Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


Buddhisme og abort, del 2

Tidligere startede jeg en artikelserie om abort og buddhisme, hvor jeg indledningsvis undersøgte hvad teksterne i den buddhistiske kanon har at sige om provokeret abort, og hvilke karmiske konsekvenser abort afføder. I dette nummer går jeg videre med emnet, men denne gang kigger jeg på de ritualer som forskellige buddhistiske skoler har udviklet i forbindelse med abort. Både i Thailand, Tibet og Japan har religionen reageret på realiteterne; at provokeret abort er en del af mange menneskers liv. Der er således skabt ritualer til at hjælpe både forældre og barn/foster videre på den bedst mulige måde.

 

Buddhistiske ritualer

Den buddhistiske Theravada tradition i Thailand tilbyder et ritual, hvor moderen til et aborteret foster donerer til Sanghaen, og videregiver den herved optjente fortjeneste til fosteret. Dette er ikke et ritual der er meget omtalt, formentlig fordi abort er noget af et tabu i Thailand, og jeg har da også haft svært ved at finde ret meget information om det. Florida omtaler det helt kort i Damien Keowns bog ’Contemporary Buddhist Ethics’, men ellers er det ikke lykkedes mig at finde noget materiale.

Også i de tibetanske skoler findes der buddhistiske ritualer til at mindske den karmiske indflydelse fra en abort. De består af angren, en indre renselse og ofringer der dedikeres til fosterets fremtidige oplysning, og de tager alle udgangspunkt i den monastiske sanghas løfter, Mulasarvastivada Vinaya. Heraf fremgår det tydeligt, at abort er at betragte som et brud på den første buddhistiske forskrift, for eksempel når der står: ”Den munk som med overlæg, og for egen hånd, tilintetgør et menneskes eller et menneskeligt fosters liv (…) kan ikke forblive (i sanghaen)”.

Den japanske buddhisme anerkender også det uhensigtsmæssige i at tage liv, hvad enten det er fosterliv eller menneskeliv. Imidlertid er situationen i Japan den, at abort igennem mange år har været en hyppigt anvendt ’præventionsmetode’. Den officielle aborthyppighed svarer nogenlunde til den danske; faldende fra 25,3 aborter pr. 1000 kvinder i den fødedygtige alder (23,7 i Danmark) i 1975, til 13,4 (13,7 i Danmark) i 1995. Disse tal synes desværre ikke at være en nøjagtig afspejling af de faktiske forhold. Et udbredt estimat hævder at kun halvdelen – og måske endda endnu færre – af de samlede aborter der udføres, bliver registreret, idet mange aborter foregår illegalt af økonomiske årsager. Dette betyder, at det er helt almindeligt for en japansk kvinde at have fået foretaget to eller flere aborter inden hun fylder 40 år. Disse forhold, og den japanske buddhismes svar på dem – ritualet Mizuko Kuyo – kan man læse mere om i Cabezóns bog, ‘Buddhism, Sexuality and Gender’, i Peggy Oerensteins føromtalte artikel, og i Japanese Journal of Religious Studies, hvor A. P. Brooks har publiceret artiklen ‘Mizuko Kuyo and Japanese Buddhism’.

 

Det buddhistiske Mizuko kuyo ritual

Mizuko kuyo er et buddhistisk ritual (kuyo betyder ordret ’at ofre og nære’) for aborterede eller dødsfødte børn (mizuko betyder ’vand-baby’, og peger på et barn som er gået direkte fra livmoderens vand til det flydende stadie hvorfra det på et senere tidspunkt vil opstå igen). En reaktion på mizuko kuyo er en hurtig afvisning af hele konceptet som et ikke-buddhistisk indkomst-generende blufnummer, som udnytter kvinders sorg, skyldfølelse og frygt, men måske er der mere i ritualet end man umiddelbart ser?

