Chih-i var en kinesisk munk der levede i Kina fra 538-597. Han grundlagde T’ien T’ai skolen der senere skulle blive til Tendai i Japan. Her er et uddrag fra bogen “Marathonmunkene fra Hiei bjerget” af John Stevens. Oversat af Shomon Pia Trans.

Bogen kan købes i Tendais e-shop ved at klikke her:

Almindelig bog

e-bog

“Ifølge traditionen fulgte Chih-i oprindeligt Ch’an (Zen) skolen, men blev med tiden utilfreds med skolens benhårde afvisning af respektfuld tilgang til fortidens mestre og enhver form for hjælp, internt såvel som eksternt.
Chih-i foretrak en mere intellektuel tilgang, hvor man kunne kombinere sutrastudier og filosofiske overvejelser med praktisk meditation. Med tiden blev han vidt berømt for sin viden og dyd, og blev lærer for kronprinsen i Nanking. Elever flokkedes om ham, men Chih-i bemærkede en ting: ”Det første år jeg underviste her, havde jeg fyrre elever, hvoraf de tyve var tilfredsstillende. Næste år havde jeg et hundrede elever, men igen var kun de tyve tilfredsstillende. Det tredje år havde jeg to hundrede elever, men denne gang var der kun ti der gjorde egentlige fremskridt. Det er bedre at have nogle få oprigtige elever end ti tusinde middelmådige.” Med disse ord rejste Chih-i fra hovedstaden skønt kejseren bad ham blive, og drog i stedet med et lille følge op til T’ien-t’ai bjerget (jp: Tendai-san), hvor de ville leve i stille tilbagetrækning. (11) .
T’ien-t’ai bjerget var hjemsted for taoistiske ’udødelige’, buddhistiske eneboere og asketer; en fantastisk bjergtinde med tætte skove, dybe slugter og tordnende vandfald, adskilt fra omverden af tung tåge om sommeren og dyb sne om vinteren. Bjerget gav således ideelle omgivelser for kontemplation af Dharmaens spidsfindigheder (12) . I Kuo-ch’ing, det tempel han grundlagde på T’ien-t’ai, fremlagde han sin systematiserede fortolkning af buddhismen og sine metoder til fuld erkendelse.

På Chih-i’s tid havde buddhismen været etableret i Kina i fem århundreder, og alle de større sutraer var oversat til de lokale sprog. Nu da de vigtigste doktriner var tilgængelige, opstod der dog stor forvirring over hvad der forekom at være modstridende anvisninger, og over de store forskelle i fortolkningen og praktiseringen af Dharmaen. Som svar på dette problem formulerede Chih-i og hans disciple teorien om de

Fem Perioder og de Otte Doktriner.

De 5 perioder

Den første periode i Buddhaens undervisning fulgte umiddelbart efter hans oplysning, med dens kosmiske indsigter i eksistensens natur. Denne kendes som Blomsterkrans perioden, med reference til Blomsterkrans Sutraens storslåede vision af tid, rum og væren. Buddhaen fremlagde her det fulde omfang af sin erkendelse, men opdagede at ingen kunne forstå ham – alle var som døve og blinde. Denne periode varede tre uger; den ekstatiske tid mellem Buddhaens oplysning under Bodhi træet og hans tilbagevenden til verden for at dele Dharmaen. Denne første periode sammenlignede Chih-i med morgengryets strålende lys som oplyser de højeste tinder, og med frisk mælk med al næringsværdi intakt.

I den anden periode brugte Buddhaen en tilpasset undervisning – letforståelige doktriner som de Fire Ædle Sandheder og så videre – for at vække folks interesse i Dharmaen. I denne tolvårs periode af ’grundlæggende buddhisme’ blev alle Hinayana doktrinerne fremlagt. Denne periode sammenlignedes med solens lys der oplyser de mørkeste dale, og med mælk i sin mere velsmagende form; fløde.

