Kokorodo betyder ’Hjertes Vej’. Det er et udtryk der beskriver en særegen Tendai praksis: lange gåture, eller små pilgrimsrejser, om man vil. Denne form for meditations praksis kaldes også kaihogyo, og er en slags gående meditation, men slet ikke som den kinhin man laver indendørs. På en Kokorodo går man gennem naturen, ad en på forhånd tilrettelagt rute. Man besøger forskellige steder, hvor buddhanaturen viser sig. Det kan for eksempel være på særlige udsigtspunkter, i skovlysninger, eller ved vand. Ved disse steder stopper man, og tillader sig selv den glæde det er at påskønne noget helligt.

 

Pilgrimsfærd eller gående meditation

rulle-fra-saikoku

Selv har jeg forskellige Kokorodo ruter; nogen i Danmark og nogen i Italien. I Danmark går mine ture blandt andet forbi en vandreblok med hellige tegn, en gammel tørvebænk, en runddysse, en mose, en gammel kongegrav med et helt særligt træ, og et par vrange bøge. I Italien er der også masser af tydeligt hellige steder, og de fleste er allerede markeret af andre vandrere; de er smykket med ikoner, levende lys, friske blomster og så videre. Uanset hvor min Kokorodo tager mig hen, så er den altid en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd til buddhanaturens manifestationer og en meditation på altings sande natur; en tur der gås i taknemmelighed og ærefrygt.

 

Kaihogyo i japansk buddhisme

Kokorodo er inspireret af en praksis som findes i Enryaku-ji templet på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på sådanne lange gående meditationer, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen – under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter ‘Marathon Monks of Mt, Hiei’; der ligger et par gode film om dem.

 

Buddhistisk kalligrafi og pilgrimsfærd

I vores Dharma Center hænger der en kalligraferet pilgrimsrulle i hondoen.

Denne rulle stammer fra den japanske Saikoku Pilgrims Rute, som går rundt til ialt 33 af buddhismens hellige steder, dedikeret til Kannon Bodhisattva (Skt: Avalokitesvara). Jeg har fået den af min buddhistiske lærer, Monshin Naamon, som igen har fået den af Elizabeth Ten Grotenhuis (forfatter til bl.a. værkerne “Japanese Mandalas: Representations of Sacred Geography”, og “Along the Silk Road, Narrative Picture Scrolls”). Elizabeth har gennemført denne pilgrimsrute ikke mindre end tre gange, og rullen her stammer fra en af disse ture.

 

Natur og Buddhanatur

Uanset om man vandrer ad en traditional rute, eller om man bare sætter den ene fod foran den anden og hilser de smukke steder på ens vej hvor Buddhanaturen skinner så stærkt igennem, så er Kokorodo en vidunderlig praksis. Det er noget der skal prøves, og allerhelst i fællesskab med andre. Aldrig er Vejen så smuk, som når man vandrer den med gode venner – og aldrig er den så let, når man lader sig bære af det mantra man konstant fremsiger for sig selv: Namaku samanda bazaranan senda makaroshana sowataya untarata kanman. 

Hvis du har lyst til at prøve at deltage i en Kokorodo, så tjek de forskellige grupper rundt om i landet, og hør om ikke en af dem har det på programmet.

 

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.