I den japanske buddhisme beskrives abort mere som et spørgsmål om lidelse for både forældre og foster, end som en syndefuld handling fra moderens side. Forfatteren William LaFleur skriver i en artikel fra 1995, ’The cult of Jizo’, i Tricycle Magazine: ”Da jeg var i Japan i 1975, spurgte jeg flere gange japanske buddhistiske munke hvad de mente om abort, og jeg fik disse, lidt gådefulde, svar; ’Naturligvis må vi ikke tage et liv. Det forbyder de buddhistiske regler os. På den anden side skal en kvinde ikke tvinges til at få et barn, hvis ikke hun ønsker det. Et barn skal ikke fødes ind i en familie som ikke ønsker det. Vi må udvise medfølelse.’”.


Mizuko kuyo ritualets historie

Mizuko kuyo ritualets historie er ikke velbeskrevet, men selve riten lader til at have eksisteret i mindst to hundrede år, og noget tyder på, at dets oprindelse går helt tilbage til middelalderen. Oprindeligt har det nok blot været i form af spontane ofringer, og formentlig først og fremmest et anliggende for de berørte kvinder (hvilket måske kan forklare den manglende dokumentation fra misogyne historikere?). På et tidspunkt blev den buddhistiske bodhisattva Jizo – eller Ksitigarbha på sanskrit –kendt som børnenes og de rejsendes beskytter, og han blev fokus for ritualer for børn der døde før deres forældre. Kulten omkring ham synes at være startet på et tidspunkt hen imod slutningen af det 17. århundrede, men der er fundet Jizo statuer som kan dateres helt tilbage til år 1710.

I vore dage er ritualet ganske udbredt i Japan, men bliver stort set ikke omtalt i forbindelse med vestlig buddhisme. Det har ikke nogen fast form, da riten udføres på forskellige måder, alt efter omstændighederne. Nogen gange placeres en statue eller mindes-plakette på den berørte families butsudan (familie-alter), for at deres mizuko således kan inkluderes i de daglige bønner for forfædre, kami (Shinto-guder) og Buddhaer. Andre mizuko-forældre foretrækker en mere formel ceremoni, enten i det lokale tempel eller i en af de nye institutioner der er skudt op overalt i Japan, som specialiserer sig i mizuko kuyo.

Forrettelsen af disse ritualer har været en vigtig kilde til indtjening for visse institutioner, både buddhistiske og ikke-buddhistiske. Der bliver brugt mange penge på disse ritualer, særligt i de større, specialiserede foretagender. Helt generelt kan man sige, at det ser ud som om omkostningerne i forbindelse med mizuko kuyo er højere, når der er tale om en engangsforestilling i et af de nye specialiserede templer, sammenlignet med de lavere omkostninger og det større personlige engagement der er i spil for de kvinder der vælger et mindre, mere traditionelt buddhistisk tempel, som hun måske endda har et tidligere bånd til. Hvis vi går helt ud i ekstremerne, findes der ’templer’ der er så kommercialiserede (og automatiserede) at en mizuko kuyo aldrig er mere end et tastatur-klik væk…

Det siger nærmest sig selv, at kommercialisering af den type har forårsaget økonomisk udnyttelse af følelsesmæssigt belastede kvinder. De store specialiserede templer lever af kvindelig usikkerhed og skyldfølelse, og i deres markedsføring lægger de ikke skjul på, at aborter er et rent kvindeligt anliggende, en forlængelse af et rent kvindeligt ansvar for et pars samlede seksualitet. Denne markedsføring spiller ofte på kvindens skyldfølelse overfor det døde barn, og endnu mere på hendes frygt for, at barnets ånd skal hævne sig på hende. Den amerikanske professor Helen Hardacre har skrevet en spændende bog om hele problematikken omkring mizuko kuyo, ’Marketing the Menacing Fetus in Japan’. Heri citerer hun en ung japansk kvinde: ”’Hvorfor er det lige, at det kun er kvinder der skal lide under mizuko-åndernes angreb?’ spurgte 21-årige kontorarbejder Yamanashi Kyoko vemodigt; siden foråret har hun oplevet adskillige sygdomsangreb af ukendt årsag. ’Mine venner spekulerer på, om mine problemer skyldtes mizuko-ånder’”. I de mest skrupelløse eksempler på barsk markedsføring tilskrives snart sagt alle former for uheld, sygdom eller nervøsitet tidligere aborter. Hardacres bog giver eksempler på en lang række besværligheder som henføres til en ’vand-babys’ hævn:

