Et aspekt af buddhistisk træning som vi sjældent tænker på som ’praksis’, er det at leve et meget reguleret liv, hvor man følger en masse regler. 

 

Buddhisme og regler

I et hvert tempel finder man en masse regler. Nogle af dem forventes alle at følge -hos os er det for eksempel reglerne om at tage skoene af inden man går ind i hondoen, og holde sin mund under stille meditationer – mens andre kun følges af de ordinerede. På meditations retreats eller til andre særlige arrangementer forventes alle at følge et sæt af regler; det kan omfatte regler for hvordan man spiser, hvordan man arbejder, eller hvordan man gebærder sig rundt omkring på Dharma Centrets områder. Vi bukker sammen, vi mediterer sammen, vi studerer sammen – vi gør en masse ting sammen; vi laver vores praksis sammen. Hvorfor har vi disse regler omkring praksissen? Ville det ikke være meget bedre at kunne lade vores indre visdom vejlede os; lade os flyde med strømmen, så at sige, og ikke spilde mental energi på at overholde et sæt oldgamle regler, som oven i købet ind imellem forekommer tåbelige?

 

Hvorfor have tempel regler?

 

En af grundene til, at vores adfærd omkring det buddhistiske Dharma Center er reguleret er, at vi alle kommer med forskellig karma. På grund af vores forskellige karma er vores livssituationer forskellige, vores omstændigheder, tilbøjeligheder og meninger er alle forskellige. Nogle er ordinerede, andre er lægpraktiserende, nogen lever travle hverdagsliv med arbejde, venner og familie, andre lever stille, kontemplative liv med dharmaen. Vi mødes alle i vores buddhistiske praksis. Nogen synes chanting er dejligt, andre kan bedre lide stille meditation, nogen foretrækker at gå, og andre at synge eller male. Nogen går op i kunst, andre i politik, nogen elsker at studere, andre vil hellere eksperimentere. Vi er forskellige. Men der er ét punkt hvor vi som regel ligner hinanden; vi synes alle, hver især, at vi har ret – at vores måde er den bedste.

 

At ændre sin karma

Vores forskellige omstændigheder og holdninger gør at vi træffer forskellige beslutninger, og disse forskellige beslutninger resulterer, i følge buddhistisk filosofi, i forskellig karma. Når vi holder fast i vores holdninger, er det svært at bryde vores karmiske mønstre. Hvis ikke du kan kontrollere dine valg og handlinger, kan du heller ikke kontrollere den karma du skaber, og så vil du blive ved med at fortsætte – og som regel endda forstærke – dine problemer. Vi skaber som bekendt vores karma gennem krop, tale og sind: gennem handling, ord og tanker. I Dharma Centret bliver din tale og dine handlinger i vidt omfang reguleret gennem tempel reglerne, så det eneste du behøver bruge krudt på, er dine tanker. Det er som regel rigeligt…

De der for alvor overgiver sig til tempel reglerne vil ofte opleve at deres stærke tilbøjeligheder til at kunne dette og afvise hint, gradvist giver slip. Under et retreat fungerer vi som mange, men dog som én. Vi sætter vores egne umiddelbare ønsker til side, for at bidrage til et harmonisk fællesskab. Alle chanter sutraer morgen og aften, uanset om de anser chanting som en værdifuld meditativ praksis eller ej. Alle sidder meditation sammen, nogle gange mange timer hver dag, selvom knæene gør ondt, og trangen til at snuppe en lur ind imellem bliver overvældende. Alle deltager i det fælles arbejde, også når de hellere ville gå en tur i fred og ro. Nogle gange har man ikke lyst til den aktivitet der er på skemaet, men man engagerer sig i den alligevel, for reglen er nu engang den, at man deltager i de planlagte aktiviteter. Man synes måske at det er tåbeligt at bukke for en dum Buddha-statue, men reglen er at man bukker, så man bukker. Og nogle gange finder vi en stor glæde og frihed i bare at ’gøre’, uden at spekulere så meget over, om vi kan lide det vi gør eller ej. Nogen gange finder vi endda mening i det tilsyneladende meningsløse vi gør (og nogen gange gør vi ikke. Det er også ok).

 

Spisning – den ultimative udfordring

Mange af os har vænnet os til at tænke på mad som alt muligt andet end blot mad. Mad er kommet til at symbolisere tryghed, trøst, kærlighed, omsorg, fejring – en masse andet end bare muligheden for at forblive i live, så vi kan fortsætte med at gøre det, der er vores egentlige opgaver.

