat jer grundigt ind i, praktiseret, udviklet og fordybet jer i, således at den ædle livsførelse skal vare længe og blive til glæde og nytte for mange mennesker, ud fra medfølelse med verden, til glæde og nytte for guder og mennesker. Hvilke sandheder er dette, munke? Det er de fire baser for opmærksomhed, de fire rette bestræbelser, de fire gennemførsler, de fem sindsevner, de fem sindskræfter, de syv oplysningsfaktorer og den ædle ottefoldige vej. Dette er de sandheder som jeg har erkendt og forklaret for jer, munke, som I har sat jer grundigt ind i, praktiseret, udviklet og fordybet jer i, således at den ædle livsførelse skal vare længe og blive til glæde og nytte for mange mennesker, ud fra medfølelse med verden, til glæde og nytte for guder og mennesker.”

Videre sagde Buddhaen til munkene:

“Derfor siger jeg jer, munke: Alle betingede fænomener er forgængelige. Vær energiske, så kommer I til at nå målet! Der er ikke længe til jeg går bort. Om tre måneder er jeg død.”

Således talte Buddhaen. Derefter fremsagde han dette vers:

Min tid er til ende, mit liv er forbi,
jeg må forlade jer og vandre min egen vej.
Vær flittige, opmærksomme, vis selvdisciplin,
overvåg sind og tanker i dyb koncentration.
Den som utrætteligt efterlever denne lære og disciplin
skal bryde ud af kredsløbet
og ende alt som gør ondt.

Da Buddhaen næste morgen havde klædt sig på, tog han sin madskål og gik til Vesali for at modtage ofringer. Da han havde gået madrunden og var færdig med at spise, så han længe og eftertænksomt ud over Vesali og sagde til Ananda:

“Dette er sidste gang jeg ser Vesali, Ananda. Lad os gå videre til Banda.” Så vandrede Buddhaen til Pava, sammen med en stor flok munke. Da de kom til Pava, tog de ophold i mangolunden ved Cunda, smedens søn.

Cunda hørte at Buddhaen var kommet til Pava og boede i hans mangolund. Da gik han og hilste ærbødig på Buddhaen og satte sig ned ved siden af ham. Og Buddhaen glædede og inspirerede ham med ord om læren.

Da Cunda havde lyttet til Buddhaens ord, sagde han:

“Vil du gøre mig den ære at tage munkene med dig og komme og spise frokost hos mig i morgen, Buddha?”

Buddhaen samtykkede i tavshed. Da Cunda så dette, rejste han sig, tog høfligt afsked og gik.

Næste morgen, da dagen gryede, gjorde Cunda al slags god mad klar og meget svinesnadder hjemme hos sig selv og sendte bud til Buddhaen om at tiden var inde og maden stod klar. Buddhaen var allerede stået op og havde klædt sig på. Nu tog han sin skål, og sammen med munkene gik han til Cundas hus og satte sig på den plads som var gjort klar for ham.

Da Buddhaen havde sat sig, sagde han til Cunda:

“Du kan servere mig det du har af svinesnadder, Cunda, og det du ellers har af mad, kan du sætte frem for munkene.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Cunda og gjorde som han havde sagt.

Så sagde Buddhaen til Cunda:

“Det du har tilovers af svinesnadder, skal du grave ned i et hul, Cunda. Jeg kan ikke se at nogen anden i hele verden end den som er kommet frem til sandheden, skulle kunne være i stand til at fordøje det.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Cunda og gjorde som han havde sagt. Så satte han sig ned ved siden af ham. Og Buddhaen glædede og inspirerede ham med ord om læren før han rejste sig og gik.

Efter at Buddhaen havde spist den mad som Cunda gav ham, fik han et anfald af dysenteri med store smerter. Men han holdt dem ud med opmærksomhed og klar forståelse, uden at klage.

Så sagde han til Ananda:

“Lad os gå til Kusinara, Ananda.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda.

Da Buddhaen havde spist det måltid Cunda gav ham, kom smerterne over ham,

stærkt og smertefuldt, har jeg hørt.

Efter at Buddhaen

havde spist svinesnadder

blev han alvorlig syg.

Men da han havde tømt sig,

sagde han: Lad os gå til Kusinara.

Da de var kommet et stykke på vej, gik Buddhaen lidt bort fra vejen til et stort træ som stod der.