1 – ægteskabelige problemer, inklusive seksuelle vanskeligheder, mystiske gevækster på kønsdelene, utroskab eller problemer med at tiltrække en partner,

2 – sygdomme og fysiske lidelser, fra skuldersmerter og menstruationsbesvær, over sindslidelser, til cancer,

3 – problemer relateret til børn, familie og problemer i forbindelse med at blive gravid,

4 – alle former for uheld; trafikulykker, dumpede eksamener, vanskeligheder på arbejdspladsen og så videre.

Alt dette kan nemt give det indtryk, at mizuko kuyo intet andet er, end et forsøg på at malke usikre og ulykkelige mennesker midt i en stor sorg. Skønt dette helt sikkert er sagen i nogen tilfælde, så er jeg dog stadig overbevist om, at ritualet er meningsfuldt og brugbart for de mizuko forældre, som er heldige nok til at få mulighed for at lave ritualet i velkendte omgivelser i deres eget tempel, med en præst de kender, og hvor mindet om barnet – om det så er en Jizo statue, en plakette eller andet – kan indgå i familiens liv fremover.

 

Et eksempel på udformningen af mizuko kuyo

I Tendai i Japan praktiseres mizuko kuyo i nogle templer, men ikke i alle. Der er ingen fast fremgangsmåde, men meget ofte vil man lave en ceremoni der, i lighed med mange begravelsesceremonier, i alt væsentligt bygger på aftenceremonien. Aftenceremonien i almindelighed er bygget op som et ritual, hvor man gives lejlighed til at se dagen i tilbageblik; glædes over sine gode valg, og lære af de mindre gode. Dette bliver naturligvis endnu mere tydeligt når den laves som mizuko kuyo. Typisk vil man starte med et vers:

Urenheder vil, som rimfrost og dug,
Opløses i lyset af visdom.
Derfor må vi nidkært
Vogte vore seks sanser.

Derefter vil familien lave en røgelsesofring, man vil chante Nembutsu (Æret være Amida Buddha; Namu Amida Butsu), og både Hjertesutraen og Lotussutraens 16. kapitel vil blive reciteret. Vand-babyen modtager almindeligvis ikke et buddhistisk navn, som det ellers er sædvane ved begravelser, men familien vil modtage enten en Jizo statue eller en plakette til minde.

Denne ceremoni, og særligt åbningsverset, opsummerer faktisk fint de fleste Tendai-præsters holdning til abort: det er uomtvisteligt uhensigtsmæssigt at tage livet af et levende væsen, og det er på samme uomgængelige måde forkert at fordømme nogen for at træffe de valg de foretrækker. Ingen bør kaste moralsk dom over andres adfærd; enhver ejer sin egen karma, og hvis vi hjælper og støtter hinanden, i stedet for at analysere og fordømme, yder vi hver især vort bedste for fællesskabet. Vores karma skabes kontinuerligt gennem vores tanker, ord og gerninger, og hvis vi handler ansvarsfuldt og lærer af vores fejltrin, kan vi mindske vores karmiske byrde, endda helt til det punkt hvor den opløses.

De sutraer der reciteres undervejs, understreger også vigtige aspekter af ritualet. I Lotussutraens kapitel 16 forsikrer Buddhaen, at han altid er tilstede for at hjælpe alle levende væsner på deres spirituelle vej, og han fortæller også, at denne verden, med dens tilsyneladende lidelse og forgængelighed, i virkeligheden er hans lykkelige Buddha-land. Hjertesutraen viser at alle fænomener; liv, død, lidelse, lidelsens ende og vores karmiske byrde, er tomme og uden varig, selvstændig eksistens. Man bør imidlertid også huske på, at der er en tid og et sted for alting; at det nok er overmåde vigtigt at underkaste vores fastlåste syn på ’min krop’, som tilhører ’mig’, en grundig undersøgelse, og at kontemplere både barn og forældres ultimative tomhed – men samtidig også, at vores etiske bevidsthed ikke må undermineres i processen. Vi skal altid huske at inkludere alle aspekter i vores undersøgelse af livets sande natur, ellers ender vi med halve sandheder, som ofte er langt mere skadelige for vores lykke end fulde løgne.