På nogen meditations retreats har vi udsat deltagerne for rituelle måltider, hvor vi lader vores formelle praksis strække sig over de ellers så afslappede spise-stunder. Ved et rituelt måltid spiser man lynhurtigt, musestille, uden hverken at tale eller lave støj med bestik og service, og man renser sin tallerken med de udleverede drikkevarer, før man drikker det hele; saft, krummer og madrester. Jamen, fy da, for den lede! – og mange er da også de reaktioner vi har fået på rituelle måltider:

’Det er respektløst overfor maden’
Maden er såmænd ligeglad. Både dyr og planter har allerede givet deres liv, og det har de ikke gjort med en forventning om at glæde dig. Mad er bare mad. Mad er liv, og vi bør tage imod den i taknemmelighed, men behøver ikke bortforklare vores fordomme omkring mad med et ønske om at optræde respektfuldt.

’Det er respektløst overfor dem der har lavet maden, når vi bare sådan sluger den’
Dem behøver du slet ikke bekymre dig om. De har fået glæden (og den karmiske fortjeneste) ved at lave maden klar, og i retreatsammenhæng
er de (forhåbentlig) frie af ideer om deres madlavningskunst som redskab til at styrke sindets behov for anerkendelse. Formentlig har de lavet maden med henblik på at give dig og andre styrke til at fortsætte deres praksis, ikke for at styrke jeres begær og fordomme….’Jeg kan altså ikke spise/drikke xyz – det kan jeg slet ikke lide’

– Tag det fra en, der er virkelig kræsen, og helst følger en diæt som en forkælet tre-årig; man kan få alt ned. Nogle gange med store problemer – og man kan endda få oparbejdet et hysteri, så det ryger op igen – men ned skal det nok komme. Det er slet ikke så galt. Vi spiser jo for at få kræfter til at fortsætte vores praksis, ikke for at fodre og styrke vores begær!

’Hvis jeg hele tiden skal være optaget af om jeg laver lyde, kan jeg slet ikke være nærværende’
Øhhh… Kan du spise stille uden at være nærværende? Det at skulle spise stille kræver netop et intenst nærvær – men måske ikke et nærvær af den type du synes er behageligt. Man kan komme til at bilde sig selv ind, at man er voldsomt nærværende, når man lader sig opsluge af sind og krops forunderlige funktion: ’Nøj, min hånd bevæger sig…’.

’Jeg får virkelig dårlig mave, når jeg spiser så hurtigt’
Så er det sikkert fordi du spiser for meget. Bed om en mindre portion. Vi kan klare os med langt mindre føde end vi forestiller os, og sult kan være en fremragende mulighed for at observere sindets reaktioner på kroppens beskeder.

’Det er ulækkert at skulle drikke min saft med krummer og madrester i – vi har da adgang til rindende vand, så hvorfor ikke bare gøre servicet rent i vasken’
Tænk på Hjerte Sutraen: den fortæller hvordan alt er på én gang urent og ubesmittet. Hvad er den ultimative forskel mellem maden på tallerkenen og resterne i saften? Måske er det kun dine ideer om hvad du gerne vil have og ikke vil have?? Deltager du i buddhistisk træning for at kunne befæste dine fordomme og ideer, eller for at prøve om det giver et ønskværdigt resultat at udfordre dem?

 

Harmoni

I Dharma Centret lever vi sammen, og vi handler sammen. Når man handler sammen, må man nødvendigvis give afkald på nogen af sine holdninger, fordomme og ønsker. Når vi giver slip på dem, gør vi plads for at noget andet kan opstå; det stille sind, det sind der ikke konstant kræver ind. Det er ligesom havet: når blæser en voldsom storm, er havet i oprør; fyldt med bølger, når stormen lægger sig, bliver overfladen blikstille, og forvandler sig til et spejl, som kan reflektere det der er – hverken mere eller mindre. Vores sind fungerer på samme måde: når der er mange ønsker, krav og begær, er det i oprør, men når de stilnes, bliver sindet blikstille, og kan vise det der er, fuldkommen som det er.

Derfor er de buddhistiske tempel regler vigtige. De skaber rammerne for harmoni, og for at det stille sind kan få lov at indfinde sig. Det er vigtigt at så mange som muligt følger reglerne, fordi hver gang en person bryder dem, giver det uro. Både konkret, fysisk uro, og uro i sindet på dem der kæmper med reglerne. ’Hvis han kan gøre som det passer ham, hvorfor skulle jeg så ikke?’. Uanset hvor dyb en beslutning man har taget om at overgive sig inden man kommer, bliver den beslutning udfordret når andre nægter at overgive sig. Vi holder reglerne for at hjælpe os selv og hinanden; vi holder reglerne for at finde friheden i ikke at skulle vælge, for at give plads for det stille sind, og for at vores samvær kan blive så gnidningsløst som muligt, så vi alle har de bedste muligheder for at gå 100% ind i træningen.

Af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.