“Vil du lægge kappen sammen i fire lag, Ananda, og lægge den her. Jeg er træt og vil sidde lidt ned.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda, og lavede en siddeplads af kappen.

Da Buddhaen havde sat sig under træet, sagde han:

“Kan du hente lidt vand til mig, Ananda. Jeg er tørstig.”

Ananda tog skålen … og hentede vand i en lille elv i nærheden, og Buddhaen drak. Så sagde Buddhaen til Ananda:

“Det kan hænde at nogen måske vil kritisere Cunda, smedens søn, og sige: “Det var dårligt for dig, Cunda, det var ikke godt for dig at den mad som du serverede, var det sidste Buddha spiste før han døde.” Men sig hellere dette til Cunda: “Det var godt for dig, Cunda, det var godt for dig at du gav Buddha det sidste måltid han fik før han døde. For jeg har hørt det fra Buddhaen selv at det findes to madgaver som giver lige store frugter, større end nogen anden madgave. Hvilke to? Der er det sidste måltid som bliver givet til den som er kommet frem til sandheden, før han vågner til den store og uforlignelige opvågning, og der er det sidste måltid som bliver givet til ham før han dør og slukker således at intet bliver tilbage. Disse to madgaver giver lige store frugter, større end nogen anden madgave. Dette kommer til at bidrage til at Cunda lever længere, bliver sundere og lykkeligere, får godt omdømme blandt folk og kommer til himmelen og vinder magt.” Således skal du sørge for at Cunda, smedens søn, ikke sidder tilbage med dårlig samvittighed.”

Buddhaen så hvordan det forholdt sig med denne sag, og dybt rørt udtalte han:

Giveren samler gode fortjenester,

hadet forsvinder i den som behersker sig,

den gode giver slip på det onde.

Når lidenskab, had og uvidenhed slukkes,

finder han fred i nibbana.

Så sagde Buddhaen til Ananda:

“Lad os gå til mallaernes mangolund ved Kusinara, på den anden bred af floden Hiraññavati, Ananda.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda.

Så krydsede Buddhaen floden Hiraññavati sammen med en stor flok munke. Da de kom frem til mallaernes mangolund ved Kusinara, sagde Buddhaen:

“Kan du tage min kappe og lave et leje til mig med hovedet mod nord mellem disse to salatræer, Ananda. Jeg er træt og vil gerne lægge mig ned.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda, og gjorde som Buddhaen havde sagt.

Så lagde Buddhaen sig opmærksomt og med klar forståelse ned på højre side med den ene fod ovenpå den anden, og støttede hovedet på armen. De to salatræer stod i fuldt flor, til trods for at det ikke var blomstringstid for dem. De lod falde et tæt og blidt blomsterdrys over Buddha for at hædre ham. Ned fra himmelen faldt de skønneste mandaravablomster og det fineste salatræpulver dryssede også mildt over Buddhas krop for at hædre ham. Og luften blev fyldt af himmelsk sang og musik til ære for Buddha.

Da sagde Buddhaen til Ananda:

“Se på disse to salatræer, Ananda. Til trods for at det ikke er blomstringstid for dem, står de i fuldt flor. De lader falde et tæt og blidt blomsterdrys over mig for at hædre ham som er kommet frem til sandheden. Ned fra himmelen falder de skønneste mandaravablomster og det fineste salatræpulver og drysser også blidt over mig for at hædre ham som er kommet frem til sandheden. Og luften er fuld af himmelsk sang og musik til hæder for ham som er kommet frem til sandheden.

Men det er ikke således den som er kommet frem til sandheden skal hædres, respekteres og højagtes, Ananda. Den munk, nonne, lægmand eller lægkvinde som lever efter læren i hele sin færden, som fører et hæderligt liv i hele sin færden, han og hun er det som giver mig den aller største hæder, han og hun er det som viser mig den højeste respekt, Ananda. Derfor siger jeg dette: Øv jer i at leve efter læren og at føre et hæderlig liv i alt I gør, Ananda.”

Da gik Ananda ind i et hus, lænede sig mod dørkarmen og græd.

“Jeg har jo stadig så meget at lære! Hvordan kan Buddhaen, som altid har haft så stor omtanke for mig, gå bort og dø!” græd han.

“Hvor er der blevet af Ananda?” spurgte Buddhaen nogen af munkene.

