Således har jeg hørt;

Engang levede Buddhaen i Sakyanernes område, i en by ved navn Sakkara. Der fandt Ananda Buddhaen, bukkede for ham, og satte sig ved hans side. Ananda bemærkede til Buddhaen; ’Dette er det halve af det hellige liv, Mester, værdigt venskab, værdigt selskab, værdigt samvær.’

’Sig ikke det, Ananda. Værdigt venskab, værdigt selskab, værdigt samvær er faktisk hele det hellige liv. Når en munk har værdige personer som venner, til selskab, i samvær, kan han forvente at udvikles ved den ædle ottefoldige vej.

Og hvordan kan en munk med værdige personer som venner, til selskab, i samvær, forvente at udvikles ved den ædle ottefoldige vej? Når en munk udvikler ret syn på baggrund af utilknyttethed og afkald resulterer det i frihed. Han udvikler ret tanke, ret tale, ret handling, ret levevej, ret indsats, ret sindsnærvær, ret koncentration på baggrund af utilknyttethed og afkald, og det resulterer i frihed. Således kan en munk som har værdige personer som venner, som selskab og kolleger, udvikles ved den ædle ottefoldige vej.

Og herigennem kan man se, hvordan værdigt venskab, værdigt selskab, værdigt samvær faktisk er hele det hellige liv: det er afhængigt af mig som en værdig ven, at væsner som var underlagt fødsel har vundet frihed fra fødsel, at væsner som var underlagt alderdom har vundet frihed fra alderdom, at væsner som var underlagt død har vundet frihed fra død, at væsner som var underlagt sorg, smerte og fortvivlelse har vundet frihed fra sorg, smerte og fortvivlelse. Således kan man vide at værdigt venskab, værdigt selskab, værdigt samvær faktisk er hele det hellige liv.’