At vokse op som homoseksuel er svært. Det kan ikke komme bag på nogen. Rent faktisk er man som homoseksuel mere udsat for psykiske lidelser end gennemsnittet, sikkert fordi man i teenageårene, hvor man skal finde ud af sig selv, har det allersværest. Måske ville det være lettere at vokse op som homoseksuel i en buddhistisk familie? Jeg har prøvet at undersøge buddhismens syn på homoseksualitet, gennem tiden og på tværs af skolerne.

 

Buddhisme og homoseksualitet i teori

Hvis vi starter med at se på den tidlige buddhisme, så er der kun Theravada skolen tilbage, der udelukkende bygger på de tidlige tekster. Theravada er mest almindeligt forekommende skole i Sydøstasien, og her er der to måder at leve på – som munk eller som lægbuddhist. Når man kigger i suttaerne, er der ikke nævnt specifikke regler for lægbuddhister mht. seksuel adfærd, og at “opføre sig seksuelt ansvarligt uden at såre eller skade andre” (den tredje forskrift) har gennem tiden været åben for alle mulige fortolkninger, ud fra sociale normer.

Buddhistiske munke forventes at leve i cølibat, hvilket betyder afholdelse fra enhver form for sex. Homoseksuel adfærd er ikke fremhævet som sådan, men nævnt blandt eksempler på hvad seksuel adfærd er, og som en del af det der forventes munke/nonner ikke deltager i. Der er ikke nogen udtrykkelig regel der forbyder homoseksuelle i klostre. Men i Vinaya, er det beskrevet at Buddhaen var imod ordination af en såkaldte ’pandaka’. Pandakaer beskrives som personer der falder udenfor almindelig seksuel adfærd, med ekstreme lyster og umættelig sextrang og muligvis har der været tale om prostituerede. Det er oversat med hermafrodit eller tvekønnethed, men der er buddhistisk lærde der mener det kan oversættes som homoseksuelle. Historisk set menes det, at oversætter man det med homoseksuelle, har man med pandakaer ment ekstremt feminine flamboyante homoseksuelle, som man i dag, lidt ironisk i homomiljøet, ville kalde screaming queens. Derfor mener nogen at “almindelige” homoseksuelle ikke ville gå ind under dette begreb. Uanset, så står der rent faktisk i Vinayaen at pandakaer ikke må ordineres og finder man ud af at en pandaka er ordineret, skal ordinationen fratages vedkommen.

Buddhaen var menneskekender og de fleste ved at homoseksuelle ikke er mere sexfikserede end heteroseksuelle, så i min verden kan begrebet pandaka ikke have dækket over homoseksualitet, men må have været rettet mod promiskuitet og ekstrem seksuel adfærd. Når man samtidig tænker på hvor vigtig medfølelse er i den buddhistiske lære, kan jeg ikke tro at Buddhaen har haft noget mod disse mennesker, hverken homoseksuelle eller pandakaer, men derimod kun har set på den dukkha de skabte for sig selv. Han ordinerede en morder, så mon ikke homoseksuelle ville have været velkommen? Problemet med promiskuøse, sexhungrene munke er vel indlysende? Det ser for det første ikke pænt ud udad til i det samfund man er afhængig af for overlevelse, og promiskuøse munke og nonner kunne desuden lede til forfald i Sanghaen, hvis de efterhånden ledte flere i fordærv. Med hensyn til de transseksuelle nævner de tidlige tekster faktisk muligheden for at skifte køn, og sådan en person er rent faktisk ikke udelukket fra ordination.

 

Sex, samfund og sangha

Problemet med det omgivende samfunds syn på Sanghaen så man også i Buddhaens modvilje mod at ordinere kvinder, i starten. Man mener at Buddhaen var tilbageholdende med dette, da miskredit fra det omgivende samfund, ville have betydet Sanghaens død, da man jo var helt overgivet til samfundets nåde, da munkene levede af almisser. Peter Jackson som er professor med speciale i Thailandsk historie, religion og seksualitet skriver: “Buddhismen, har med middelvejen, altid været optaget af at opretholde den sociale orden og siden Buddhaens tid har sanghaen aldrig påstået at levere et universelt fartøj til åndelige befrielse af alle individer i samfundet. Helt specifikt fraset dem, der anses for at afspejle Sanghaen negativt i forhold til fremherskende sociale normer og holdninger.” Dette igen for at fremhæve at man ønskede at leve i harmoni med det omgivende samfund.

En buddhistisk forfatter til en artikel om homoseksualitet konkluderer: “I tilfælde af oplægget er en mand og en kvinde, hvor der er gensidig forståelse, hvor utroskab ikke er involveret, og hvor den seksuelle akt er et udtryk for kærlighed, respekt, loyalitet og varme, vil det ikke være at bryde den tredje forskrift. Det samme gør sig gældende, når de to personer er af samme køn. Ligeledes promiskuitet og manglende respekt for andres følelser ville gøre en seksuel handling uhensigtsmæssig hvad enten det er heteroseksuelle eller homoseksuelle der foretager den. De principper vi vurderer om et heteroseksuelt forhold er hensigtsmæssigt, eller uhensigtsmæssigt vil vi også bruge til at evaluere et homoseksuelt forhold. I buddhismen kan man sige, at det ikke er genstanden for ens seksuelle lyst, der bestemmer, om en seksuel handling er hensigtsmæssig eller ej, men snarere kvaliteten af de hensigter og følelser der er involveret.”