“Han gik ind det huset der henne. Der står han og læner sig mod dørkarmen og græder, mens han siger: ‘Jeg har jo stadig så meget at lære! Hvordan kan Buddhaen, som altid har haft så stor omtanke for mig, gå bort og dø!’” svarede munkene.

“Gå og sig til Ananda at han skal komme herhen,” sagde Buddhaen til en af munkene.

“Ja vel, Buddha,” svarede munken, og gik og hentede Ananda.

“Du skal ikke græde, Ananda, du skal ikke vær ked af det,” sagde Buddhaen. “Har jeg ikke allerede sagt at alt det som er os kært og som vi sætter pris på, er af en således natur at det er foranderligt, at det vil blive anderledes og forsvinde? Så hvordan kan det da være mulig, Ananda, at det som er født, blevet til og formet og som er opløselig af natur, ikke skal gå i opløsning? Noget således er ikke muligt.

I lang tid har du stået mig nær, Ananda, og hjulpet mig med venlige og nyttige handlinger, ord og tanker, loyalt og uden at spare dig selv. Du har gjort meget godt, Ananda. Gør en ekstra indsats nu, så bliver du snart fri fra mental forurening.”

Så vendte Buddhaen sig mod de andre munkene og sagde:

“Hver eneste af de som har vært buddhaer i tidligere tider, har haft en oppasser som Ananda, og det samme kommer hver af fremtidens buddhaer også til at have. Ananda er klog og forstandig, munke, og han ved hvornår det passer sig for munke, nonner, lægmænd, lægkvinder, konger, ministre, andre læremestre eller deres elever at komme og møde mig. Og Ananda har flere gode egenskaber. Hvis en flok munke, nonner, lægmænd eller lægkvinder ser Ananda komme gående, da bliver de glade, og hvis Ananda forklarer læren for dem, bliver de også glade, men de synes det er ærgeligt hvis han ikke siger noget.”

“Gå nu til mallaerne i Kusinara, Ananda, og sig: ‘I nat, på den sidste nattevagt, kommer Buddha til at dø. Gå og besøg ham, så ingen angrer bagefter og siger til sig selv at Buddhaen døde ude på jorderne ved vores by, og vi gik ikke for at aflægge ham et sidste besøg!’”

“Ja vel, Buddha,” sagde Ananda, og gik ind i Kusinara og gav mallaerne denne besked.

På det tidspunkt sad mallaene i byens rådssal og diskuterede en eller anden sag. Men da de hørte hvad Ananda havde at sige til dem, blev både mænd og kvinder, drenge og piger grebet af sorg og fortvivlelse. Nogen af dem rev sig i håret og græd, nogen løftede armene og græd, og atter andre kastede sig til jorden og rullede frem og tilbage.

“Buddhaen dør alt for tidlig! Buddha dør alt for tidlig! Verdens lys slukker så alt for tidlig!”

Med sorg i sindet vandrede da alle mallaerne, både store og små, ud til salalunden der hvor Buddha lå.

Ananda tænkte som så: “Hvis jeg lader mallaerne komme frem en efter en og hilse på Buddhaen, kommer hele natten til at gå før alle har hilst på ham. Jeg må nok hellere lede dem frem gruppevis.”

Så delte han dem ind i familiegrupper og ledte dem frem til Buddhaen, mens han sagde:

“Den og den mallaer bøjer sig for dine fødder, Buddha, sammen med hustru og børn, tjenestefolk og venner.”

På denne måden fik han ført alle mallaerne frem til Buddhaen i løbet af den første nattevagt.

På den tid boede der en omvandrende asket ved navn Subhadda i Kusinara. Nu hørte også han at Gotama kom til at dø i den sidste nattevagt. Da tænkte han som så:

“Jeg har hørt gamle og erfarne læremestre blandt de omvandrende asketer sige at det sker en sjælden gang at en som er kommet frem til sandheden, en ærværdig som har nået den fulde opvågning, står frem i verden. Nu skal Gotama dø i nat, i den sidste nattevagt. Jeg er kommet i stærk tvivl om et spørgsmål. Men jeg har tillid til at Gotama kan undervise mig i læren således at jeg får opklaret dette tvivlsspørgsmål.”