Den tredje periode, som var en overgangstid med megen udvikling, markerede overgangen til de dybere og bredere belæringer. Her blev forløberne til Mahayana belæringerne fremlagt, og Buddhaen irettesatte de
tilhængere som stædigt klyngede sig til Hinayana metoderne. Denne periode varede otte år, og blev sammenlignet med den gradvist opstigende morgensol, og med den koagulerede del af mælken, som fremkommer når fløde yderligere forarbejdes.

Transcenderende visdom var temaet for den 22 år lange fjerde periode. Her blev alle ideer, koncepter og mentale konstruktioner afvist som værende tomme, fordi alle tilknytninger, selv til buddhismen, skulle løses og kastes bort. Dette var en periode præget af valg, undersøgelse og forening, båret af bodhisattvaerne. Den var som solen midt på formiddagen, og de praktiserende kunne nyde den rene fløde.

Den femte periode var præget af Lotus Sutraen og den beslægtede tekst, Nirvana Sutraen (13) . I kontrast til de negative formuleringer i den foregående periode, er denne helt igennem positivt orienteret: alle de forudgående belæringer bringes til perfektion og harmoni gennem det Ene Fartøj (Ekayana). Dette sidste stadie, symboliseret ved de sidste otte år af Buddhaens liv (og kondenseret i den ene dag hvor Nirvana Sutraen blev fremlagt) var en tid præget af åbning og harmonisering. Chih-i pegede på Lotus Sutraen som Buddhaens højeste belæring, fordi den gav de universelle midler til at frelse alle væsner, og til evigt at prise og fremlægge Dharmaen.

Lotus Sutraen har hele kosmos på rollelisten, og karaktererne i dette drama rækker fra den Supreme Buddha til de depraverede indvånere i helvede. I sin enorme rækkevidde opfordrer sutraen til at alle væsner skal opdage deres oprindelige, uplettede og evigt bestående natur, og opnå Buddhatilstand gennem de mange forskellige veje, som er så mangfoldige som livet selv. Denne periode var som middagsstunden, hvor solen står højest på himlen. De som er på dette stadie nyder den fulde, mest vidunderlige ghee; klaret smør, som er mælkens essens.

Chih-i formulerede de Otte Belæringer for videre at forklare de Fem Perioder:

1) Pludselig: Den direkte og uændrede lære for de få som umiddelbart og intuitivt kan forstå Dharmaen.
2) Gradvis: Skridt-for-skridt instruktioner som leder til voksende forståelse.
3) Hemmelig: Tilhørerens ide om, at kun han alene modtager denne belæring, det vil sige esoterisk, individuel forståelse.
4) Ubestemmelig: Esoteriske belæringer som gives til alle interesserede, hvor enhver vil tage imod den på deres individuelle niveau af forståelse.
5) Tripitaka (”Samlede Skrifter”): Alle de nedskrevne tekster for dem som studerer og analyserer belæringerne.
6) Overgang: Belæringer rettet mod Hinayanister og laverestående bodhisattvaer, som tilskynder dem til at se på helheden i stedet for på enkeltdele.
7) Speciel: Ren, transcenderende visdom for de avancerede bodhisattvaer.
8) Komplet: De realiserede og fuldt erkendte belæringer om Middelvejen.

De Fem Perioder og de Otte Belæringer skal naturligvis forstås metaforisk. Buddhaens budskab blev ikke fremlagt efter så stram en kronologisk orden; alle perioder og belæringer er tæt forbundet, og enhver af dem viser et unikt aspekt af buddhismen. Shakyamuni plantede Dharmaen frø, og det resulterede i en stadig udvikling af belæringerne gennem tiden. Ovenstående oversigt er et eksempel på ’hensigtsmæssige midler’, som bruges for at gøre buddhismen nemmere at forstå.