 

Buddhisme og homoseksualitet i praksis

Trods alt dette, er buddhistiske lande hvor Theravada skolen er fremherskende, ikke særlig åbne for homoseksuel praksis. Det har meget at gøre med kulturelle normer, men også fordi man ser en persons egenskaber og situationer som værende opstået på grund af fortidens “synder og gode gerninger” – altså på baggrund af ens karma. Karmas funktion kan være svær at gennemskue, og måske skal vi heller ikke bryde vores hoveder alt for meget med det… Homoseksualitet, og andre alternative former for seksualitet, er ofte set som karmisk straf for heteroseksuelle forseelser i et tidligere liv. Hidtil har bevægelsen for homoseksuelles rettigheder ikke haft stor succes i lande hvor Theravada buddhismen er fremherskende.

Jeg har forsøgt at skabe overblik over de forskellige skolers holdning og her bliver jeg en smule forvirret når jeg når til Gelug-skolen og dermed Dalai Lama. Officielt følger Dalai Lama den traditionelle tibetanske buddhistiske påstand om, at upassende seksuel adfærd omfatter homoseksuel sex. Det er til at forstå. Men så udtaler han i 1994 i et interview: “Hvis nogen kommer til mig og spørger, om homoseksualitet er i orden eller ej, vil jeg spørge ”Hvad er din partners holdning?” Hvis de er enige, så tror jeg at jeg vil sige, at hvis to mænd eller to kvinder frivilligt indvilliger i at have gensidig sex uden at gøre nogen fortræd, så er det okay ” Og i 1996 skriver han i sin bog Beyond Dogme: “En seksuel handling anses for korrekt, når et par bruger deres organer til samleje og intet andet…(..)..homoseksualitet, hvad enten det er mellem mænd eller mellem kvinder, er ikke forkert i sig selv. Hvad er forkert, er brugen af organer allerede defineret som upassende for seksuel kontakt. “

På bundlinjen må man nok se på at Dalai Lama er kendt for sin aktivisme omkring menneskerettigheder, og at dette specifikt omfatter lige rettigheder for homofile. Ifølge en af hans talsmænd er “Hans Hellighed imod vold og diskrimination baseret på seksuel orientering. Han opfordrer til respekt, tolerance, medfølelse og fuld anerkendelse af menneskerettigheder for alle.”

Den første buddhistiske Dharmatalk jeg nogensinde lyttede til var af Ajanh Brahm fra Buddhist Society of Western Australia, som er en Theravada skole. Jeg har stor respekt for Ajanh Brahm og han har faktisk skrevet følgende til Dalai Lama efter denne blev citeret i en avis for at have udtalt at homoseksualitet var amoralsk: ”… størstedelen af buddhister i hele den moderne verden bliver inspireret til at lære, at Buddhaen bestemt ikke diskriminerede mod homoseksualitet. Den centrale oprindelige buddhistiske lære viser klart, at det ikke er, om man er heteroseksuel, homoseksuel eller lever i cølibat, der er godt eller dårligt, men det er hvordan en person bruger sin seksuelle orientering, der giver god eller dårlig karma. For eksempel er en homoseksuel mand, engageret i et kærligt og lykkeligt forhold til en mandlig partner, absolut moralsk overlegen i forhold til en heteroseksuel gift mand, som er sin kone utro. Homoseksualitet er ikke forkert i sig selv. Men det er dårlig karma at fordømme homoseksualitet! Dalai Lamas fejl er at lade sig vejlede af tvivlsomme skrifter skrevet mange århundreder efter Buddhaen levede. Så faktum er, at Buddhaen, og derfor buddhismen, omfatter homoseksuelle, lesbiske og transseksuelle med lighed og respekt. Alt for længe har religiøs fanatisme forsaget lidelse for minoritetsgrupper i vores samfund. Alle religioner bør være mere kærlige. Fuld stop! Ajahn Brahm.”

Pyha, jeg bliver forvirret! Men skal jeg gøre regnestykket lidt op, ser det ud som om Gelug skolen i Tibet er lidt uenig med sig selv om hvad den skal synes. Grundlæggende synes den at være imod homoseksualitet, men da det samtidig er i konflikt med tanken om medfølelse, virker det som om det er hér kernen til de modstridende udmeldinger ligger. Theravada skolen i Thailand ser generelt ned på homoseksualitet, men den vestlige pendant, i hvert fald Ajanh Brahm i Australien, har et helt andet syn på sagen og mener de tidlige tekster understøtter fuld accept og at fordømmelse af homoseksuelle modsat giver uhensigtsmæssig karma.

Den kinesiske buddhisme har jeg ikke kunnet finde meget om, men her var umiddelbart samme frie åbne holdning som i den japanske, som jeg skrev om i sidste udgave. I vesten er buddhismen gennemgående accepterende og i den semi-buddhistiske lægforening SGI indførte man i 1995 homovielser – kun 17 år forud for den danske folkekirke. Tendai i Vesten har altid haft en åben holdning, og vores øverste Monshin Sensei har viet flere homopar.

Om det er lettere at vokse op som homoseksuel i et buddhistisk samfund ved jeg ikke. Det virker som om fordommene er mere kulturelt, end religiøst bestemte. En ting har jeg dog lært gennem arbejdet med denne artikel – at seksualitet er helt uvedkommende for min buddhistiske vej. Når jeg lever i harmoni med min partner, omgivet af et samfund der accepterer mig, er kønnet af min partner helt ligegyldigt. Jeg føler mig rent faktisk overbevist om at Buddhaen ville have været enig med mig. Jeg tror de forbehold der er i de tidligere tekster var for at beskytte Sanghaen og hvis Buddhaen havde levet i dag ville han have udtrykt sig som Ajahn Brahm ovenfor. Jeg er en stolt homo-kozo og jeg er stolt over at være i en skole der sætter pris på mig som jeg er og ikke fordømmer.

Af Kosei Rasmus Storm

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.