Således har jeg hørt.

En gang da Mesteren var i Savatthi, holdt han til i Anathapindikas park Jetavana. Der henvendte mesteren sig til munkene og sagde:

”Hvordan vil I svare, hvis vandrere fra andre skoler kommer og spøger jer hvilke faktorer som fører til oplysning og hvordan man bør træne for at udvikle disse, munke?”

”Vi baserer os på din lære, Mester”, svarede munkene. Hvis du vil forklare det, skal vi huske hvad du siger.

”Da må I høre godt efter og lægge vel mærke til hvad jeg siger, så skal jeg forklare det for jer.”

”Ja, Mester”, svarede munkene.

Mesteren sagde:

”Hvis vandrere fra andre skoler kommer og spøger jer hvilke faktorer som fører til oplysning og hvordan man bør træne for at udvikle dem, skal I svare således:

En munk bør for det første have en god ven, en god kammerat, en god vejleder. Dette er den første faktor som fører til oplysning.

Videre bør en munk have god adfærd, overholde forskrifterne, ikke begå overtrædelser, se farerne ved selv de mindste fejl og følge de etiske træningsregler. Dette er den anden faktor som fører til oplysning.

Videre skal en munk samle sig om at føre seriøse samtaler om sådant som bidrager til at åbne sindet, det vil sige samtaler om nøjsomhed, om tilfredshed, om afsondrethed, om at gå imod mængden, om at være energisk, om etisk adfærd, om koncentration, om visdom, om frigørelse og om visdom og indsigt som bidrager til frigørelse. Sådanne samtaler skal munken gerne deltage i, og ikke synes det er noget besvær. Dette er den tredje faktor som fører til oplysning.

Videre anstrenger munken sig for at jage usunde sindstilstande bort, og opnå sunde tilstande. Han bestræber sig, og sætter alt ind på at udvikle sunde sindstilstande, og giver ikke op. Dette er den fjerde faktor som fører til oplysning.

Videre udvikler munken visdom, og ser hvordan fænomener opstår og forsvinder, således at han med ædel og gennemtrængende indsigt gør ende på det som gør ondt. Dette er den femte faktor som fører til oplysning.

Når en munk har en god ven, en god kammerat og vejleder, kan man regne med at han får god adfærd, overholder forskrifterne, ikke begår overtrædelser, ser farerne ved selv de mindste fejl, og følger de etiske træningsregler.

Når han har en god ven, en god kammerat og vejleder, kan man regne med at han vil føre seriøse samtaler om det som bidrager til at åbne sindet, det vil sige samtaler om nøjsomhed, om tilfredshed, om afsondrethed, om at gå imod mængden, om at være energisk, om etisk adfærd, om koncentration, om visdom, om frigørelse og om visdom og indsigt som bidrager til frigørelse. Da deltager munken gerne i sådanne samtaler og synes ikke det er noget besvær.

Når han har en god ven, en god kammerat og vejleder, kan man regne med at han vil anstrenge sig for at jage usunde sindstilstande bort, udvikle sunde tilstande, at han bestræber sig, og sætter alt ind på at udvikle sunde sindstilstande, og giver ikke op. Når han har en god ven, en god kammerat og vejleder, kan man regne med at han udvikler visdom og ser hvordan fænomener opstår og forsvinder, således at han med ædel og gennemtrængende indsigt gør ende på det som gør ondt.

Når disse fem faktorer er etableret, er der fire andre faktorer som bør udvikles. Han bør betragte det som er urent, for at skille sig af med sanseligt begær. Han bør udvikle kærlig venlighed for at skille sig af med tendenser til had. Han bør udvikle opmærksomhed på åndedrættet for at stoppe distraherende tanker, og han bør betragte forgængelighed for at skille sig af med forestillinger om at “jeg er”. At betragte forgængelighed støtter forståelsen af at vi ikke har et egentligt Selv. Og den som indser at vi ikke har et egentligt Selv, fralægger sig forestillinger om at “jeg er”. Da finder han nibbana her og nu.