Så gik Subhadda til mallaenes salalund. Der mødte han Ananda og sagde:

“Jeg har hørt gamle og erfarne læremestre blandt de omvandrende asketer sige at det sker en sjælden gang at en som er kommet frem til sandheden, en ærværdig som har nået den fulde opvågning, står frem i verden. Nu skal Gotama dø i nat, i den sidste nattevagt. Jeg er kommet i stærk tvivl om et spørgsmål. Men jeg har tillid til at Gotama kan undervise mig i læren således at jeg får opklaret dette tvivlsspørgsmål. Lad mig tale med Gotama, Ananda.”

Men Ananda svarede: “Ikke nu, Subhadda. Du skal ikke plage Buddhaen, han er træt.”

Subhadda spurgte igen, og blev afvist igen. Det samme gentog sig en gang til, men nu hørte Buddhaen hvad de talte om, og sagde:

“Lad Subhadda komme, Ananda, og forhindre ham ikke. Han spørger fordi han gerne vil vide, ikke for at plage mig. Og han kommer hurtigt til at forstå det svar jeg giver på hans spørgsmål.”

Da ledte Ananda ham frem, og sagde: “Du kan komme, min ven Subhadda. Buddhaen giver dig lov.”

Så gik Subhadda frem og hilste ærbødigt på Buddhaen. Da han havde sat sig, sagde han:

“De andre filosoffer og brahmaerne som er berømte og velkendte sektgrundlæggere og som er læremestre for mange, såsom Purana Kassapa, Makkhali Gosala, Ajita med hovedbeklædnigen, Pakudha Kaccalayana, Sagdeñjaya Belatthiputta og Nigantha Nathaputta, har de alle vundet indsigt ved egen indsats, eller har ingen af dem vundet indsigt, eller har nogen af dem vundet indsigt mens andre ikke har?”

“Nok om det, Subhadda! Hold med at gruble over om alle disse har vundet indsigt eller ej. Nu skal jeg forklare læren for dig. Subhadda. Hør godt efter og læg nøje mærke til hvad jeg siger.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Subhadda, og Buddhaen fortsatte:

“I en lære og disciplin som ikke indeholder den ædle, ottefoldige vej, findes der ingen sand filosof, ingen som virkelig praktiserer indsigt. Men i en lære og disciplin som indeholder den ædle, ottefoldige vej, Subhadda, der findes der sådanne filosoffer, der findes der nogen som virkelig praktiserer indsigt. Denne lære og disciplin indeholder den ædle, ottefoldige vej, så her findes der sådanne filosoffer, her findes der nogen som virkelig praktiserer indsigt, Subhadda. De andre sekter er tomme for sådanne praktiserende, men hvis munkene i denne lære og disciplin lever sådan som de burde, Subhadda, da vil der aldrig blive mangel på ærværdige i verden.

Jeg var niogtyve år, Subhadda, da jeg gav afkald på verden

for at søge det gode.

Mere en halvtreds år er gået

siden jeg forlod mit hjem

for at vandre i sandhedens

og visdommens rige.

Udenfor dette findes ingen rigtig filosof.

De andre sekter er tomme for sådanne praktiserende, men hvis munkene i denne lære og disciplin lever sådan som de burde, Subhadda, da vil der aldrig blive mangel på ærværdige i verden.”

“Udmærket, Buddha, udmærket! Det er som at rette op på det som var blevet væltet, eller som at åbenbare det som var skjult. Det er som at vise vejen til en som var faret vild, eller som at bære lys ind i mørket, således at den som har øjne kan se det som er der. Netop således har du forklaret sandheden på mange måder, Buddha. Nu sætter jeg mig tre idealer som mål: og det er dig, Buddha, det er sandheden og det er sanghaen. Lad mig få ordination af dig, Buddha.”

“Den som kommer fra en anden sekt og ønsker ordination i denne lære og disciplin, må vente fire måneder, Subhadda. Hvis munkene efter fire måneder er tilfreds med ham, ordinerer de ham som munk. Men dette kan jeg også tilpasse efter individuelle forskelle.”

“Hvis de som kommer fra andre sekter, skal have en prøvetid på fire måneder, da venter jeg gerne fire år, Buddha. Lad munkene ordinere mig hvis de er tilfreds med mig efter fire år.”

Da vendte Buddhaen sig mod Ananda og sagde:

“Lad Subhadda blive ordineret nu, Ananda.”

“Ja vel, Buddha,” svarede Ananda.

“De er heldige, Ananda,” sagde Subhadda, “alle de som er salvet som disciple af Buddhaen direkte.”