Det siger sig selv, at ansvaret for at udføre dette ritual, og i endnu højere grad ansvaret for at vejlede i tiden op til, og bagefter, udførelsen, stiller store krav til de ordinerede praktiserende. De skal vise et dybt engagement og uendelig omsorg og medfølelse for de berørte, og samtidig finde den fine grænse hvor de på den ene side efterlader forældrene til en vand-baby med en fornemmelse af være blevet respekteret for deres personlige valg, og på den anden side ikke kompromitterer de buddhistiske ideer. Hvis en sørgende bare vil have ret i alt hvad han eller hun siger, går de jo ikke til en præst – så går de til en ven. Præstens ansvar er langt større end vennens, for præsten kan ikke nøjes med blot at tale den sørgende efter munden og støtte vedkommende, uanset hvad han eller hun vælger; præsten må også tage den svære samtale, som forhåbentlig kan hjælpe den sørgende videre i livet på den bedst mulige måde, med den størst mulige forståelse for situationen og alle dens implikationer.

af Shomon

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

Shodo – en buddhistisk praksis

Shodo betyder ’Penslens Vej’, og beskriver en buddhistisk vej til fuldkommen oplysning gennem kalligrafi. Tendai er en eklektisk skole; vi bruger pragmatisk løs af alle de forskellige praksisformer som har udviklet sig op igennem buddhismens historie, selv hvor de kan synes i indbyrdes modstrid.

 

Den buddhistiske vej

Vi tror på, at der er mange veje til den fuldkommen perfekte oplysning. Enhver kommer med sin egen karma, vi starter forskellige steder, og derfor ville det være tåbeligt at tro at alle har brug for én metode. Tre mennesker der skal til København kan ikke nødvendigvis bruge de samme kørselsvejledninger; det afhænger naturligvis af, hvor de starter fra…

I 2007 tog jeg til Caanan, New York for at se en buddhistisk kalligrafi-udstilling i min lærers tempel. Templet havde fået 37 kalligrafier, lavet af en gruppe japanske munke, som bl.a. omfattede Tendais Zazu (overhoved), adskillige Monseki-munke, og folk fra Tendai Kalligrafi Sammenslutning.

Buddhistisk kalligrafi, Shodo, kombinerer kunst og spirituelt udtryk. Det er en form for meditation som sigter mod at vække opmærksomhed og indsigt hos både kunstner og publikum, gennem børstens simple strøg. De færdige kalligrafier ser meget forskellige ud, da Shodo udtrykker kunstnerens sande natur – den som nok er ens for alle, men dog har uendeligt mange forskellige udtryk. Nogen er store, dristige strøg, mens andre er sarte og fine i udtrykket. Nogen er helt enkle, mens andre er mere detaljerede, og andre igen bruger Kanji tegnene kreativt, så de tegner billeder med skrift.

Enhver kan prøve Shodo som personlig meditation – man behøver hverken at kunne japansk, eller have en kunstnerisk åre. Jeg bruger stadig Shodo i min personlige meditation, efter et eksperiment med at have det som primær praksis henover sidste sommerferie. Jeg nyder koncentrationen og stilheden; elsker det præcise øjeblik hvor børsten møder papiret, som straks begynder at suge tuschen til sig.

Med jævne mellemrum har vi retreats hvor vi tilbyder alternative praksisformer, og Shodo er ofte med på programmet. Der er også den mulighed at man som sangha arrangerer en Shodo aften – vi vil gerne hjælpe!