De 3 sandheder:

Grundpillen i Chih-i’s tanker er de Tre Sandheder. Alle fænomener er karakteriseret af tre aspekter: 1) det tomme, 2) det relative og 3) det integrerede.
Tomhed peger på frihed fra subjektive synspunkter, frihed fra tilknytninger og ubetinget uforstyrret ro. I denne sandhed ses eksistensen som transcendent, universel og uden holdepunkter. I træningsmæssig
sammenhæng er tomhed midlet til at bryde igennem illusioner og opnå Zens ikke-sind.
Tomhed er ikke intethed. Vi fungerer alle på et foreløbigt, relativt plan. Det relative tillader os at forme enkelthederne i eksistensen, ved at give det tomme form. Dette danner også grundlag for de provisoriske belæringer og Tantras omfattende systemer for videregivelse af buddhistisk visdom. Det integrerede, eller egentlig ’Midten’, er en syntese af det negative og det positive, det universelle og det særlige, realisering og praksis. Den integrerede Middelvej – Tendais mål – repræsenteres af Shakyamuni , som var fuldt oplyst og dog menneskelig. På det højeste niveau er der ultimativt en gensidig intern forbundenhed: de tre sandheder er én, den ene sandhed er tre. Dette kan udtrykkes filosofisk: ”Middelvejen er lig med Eksistensens Sande Natur, som er intet andet end Såledeshed”. Eller, endnu kortere: ”En tanke, tre tusind verdner”. Én tanke omfatter alle ideer, fra det højeste til det mest verdslige, og omfatter alle eksistensens elementer fra den mindste partikel til det store univers. Det er en erkendelse af ”Én er alt, alt er én”, en opsummering af mikrokosmos og makrokosmos i et øjeblik (14) .

Skønt Chih-i og hans senere disciple arbejdede med buddhismen i flere detaljer, er al klassisk T’ien-t’ai tænkning baseret på dette centrale begreb. Intellektuel formåen kan måske give eleven en grundlæggende forståelse, men det fulde omfang af de Tre Sandheder kan kun forstås gennem en direkte erkendelse. Hertil anbefalede Chih-i praktiseringen af Chih-kuan (jp: shikan). Chih (skt: samatha) henviser til standsning af alle mentale processer, i en intens fordybelse i væren her og nu; en urørlig og rolig sindstilstand som er hævet over forstyrret tænkning. Kuan (skt: vipashyana) er den indsigt der udfoldes som resultat af at se ting som de virkelig er – ubesmittede, integrerede og helstøbte.

Chih-i skrev i sin ”Meditations Manual” (T’ung meng chih-kuan): (15) ”Hinayanisternes meditation er overdreven, og det forhindrer dem i at se Buddhanaturen; de højeste bodhisattvaers visdom er for magtfuld, og det forhindrer dem i at se Buddhanaturen. Alle Buddhaerne og Tathagataerne bruger lige dele meditation og visdom, og det tillader dem at se Buddhanaturen”. Denne udtalelse vækker mindelser om vers 372 i Dhammapada, en grundlæggende buddhistisk tekst. ”Uden visdom er der ingen meditation, og uden meditation er der ingen visdom; en som har både visdom og meditation er nær nirvana”.

9 De Fire Store Løfter som ofte forbindes med Zen stammer fra Tendai.
10 Begge tekster er tilgængelige på engelsk: Hakeda: ”The Awakening of
Faith” og Cleary: ”The Flower Ornament Scripture”.
11 For mere om Chih-i, se Hurvitz: ”Chih-i”
12 De kinesiske Zen excentrikere Han-shan og Shih-te boede på T’ien-t’ai.
Se Watson: ”Cold Mountain”
13 Engelske oversættelser af Lotus Sutraen, bl.a. Bunno Kato et.al.: ”The
Threefold Lotus Sutra”, Murano: ”The Lotus Sutra” og mange flere.
Nirvana Sutraen, se Kosho: ”The Mahayana Mahaparinirvana Sutra”.
14 For mere om T’ien-t’ai, se Chappell: ”T’ien-t’ai Buddhism”, og Petzold
og Matsunaga nævnt ovenfor.
15 På engelsk ved Luk: ”The secrets of Chinese Meditation”.