Den indiske munk Acharya Nagarjuna betragtes af mange i Mahayana buddhismen, for at være den vigtigste personlighed i hele den buddhistiske tradition, næst efter Buddhaen – nogle refererer endog til ham som den anden Buddha. Eksempelvis er han optegnet i Tendais ”stamtræ” af patriarker som nummer 2 efter Shakyamuni Buddha. I øvrigt efterfulgt af Chi-i.
Som det er tilfældet med mange store religiøse mestre i alle religiøse og spirituelle traditioner fortaber fortællingen om Nagarjunas liv sig i myternes og helgenlegendernes glorificerende tåger, men det menes at kunne slås fast, at han levede og virkede i det andet århundrede efter vor tidsregning plus minus 100 år. Ifølge traditionen var Nagarjuna munk ved det store og berømte Nalanda universitet og kloster i Nord-Indien. Mange forskellige tekster tilskrives Nagarjuna, men det er tvivlsomt om de alle i virkeligheden er forfattet af ham. Der er imidlertid enighed om at han skrev Mulamadhyamakakarika (MMK)– Middelvejens fundamentale visdom (på engelsk oftest oversat til ”The Fundamental Wisdom of the Middle Way” eller ”Root verses on the Middle Way”) som også af mange betragtes som langt den vigtigste filosofiske tekst i hele den buddhistiske tradition.
Legenden fortæller at nagarene, intelligente slangevæsener fra underverdenen, overgav Prajnaparamita Sutraerne til Nagarjuna. Buddhaen selv havde betroet sutraerne i nagaernes varetægt, der vogtede over dem i underverdenen, indtil menneskeheden var klar til at høre den utilslørede visdom og sandhed. Ved at studere og kontemplere disse tekster blev Nagarjuna overbevist om at indsigt i tomhedslæren (Shunyata) som er så centralt i Prajnaparamita litteraturen, var selve grundlaget for vejen til den endelige oplysning. Derpå skrev han MMK hvis formål det er, gennem en rationel reduktionistisk metode at klarlægge hvorledes alt uden undtagelse er tomt for en iboende kerne eller essens. Nagarjuna blev tomhedens poet.
MMK er et langt digt der består af omkring 450 korte vers opdelt i 27 kapitler. Hvert kapitel undersøger de vigtigste filosofiske spørgsmål der var fremherskende på den tid. F.eks. betingethedens og kausalitetens natur, bevægelse og handling, lidelse og tilknytning, selvet og nirvana og Buddha hamsjelv. Forventer man smukke poetiske tirader som eksempelvis Shantidevas Bodhicaryavatara, bliver man slemt skuffet. Stilen er ekstremt kompakt og upersonlig og MMK synes at være skrevet med det formål at blive lært udenad suppleret af en lærers mundtlige kommentarer snarere end at blive nærlæst. Teksten er ganske svært tilgængelig, hvilket måske forklarer hvorfor Nagarjuna i højere grad hyldes og æres end læses og studeres.
MMK dannede grundlaget for udviklingen af Madhyamaka (Middelvejen) skolen der tog sit navn fra denne tekst. Madhyamaka skolen var også kendt som sunyata-vada eller ”tomheds-træningen” da tomhedslæren stod helt centralt i dennes filosofi. Nagarjunas tanker og grundlæggelsen af Madhyamaka-skolen udøvede en enorm indflydelse på den videre udvikling af Mahayana buddhismen der på Nagarjunas tid var en forholdsvis ny bevægelse indenfor buddhismen.

Nagarjuna (1)

Gylden metalskulptur af Nagarjuna. Indian Museum, Calcutta, West Bengal, India.

Nagarjunas filosofiske tilgang var revolutionerende på dette tidspunkt. Førhen havde de buddhistiske lærde begrænset sig til at memorere Buddhaens belæringer samt kommentere og systematisere suttaerne og samle ideerne i et vældigt litterært metafysisk korpus kaldet Abhidharmaen. Nagarjuna var den første til at udlægge Dharmaen på sin egen måde i sin egen stil, og står således for et nybrud i den litterære buddhistiske tradition. Stilistisk og litterært var der således tale om radikal nytænkning, men man kan ikke tale om at Nagarjuna udtænkte sit eget filosofiske system. Nok var han den første der filosofisk beskrev begrebet tomhed, men tomhedsfilosofien tog sit udgangspunkt i Buddhas oprindelige lære nedfældet i de kanoniske skrifter om Pratitya-samutpada. Pratitya-samutpada oversættes ofte til doktrinen om afhængig oprindelse eller den tolvfoldige kæde af betinget tilsynekomst eller samopståen. Denne tolvfoldige kæde er måske den mest centrale model for Buddhaens indsigt, og beskriver hvorledes fænomenerne kommer til syne i en kæde, hvor det ene fænomen forudsætter det næste, og det næste ikke kan tænkes uden det forudgående. Derfor er der ikke noget egentlig startpunkt, og ethvert fænomen er uden substans. Det er intet i sig selv – det eksisterer kun ved sin forbindelse med og relation til de andre. Shunyata var således ikke en ny doktrin, men en videreførelse af doktrinen om afhængig oprindelse, der i MMK imidlertid blev ført ud i sin yderste konsekvens. Nagarjuna forklarede og nytolkede den gamle lære om afhængig oprindelse fra de kanoniske tekster og iførte dem en ny sproglig dragt.