Af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

Aldrig sige aldrig

Jeg skulle aldrig være religiøs, aldrig! Religion var for svage mennesker uden tro på sig selv, og en af dem var……jeg. Ok så, men jeg skulle i hvert fald alligevel ikke være religiøs, for så ville det da vælte helt! Se bare på krigene rundt om i verden, de er i hvert fald religionernes skyld.

 

Buddhismen som praktisk religion

Sådan så jeg det for 4 år siden. Til oktober tager jeg på min tredje buddhistiske gyo i USA og får min første ordination. Det siger jo bare noget om hvor lidt man kan regne livet ud, og hvor meget vi kan ændre os, selvom vi går rundt med en helt fast ide om hvem vi er og hvad vi vil og ikke vil.

”Og hvorfor så præstetræning? Hvorfor kan du ikke bare nøjes med at være læg buddhist?” spurgte min daværende mand mig, da jeg tog beslutningen om at rejse til USA. Ja, sådan kunne det også være blevet og det havde også været rigtig godt for mit liv. Men den dag jeg trådte ind i hondoen for første gang og overværede Shomon lave en buddhistisk ceremoni, vidste jeg bare at jeg gerne ville sidde der en dag. Jeg elskede ceremoni og alt det fremmede omkring det fra start; alle fagterne, alle ordene og hele stemningen. Så der var kimen ligesom lagt. Men at kunne tænke sig at lave ceremonier, er jo ikke det eneste der skal til, for at ønske at vie sit liv til et præsteskab.

Jeg fandt rigtig hurtigt ud af at buddhismen var vejen for mig og at jo mere jeg praktiserede jo bedre fik jeg det i forhold til mig selv, og alt og alle omkring mig. Jeg kastede mig over praksis, som gjaldt det livet og jeg brændte ikke rigtig ud, som jeg havde gjort med andre interesser efter et stykke tid. Jeg har naturligvis mine ”down perioder”, som de fleste har i praksis, men de tager ikke modet eller lysten fra mig. Når jeg har det dårligt og ikke gider praksis, så får jeg som regel sat mig alligevel, for jeg synes ærlig talt at jeg har fået nok af dukkha.

Og så en dag, da jeg gik en tur, slog det mig så bare som et lyn fra en klar himmel; ”der er ingen grund til at jeg ikke giver buddhismen videre til andre!” Jeg kunne pludselig bare ikke se anden mulighed. Det slog mig hårdt og det satte sig i mit hjerte. Og så var der bare ingen vej tilbage. Jeg vidste da at præstetræning var det jeg absolut måtte. Det gav mening som intet andet har givet mening for mig.

 

Vejen til ordination

Det har ikke været ligetil. Jeg havde ikke den opbakning jeg ønskede, eller midlerne til det fra start. Men jeg vidste det var det jeg ville uanset hvad, så på en eller anden måde er det lykkedes mig at få begge dele. Jeg oplevede i starten modstand fra min daværende mand, og ventede derfor et år med at tage på gyo første gang. Selv var jeg klar næsten med det samme, men jeg vidste at det var vigtig at have fuld opbakning. Det er hårdt nok at tage så stor en beslutning og tage af sted 14 dage for at træne intensivt, uden nogen form for kontakt hjem til, uden også at skulle tænke på nogen ventede hjemme og var ked af min beslutning. Så jeg lod ham vide jeg mente det var det vigtigste jeg kunne gøre i mit, og dermed vigtigt for vores fælles liv, og lod der gå et ekstra år, hvor han kunne vænne sig til tanken. Det gjorde han, og jeg kunne tage af sted, velvidende at jeg havde fuld opbakning. Man bliver faktisk også spurgt i papirerne når man ansøger, om ens bagland er afklaret, og det viser vigtigheden af det.

Resten af min familie fik jeg ikke rigtig nogen reaktion fra. Vi taler ikke så meget om hvad der stikker udenfor normen i familien, så der blev ikke rigtig spurgt ind, da jeg fortalte hvad jeg skulle. Den største undren og bekymring var at jeg ikke kunne have nogen form for kontakt. