Således har jeg hørt:

En gang var Mesteren i Savatthi og boede i Anathapindikas park Jetavana. På den tid var der også mange asketer og brahmaner fra andre sekter i Savatthi. De havde forskellige meninger og synspunkter, holdt på forskellige teorier, og hver og en af dem forsvarede standhaftigt sine egne meninger.

Nogle mente at verden var evig; at kun dette var sandt og alt andet var løgn. Andre mente at verden ikke var evig.  Nogen mente at verden var afgrænset, andre at den var uden grænser. Nogen mente at krop og sjæl var det samme, andre at kroppen var en ting og sjælen noget andet. Nogen mente at den som er kommet frem til sandheden, eksisterer efter døden, andre at han ikke eksisterer efter døden, andre at han både eksisterer og ikke eksisterer efter døden og atter andre igen at han hverken eksisterer eller ikke eksisterer efter døden. Og alle hævdede at kun deres udlægning var sand og alt andet var løgn.

Således blev de ved, og skændtes og ævlede og diskuterede højlydt og kom med mange sårende udfald mod hinanden, og hver af dem påstod at “jeg har ret og du tager fejl”.

Nogen munke havde været inde i byen og hørt problemerne, og de fortalte det til Mesteren.

“Medlemmerne af disse forskellige sekter og skoler er blinde, munke. De ved ikke hvad der er sandt, og de kender ikke forskel på sandt og usandt. Men til trods for at de ikke kender sandheden, råber de op og skændes med hinanden.

Der var engang en konge her i Savatthi, som gav besked om at alle indbyggere i byen som var født blinde, skulle samles. Da de alle var tilstede, lod han de blinde føre til en elefant. En af de blinde skulle mærke på elefantens hoved.  ‘Dette er en elefant’ sagde de til ham. En anden skulle mærke på øret, en anden på en stødtand, andre igen på snablen, foden, halen og haledusken, og til hver og en af dem sagde de: ‘Dette er en elefant.’

Så gik kongen hen til de blinde og spurgte:

‘Nå, mine herrer, ved I hvordan en elefant er?’

‘Det ved vi, herre konge.’

‘Fortæl mig så hvordan en elefant er’ sagde kongen til dem.

‘En elefant er som en stor krukke’ sagde ham der havde mærket på hovedet.

‘Nej, en elefant er som en stor, flad kurv’ sagde ham der havde mærket på øret.

Ham der havde mærket på stødtanden protesterede, og sagde at en elefant er som en plovspids, ham der havde mærket på snablen sammenlignede den med en plov, ham der havde mærket på kroppen sammenlignede den med et kornmagasin, ham der havde mærket på foden sammenlignede elefanten med en søjle, ham der havde mærket på halen sammenlignede med en fejekost, og ham der havde mærket på haledusken sagde at en elefant er som en fejekost.

Så gav de sig til at diskutere og skændes, og endte til sidst i nævekamp. Kongen morede sig over det, munke.

Således er det også med alle de som skændes og diskuterer højlydt og kommer med mange sårende udfald mod hinanden, mens hver og en af dem påstår at ‘jeg har ret og du tager fejl’, munke”.