Shantideva_web

 

Bodhicaryavatara – Vejen til det vågne liv – skrevet af den indiske munk Shantideva i det 8. århundrede, er en klassisk Mahayana tekst der er særligt udbredt og elsket i Tibet. Det er en af Dalai Lamas foretrukne tekster og han har sagt at “If I have any understanding of compassion and the bodhisattva path, it all comes from studying this text.

Der findes ikke nogle pålidelige historiske vidnesbyrd der kan fortælle os hvem Shantideva var, og fortællingen om hans liv er således indhyllet i myter og legender. Fortællingen siger at Shantideva, som det også var tilfældet med Buddha, var af royal afstamning men frasagde sig gods og guld for at søge sandheden. Han endte med at slå sig ned som munk i det store buddhistiske universitet og kloster Nalanda i Bihar i Nord Indien, hvor han lod sig ordinere og fik dharmanavnet Shantideva, hvilket kan oversættes til fredens gud. Nalanda var et kloster der nok måtte regnes som verdens største og mest betydningsfulde på dette tidspunkt i historien, og hvor alle der søgte viden i denne region søgte til.

Shantideva var tilsyneladende en meget lærd og belæst mand, der var fortrolig med den tids skolastiske fiksfakserier og dogmatiske stridigheder, men var også en mand med stor spirituel indsigt der modtog visioner og direkte belæringer fra Manjusri – bodhisattvaen for visdom. (http://en.wikipedia.org/wiki/Manjusri)

Men Shantideva har tilsyneladende været en sammensat personlighed, da legenden også fortæller os at han i det daglige var ganske ordinær og jordbunden. Og lidt af en doven hund, der slappede helt af uden at gøre dagens gode gerning. Han gad ikke komme til forelæsninger, ceremonier eller andre af klosterets faste rutiner og de andre munke i klosteret talte nedladende om at hans buddhistiske praksis reelt bestod i at æde, skide og sove – eat, shit and sleep. Dette aspekt af historien synes jeg er ret befriende. Jeg kan godt blive lidt træt i mit gamle hoved af at læse alle disse højstemte beretninger om store ufejlbarlige helgener, der nede med det spirituelle pis og aldrig slår en skid. Her har vi altså at gøre med en mand, der nok har stor indsigt, men som også kan tage en slapper og nyde dagdriveriets lyksaligheder. Det kan jeg sku da relatere til.

Men for at vende tilbage til historien, så forholdt det sig naturligvis således at de andre munke i klosteret havde set sig sure på Shantideva, der bare fes husleje af, og besluttede at udfordre ham til at give en belæring foran hele klosteret. Det var kun de allerbedste elever der blev tildelt denne ære og på den måde håbede de at kunne ydmyge denne i deres øjne ”good for nothing” bums. De byggede en høj trone hvorfra han skulle tale, og ventede i spændt skadefro forventning på, at han skulle gøre sin entre og gøre sig selv til grin. Han kom ind, svingede sig adræt op på tronen og derfra reciterede han angiveligt hele Bodhicaryavatara til munkenes og forsamlingens store forbavselse. Det siges, at da han nåede kapitel 9, begyndte han at svæve op over tronen, indtil han var ude af syne – de kunne dog stadig høre hans recitation. Se det er en sand historie, og hvis du tror på den, har jeg en gammel Toyota Carina, jeg gerne vil sælge til dig.

Efter recitationen var færdig var Shantideva svævet væk og forsvundet, og ingen har set ham siden. Han ville ikke vende tilbage til et kloster, der ikke havde forståelse for at spirituelle dybder ikke altid er åbenlyse hos mennesker, og at vi aldrig tydeligt kan sige eller se, hvem der er, eller ikke er, ægte bodhisattvaer, der lever og arbejder til fælles gavn for alle levende væsener. Jeg har en mistanke om at der går mange store mestre rundt iblandt os i fuldkommen anonymitet og som ved første øjekast ikke vil kunne leve op til idealbilledet af den stråleomkransede helgen med de blide kloge øjne i lotusstilling under baobab-træet (eller hvordan var det nu – er ikke så skrap til botanik??).

Nå men dette var bare en lille røverhistorie om Shantideva, og er sådan set ligegyldig i forbindelse med læsningen af Bodhicaryavatara. ”Vejen til det vågne liv” som Bodhicaryavatara er blevet oversat til på dansk er en meget dybsindig, men også en praktisk og etisk vejledning på bodhisattvaens vej. Jeg vil ikke påstå at mit kendskab til teksten er særlig dyb endnu, men det kan der jo rådes bod på.

I Danmark er vi så heldige at have en dansk oversættelse af teksten, som i øvrigt er foretaget Shomon. Køb den her