Subhadda fik ordination i Buddhaens nærvær. Straks efter at han var blevet ordineret, trak Subhadda sig tilbage i ensomhed og satte alle kræfter ind, energisk og uden at nøle. Ikke længe efter fuldførte han den højere træning, den som unge mænd af god familie med rette forlader hjemmet og går ud i hjemløshed for. Han indså selv og erkendte direkte: nu opstår der ikke noget nyt, træningen er fuldført, gjort er det som skulle gøres og der er ikke noget mere som står tilbage.

Dette forstod han fuldt ud, og tog konsekvenserne af sin erkendelse. Og nu var Subhadda en af de ærværdige. Han var den sidste som Buddhaen personligt førte frem til ordination.

Så sagde Buddhaen til Ananda:

“Nu kan det hænde I vil tænke at alt I har tilbage er ordene fra en lærer som har gået bort, og at I ikke har nogen virkelig lærer længere. Men det er ikke således I skal se det, Ananda. Den lære og den disciplin som jeg har lært jer og forklaret for jer, den skal være jeres lærer når jeg er borte.”

Så henvendte Buddhaen sig til munkene, og sagde:

“Måske en af jer er usikker på noget der gælder den vågne, sandheden, fællesskabet, vejen eller træningen? Spørg mig nu, munke, så I ikke senere skal angre at I ikke spurgte mig mens I havde mig ansigt til ansigt.”

Ingen af munkene greb ordet.

Buddhaen gentog sin opfordring om at stille spørgsmål, men ingen af munkene sagde noget. Det samme skete for tredje gang. Da sagde Buddhaen:

“Måske I har så stor respekt for jeres lærer, at I ikke tør spørge selv? Sig det da til en ven!”

Men ingen af munkene sagde noget.

Da sagde Ananda:

“Det er fantastisk, Buddha! Jeg tror sandelig at ingen i denne forsamling er usikker på noget der gælder den vågne, sandheden, fællesskabet, vejen eller træningen.”

“Du siger at du tror det, Ananda. Men den som er kommet frem til sandheden, ved at dette er tilfældet. Ingen i denne forsamling er usikker på noget der gælder den vågne, sandheden, fællesskabet, vejen eller træningen. Selv den nyeste af disse femhundrede munkene har gået ind i strømmen, og er trygt på vej mod fuld opvågning uden risiko for tilbagefald.”

Derefter henvendte Buddhaen sig til munkene, og sagde:

“Nuvel, munke! Da vil jeg sige jer at alle betingede fænomener er forgængelige. Vær energiske, så kommer I til at nå målet!”

Dette var Buddhaens sidste ord.

Så gik Buddhaen ind i første jhana. Han kom ud af denne og gik ind i anden, videre til tredje og fjerde jhana. Da han kom ud af denne gik han ind i det uendelige rums stadie, videre til det uendelige bevidstheds stadie og til intethedens stadiet. Fra dette gik han ind i hverken-bevidsthed-eller ubevidsthed-stadiet, og fra dette ind i den tilstand hvor alle bevidste processer slutter.

Da vendte Ananda sig til Anuruddha og sagde:

“Buddhaen er død, Anuruddha.”

“Nej, Ananda, han er ikke død, han har nået den tilstand hvor alle bevidste processer slutter.”

Så gik Buddhaen ud af den tilstand hvor alle bevidste processer slutter og ind i hverken-bevidsthed-eller ubevidsthed-stadiet, videre via intetheds stadiet, det uendelige bevidstheds stadie til det uendelige rums stadie. Derfra gik han over i fjerde jhana og videre gennem tredje og anden ned til første jhana igen. Derfra gik han igen ind i anden jhana, derfra til tredje og derfra igen til fjerde jhana. Så døde han.

I samme øjeblik som Buddhaen døde, kom der et skræmmende jordskælv og buldrende torden.

I samme øjeblik som Buddhaen døde, udtalte Brahma Sagdehampati dette vers:

“Alle som lever i denne verden,

må dø og lægges i graven,

således også den uforlignelige lærer,

han som er nået frem til sandhed

den store Buddha, er død.”

I samme øjeblik som Buddhaen døde, udtalte Sagdekka, gudernes konge, dette vers:

“Alt som er sammensat, er forgængeligt,

dets natur er at opstå og gå til grunde,

opstå og gå til grunde –

det er godt at finde fred.”

I samme øjeblik som Buddhaen døde, udtalte munken Anuruddha disse vers:

“Han ånder ikke mere.

Vismanden er gået bort.

Med ro i sindet er han gået ind

i den dybe fred.

Han tålte smerterne

uden at lade det gå sig på.

Nu har den oplyste

fundet nibbanas frihed.”

I samme øjeblik som Buddhaen døde, udtalte Ananda dette vers:

“Det var en mærkelig

og skræmmende stund

da Buddha, den bedste

af alle, gik bort.”

Da Buddhaen var død, var der nogen af de munke som endnu ikke havde sluppet taget i lidenskab, som løftede armene og græd, og nogen af dem kastede sig til jorden og rullede frem og tilbage, mens de sagde:

“Buddhaen døde alt for tidlig! Buddha døde alt for tidlig! Verdens lys slukkede alt for tidlig!”

Men de munke som var fri fra lidenskab, accepterede situationen med opmærksomhed og klar forståelse:

“Det der er sammensat, er forgængeligt. Hvordan kan det vel være anderledes?”

Da vendte Anuruddha til de andre munke og sagde:

“Nok, venner! Græd og sørg ikke mere. Har Buddhaen måske ikke sagt at alt det som er os kært og som vi sætter pris på, er af en således natur at det er foranderligt, at det vil blive anderledes og forsvinde? Så hvordan kan det da være mulig, venner, at det som er født, blevet til og formet og som er opløseligt af natur, ikke skal gå i opløsning? Noget således er ikke muligt. Guderne klager, venner.”

“Hvilke guder taler du om, Anuruddha?”

“Det findes guder både i luften og på jorden som løfter armene og græder, og nogen af dem kaster sig til jorden og ruller frem og tilbage, mens de siger:

‘Buddhaen døde alt for tidlig! Buddha døde alt for tidlig! Verdens lys slukkede alt for tidlig!’

Men de guder som er fri fra lidenskab, accepterer situationen med opmærksomhed og klar forståelse:

‘Det som er sammensat, er forgængeligt. Hvordan kan det vel være anderledes?’”

Resten af natten sad Anuruddha og Ananda i samtale om læren. Men så sagde Anuruddha til Ananda:

“Gå til Kusinara, Ananda, og fortæl mallaerne at Buddhaen er død.”

“Ja vel,” svarede Ananda.

Morgenen gryede, og han tog kappen over skuldrene, tog sin skål og gik ind i Kusinara. Der fandt han mallaerne forsamlet i rådssalen, og han fortalte dem at Buddhaen var død. Alle mallaerne, både voksne og børn, sørgede dybt, og udbrød:

“Buddhaen døde alt for tidlig! Buddha døde alt for tidlig! Verdens lys slukkede alt for tidlig!”

Men derefter gav mallaerne sine tjenestefolk besked på at samle parfume og kranse og alle musikerne som var i byen sammen. Så gik de med parfumen, kransene og musikerne ud til den salalund hvor Buddhaens legeme lå. Da de kom frem, hædrede og ærede de Buddhaens legeme med dans, sang og musik, med parfume og med kranse, og de byggede en pavillon af blomster og kranse over ham. Således gik hele dagen.

Da sagde mallaerne til hinanden:

“Det er blevet for sent at kremere Buddhaen nu i dag. Men i morgen skal vi gøre det.”

Men næste dag gik med samme slags æresbevisninger, og det samme gjorde næste dag igen, og således gik der seks dage. Den syvende dag sagde mallaerne til hinanden:

“Nå har vi æret Buddhaen med dans, sang, musik, kranse og parfume. Nu skal vi bære ham syd for byen og kremere ham der.”

Otte af de fremmeste mallaer vaskede ansigtet og iførte sig nye klæder for at bære Buddhaens legeme til kremering. Men de kunne ikke løfte ham.

De gik og fortalte dette til Anuruddha, og spurgte hvorfor de ikke kunne løfte Buddhaens legeme.

“Det er fordi I vil én ting, men gudene vil noget andet,” svarede Anuruddha.

“Hvad er det guderne vil?”

“I vil kremere Buddhaen syd for byen. Men guderne vil at I skal bære ham nord for byen, ind gennem nordporten, gennem byen og ud igen gennem østporten og ud til den helligdom som hedder Makutabandhana. Der skal Buddhaens legeme kremeres.”

“Vi skal gøre som guderne vil.”

Da dryssede mandaravablomster over Kusinara, således at hele byen, til og med lodsepladsen og kloakkerne, blev dækket af et knædybt blomstertæppe. Og så blev Buddhaens legeme båret nord for byen, ind gennem nordporten, gennem byen og ud igen gennem østporten, mens guderne og mallaerne hædrede ham med himmelsk og menneskelig dans, sang, musik, kranse og parfume. Da de nåede frem til den helligdom som hedder Makutabandhana, lagde de Buddhaens legeme ned.

Så gik mallaerne bort til Ananda og spurte:

“Hvordan skal vi behandle Buddhaens legeme?”

“Buddhaens legeme skal behandles således som en kejsers legeme skal behandles, mallaere.”

“Men hvordan skal en kejsers legeme behandles, Ananda?”

“En kejsers legeme skal svøbes i et klæde af fineste linned. Udenpå skal der svøbes et klæde af fineste bomuld og så videre, fem hundrede lag af hver slags. Så skal legemet lægges i et oliekar af jern og dækkes med et andet oliekar af samme slags. Så skal der bygges et ligbål af alle slags velduftende materialer, og på dette bål skal kejseren kremeres. Derefter skal der bygges en stupa ved et vejkryds.

Således skal en kejsers legeme behandles, og således skal også legemet til han som kom frem til sandheden, behandles. Der bør bygges en stupa over Buddha ved et vejkryds. Og de som lægger kranse, parfume eller farvestoffer der, som hilser ærbødig af et rent hjerte, de skal høste langvarig glæde og nytte af det.”

Mallaerne gik i gang og gjorde alt klart til kremering, således som Ananda havde sagt.

Men netop da var Kassapa den store på vandring mellem Pava og Kusinara sammen med en stor flok på femhundrede munke. Kassapa den store gik lidt bort fra hovedvejen og satte sig under et træ.

Da fik han øje på en nøgen asket, der havde plukket en mandaravablomst i Kusinara, komme gående mod sig på vej til Pava.

“Ved du noget nyt om min lærer Buddha?” spurgte Kassapa.

“Ja, min ven. I dag er det syv dage siden Gotama døde. Det var da jeg fik denne mandaravablomst,” svarede asketen.

Da munkene hørte dette, var der nogen af dem som endnu ikke havde slubbet taget i lidenskab, som løftede armene og græd, og nogen af dem kastede sig til jorden og rullede frem og tilbage, mens de sagde:

“Buddhaen døde alt for tidlig! Buddha døde alt for tidlig! Verdens lys slukkede alt for tidlig!”

Men de munke som var fri fra lidenskab, accepterede situationen med opmærksomhed og klar forståelse:

“Det som er sammensat, er forgængeligt. Hvordan kan det vel være anderledes?”

En munk ved navn Subhadda, som var gammel da han lod sig ordinere, sad der også og hørte nyheden. Da sagde han:

“Nok, venner! Dette er ikke noget at græde for, dette er ikke noget at sørge for! Det er da bare godt at være fri for denne stormunk! Vi var trætte af at høre: ‘Gør således! Ikke gør således!’ nu kan vi gøre som vi vil, og lade være at gøre det vi ikke har lyst til.”

Men Kassapa den store formanede munkene på denne måde:

“Nok, venner! I skal ikke græde og sørge mere. Har Buddhaen måske ikke sagt at alt det som er os kært og som vi sætter pris på, er af en således natur at det er foranderligt, at det vil blive anderledes og forsvinde? Så hvordan kan det da være mulig, venner, at det som er født, blevet til og formet og som er opløselig af natur, ikke skal gå i opløsning?”

Omtrent samtidig vaskede fire af de fremmeste mallaer sine ansigter og iførte sig nye klæder for at tænde Buddhaens ligbål. Men de kunne ikke få det tændt.

De gik og fortalte dette til Anuruddha, og spurte hvorfor de ikke kunne få tændt Buddhaens ligbål.

“Det er fordi I vil én ting, men guderne vil noget andet,” svarede Anuruddha.

“Hvad er det guderne vil?”

“Guderne ved at Kassapa den store er på vej til Kusinara, og de ønsker ikke at ligbålet tændes før han er kommet frem og kan bøje sig for Buddhaen i en sidste hilsen.”

“Lad det blive som guderne vil.”

