Den som vil følge fredens vej

og gøre det som er godt og nyttigt,

bør følge disse råd:

Forstandig og retskaffen bør han være,

ja yderst redelig,

omgængelig, mild og forsonlig,

tilfreds og fornøjet med lidt,

uden for mange gøremål, og med få krav,

med kontrol over sig selv og sine sanser,

beskeden og uden grådighed.

Han bør undlade at gøre noget

som de vise kunne have grund til at kritisere.

Hans tanker bør være:

Gid alle levende væsner må leve i fred og glæde,

med lykke i sindet!

Ja, alle levende væsner,

stærke som svage, uden undtagelse,

om de så er lange, store,

middelstore eller små, tynde eller tykke,

om vi kan se dem eller ej,

nære eller fjerne,

om de lever nu eller venter på at blive født;

måtte alle levende væsner leve lykkeligt!

Gid ingen måtte svigte andre,

og heller ikke føle foragt for nogen,

og heller aldrig ønske andre noget ondt,

hverken ud fra modvilje eller i hidsighed!

Som en mor er villig

til at risikere livet for at beskytte sit eneste barn,

netop således er det grænseløse sind som han bør udvikle overfor alt levende.

Ja, til alle sider bør han udstråle

en følelse af venlighed til hele verden,

en venlighed uden betingelser,

uden uvilje, uden modvilje.

I hvert vågent øjeblik, om han går, står, sidder eller ligger,

bør han have dette for øje.

Dette er en højst værdig livsførelse.

Den som lever således, med høj moral,

indsigtsfuld og udogmatisk,

og som tæmmer sine sanselige lyster,

han skal aldrig mere gennemgå en ny genfødsel.