Tomhed er den kvalitet som alle genstande og fænomener besidder uden undtagelse. Eksistens er intet andet end skæringspunktet af kausale faktorer. Gennem en hardcore rationel analytisk dekonstruktion af fænomenerne, nåede Nagarjuna frem til at intet overhovedet besidder en iboende, uforanderlig og fast kerne. Koncepter som eksistens og ikke-eksistens, årsagsbegreb, sansning, tid, bevægelse blev i MMK pillet fra hinanden i en dekonstruktion ad absurdum og selv Buddhaens lære, oplysningen og nirvana går ikke fri og får nådesløst pillet glorien af og erklæret tomme. For Nagarjuna handlede projektet om at give slip på alle fastlåste konventioner.

Man kunne forledes til at få det indtryk vi her har at gøre med en absolut nihilistisk virkelighedsanskuelse hvor intet er ladt tilbage. Men at erkende shunyata er ikke et frit fald ned i intethedens afgrund. Der er ikke tale om at tomhed er et stade eller en tilstand: ”det store mystiske intet”. Tværtimod handler indsigten i tomhed om at indse, at havde fænomenerne og objekterne en fast bestandig kerne kunne intet udvikles eller forandres:

Hvor tomhed er muligt,
Er alt muligt

Hvor tomhed er umuligt,
Er intet muligt.
(Kap.24, vers 14)

Psykolog og forfatter til flere artikler om buddhisme og eksistensfilosofi Karsten Borg Hansen formulerer det således: ”hvis tingene havde egensubstans (svabhava), ville de pr. definition være uforanderlige og evige, og dermed ville alt være fastlåst i ubevægelighed.” En absolut ”…værensopfattelse er uforenelig med selve tidens faktum. Verden som vi sanser den, er ikke. Den forløber.”

Tomhed kan ikke adskilles fra objekterne, virkeligheden, fænomenerne eller livet selv. Som der står i Hjertesutraen er ”tomhed præcis form”. Uden form eller objekter ingen tomhed. Tomhed er som nævnt ikke ”Den store Tomhed” hvor alt er en illusion og livet er en drøm, som det ofte mistolkes. Således placerer Nagarjunas tomhedsfilosofi sig som en middelvej mellem de to ekstremer der på den ene side benægter eksistensen af noget som helst (nihilisme) og på den anden forfægter det synspunktet at alt har en evigt bestående kerne.
Verden eksisterer,men ikke på den måde vi normalt opfatter den på, blændet som vi er dels af vores instinktive fastholdelse af at ”Jeg” eksisterer, og dels af vores tillærte konceptuelle forståelse og syn på virkeligheden.

Ved at se ting som værende
eller som ikke værende
Lykkes det ikke tåber
at se en verden i fred og harmoni.
(Kap.5,v.8)

Verden som vi ser den, er for Nagarjuna, en sproglig (lingvistisk) konstruktion. Vi behøver imidlertid sproget og kategorierne for i det hele taget at kunne navigere i verden og omgås hinanden. Her peger Nagarjuna på at Buddhaens lære var baseret på to sandheder: den konventionelle eller hverdagsagtige sandhed eller virkelighedsopfattelse samt den ultimative sandhed.

Nagarjuna modtager visdoms sutraerne (prajnaparamita Sutraerne) fra de underjordiske slanger - nagaer.

Nagarjuna modtager visdoms sutraerne (prajnaparamita Sutraerne) fra de underjordiske slanger – nagaer.