Lidt senere kom Kassapa den store og munkene i hans følge frem til Kusinara og gik til stedet hvor Buddhaens ligbål var bygget. Der gik de tre ganger med uret rundt om bålet og bøjede sig ærbødig for Buddhaen. Da tændte ligbålet af sig selv.

Da Buddhaen blev kremeret, blev både hud, kød og kropsvæsker fortæret af flammerne. Der var ikke engang aske tilbage fra ham, bare knokler. Det var som når man brænder olie. Da er der heller ikke aske tilbage, og således var det også da Buddhaen blev kremeret. Både det inderste og det yderste af tøjlagene brændte fuldstændig.

Da Buddhaens legeme var brændt, faldt der regn fra skyerne og der sprang vand frem fra kilder og slukkede bålet. Mallaerne bidrog også til at slukke det med parfumeret vand.

Så førte mallaerne Buddhaens rester til rådssalen, opsatte et gitter af spyd og et hegn af buer rundt om dem og hædrede dem med dans, sang, musik, kranse og parfume i syv dage.

Kong Ajatasattu Vedehiputta af Magadha hørte at Buddhaen var død i Kusinara.

“Buddhaen var adelsmand og det er jeg også,” tænkte han. “Jeg fortjener også del i Buddhaens rester, således at jeg kan bygge en stor stupa over ham.”

Og han sendte bud til mallaerne om dette.

Da sagdekyaene i Kapilavatthu hørte nyheden, sendte de bud til Kusinara:

“Buddhaen var den fremmeste af vor slags. Vi fortjener også del i Buddhaens rester, således at vi kan bygge en stor stupa over ham.”

Licchaviene i Vesali hørte også hvad der var sket, og det samme gjorde buliene i Allakappa og koliyaene i Ramagama.

Og alle sendte de bud til Kusinara:

“Buddhaen var adelsmand, og det er vi også. Vi fortjener også del i Buddhaens rester, således at vi kan bygge store stupaer over ham.”

Brahmanen Vethadipaka sendte bud og sagde:

“Buddhaen var adelsmand, jeg er brahman. Jeg fortjener også del i Buddhaens rester, så jeg kan bygge en stor stupa over ham.”

Mallaerne i Pava sendte bud til Kusinara og sagde:

“Buddhaen var adelsmand, og det er vi også. Vi fortjener også del i Buddhaens rester, således at vi kan bygge store stupaer over ham.”

Men mallaerne i Kusinara svarede folkemængden således:

“Det var på jorderne udenfor vores by Buddhaen døde. Vi giver ikke noget af Buddhaens rester fra os!”

Da greb en brahman ved navn Dona ordet og sagde: “Hør et ord fra mig, mine herrer!

Vor Buddha var en som talte om fred!

Det sømmer sig ikke at skabe strid

om resterne efter den bedste af mennesker.

Lad os alle være venner og vel forliges

og dele resterne i otte dele.

Lad stupaer blive bygget vidt omkring

så mange kan mindes verdens lys!”

“Del resterne, Dona, og fordel dem i otte lige store dynger.”

“Det skal jeg gøre, mine herrer,” svarede brahmanen Dona og delte resterne retfærdigt i otte portioner.

“Vil I give mig urnen, mine herrer, så vil jeg bygge en stupa over den,” sagde han. Og de gav ham urnen.

Moriyaene i Pipphalivaniya hørte også at Buddhaen var død i Kusinara, og de sendte også bud og sagde:

“Buddhaen var adelsmand, og det er vi også. Vi fortjener også del i Buddhaens rester, således at vi kan bygge store stupaer over ham.”

“Det er ikke noget tilbage af hans rester, det er fordelt nu. Men I kan jo tage noget af asken fra ligbålet,” var det svar de fik.

Dermed tog de aske fra bålet med sig.

Således gik det til at kong Ajatasattu Vedehiputta af Magadha byggede en stor stupa over Buddhaens rester i Rajagaha, licchavierne byggede en i Vesali, sagdekyaerne byggede en i Kapilavatthu, bulierne byggede en i Allakappa, koliyaerne byggede en i Ramagama, brahmanen Vethadipaka byggede en i Vethadipa, mallaerne i Pava byggede en i Pava og mallaerne i Kusinara byggede en stor stupa over Buddhaens rester i Kusinara, mens brahmanen Dona byggede en stor stupa over urnen og moriyaerne byggede en stor stupa over asken i Pipphalivaniya.

Derfor blev der bygget otte stupaer over resterne, en over urnen og en over asken.