Buddhaens lære
Er baseret på to sandheder:
En verdslig konvention
Og Buddhaens dybe sandhed.
(Kap.24,v.8)

Uden at være funderet i den konventionelle sandhed,
Kan det ultimatives betydning ikke læres.
Uden indsigt i det ultimative,
Kan frigørelse ikke finde sted.
(kap.24,v.10)

På trods af at den konventionelle sandhed ikke er den absolutte sandhed som sådan, er den nødvendig for at gøre os i stand til at pege på den ultimative sandhed. Her kan eksemplet med fingeren der peger på månen være et nyttigt billede på fingeren som den konventionelle konceptuelle forklaring, der peger på den ultimative sandhed – månen. Fingeren – den konceptuelle forståelse er vigtig, for ikke at sige uomgængelig, da den viser os hvilken vej vi skal se. Blot er det vigtigt ikke i vores intellektuelle iver, at forveksle fingeren med månen. En vis portion intellektuel forståelse er altså nødvendig for udvikling af ægte indsigt og visdom.
Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje at shunyata – tomhedslæren – er fingeren der peger på månen. Shunyata er en konventionel sandhed der kan hjælpe os til at opnå indsigt i det ultimative, som pr definition ikke kan indfanges udtømmende ved hjælp af sproget. Vi skal passe på ikke at lade os forføre af og blive for knyttet til tomhedslæren. Shunyata er rungende tom i sig selv. Det gælder om at give slip på alle fikserede ideer – i sidste ende også ideen om tomhed. Den er blot et redskab – en tømmerflåde – på vejen over floden til den endelige oplysning.

De sejrrige (Buddhaerne) siger at tomhed
Er opgivelse af alle anskuelser.
Den der har tomhed som sin anskuelse
Har intet opnået.
(Kap. 13,v.8)

Nagarjuna bruger sproget for at fjerne de vildfarelser selvsamme sprog skaber. Dette afslører at de tilsyneladende fornuftsbetingede måder vi kategoriserer verden på, for at kunne navigere nogenlunde sikkert og skabe en form for mening i virkeligheden er inkonsistente, selvmodsigende og rungende tomme. Nagarjuna forsøger imidlertid ikke at erstatte en idékonstruktion med en anden. Tværtimod peger han på at det netop er ved at give slip på alle fastlåste anskuelser at indsigt, visdom og fred kan opnås. Det er netop når vi slipper kategorierne, at muligheden åbner sig for, at vi kan erkende virkeligheden som den er. Vi konstruerer vores intersubjektive virkelighed med sproget på en ganske raffineret og kompleks facon – men den sproglige virkelighed er netop dette – en konstruktion. Derfor må virkeligheden – eller sandheden om man vil – nødvendigvis udfolde sig uden for sprogets sfære. I sidste instans kan den ultimative virkelighed aldrig indfanges fuldstændigt meningsfuldt ved hjælp af sproget. Den unddrager sig sproglige konventioner. Men ved som Nagarjuna at lege med paradokserne i vores tilsyneladende sunde sprogligt konstruerede fornuft, kan man nærme sig en indsigt i fænomenernes iboende tomhed og betingede oprindelse, hvorved verden og virkeligheden kan åbne sig for os i en langt større skønhed og mangfoldighed, end den vores daglige fastlåste virkelighedsopfattelse tillader. Erkendelsen af al tings iboende tomhed kan således siges at være en radikal øjenåbner for verdens muligheder og ikke et deprimerende nihilistisk sortsyn som man måske kunne forledes til at tro ved den første indskydelse.

Men hvad med Nirvana? Det store forkromede mål for alle buddhister. Ifølge Nagarjuna er nirvana ikke, som mange tror, en slags buddhistisk ”himmel” eller en anden evigt fredfyldt dimension med sprød sitarmusik , dansende enhjørninge og floder af mælk og honning.
Der findes ingen forskel
på nirvana og det daglige liv (samsara).
Der findes ingen forskel
på det daglige liv (samasara) og nirvana.

Det som er nirvanas grænser,
er også dagliglivets (samasaras) grænser.
Der findes ikke den allermindste
subtile forskel på disse to
(Kap.25,v.19 og v.20)

Nirvana og samsara er to forskellige måder at erfare verden på – men der er altså kun én verden. Nirvana er snarere den frigørelse og fred der indfinder sig, når alle fikse ideer om verdens og virkelighedens beskaffenhed har sluppet deres tag.

Nirvana er:

Pacificering af alle begreber
Og pacificering af alle illusioner:
Buddhaen underviste aldrig i Dharmaen
På noget tidspunkt, noget sted, til nogen som helst.
(Kap.25,v.24)

SVAHA

Junshin Michael Strand

Litteratur:
Jeg har i ovenstående artikel brugt hhv. Stephen Batchelors og Jay L. Garfields oversættelser af den tibetanske udgave af Mulamadhyamakakarika og selv oversat dem til dansk.
Jay L. Garfield- “The Fundamental Wisdom of the Middle Way: Nagarjuna’s Mulamadhyamakakarika”. New York/Oxford: Oxford University Press, 1995.
Udover Stephen Batchelors tekstnære oversættelse der indtil for nyligt lå frit tilgængelig på internettet har Batchelor udgivet en mere ”fri” poetisk oversættelse med en lang kommentar:
Stephen Batchelor: Verses from the Center: A Buddhist Vision of the Sublime. 2001.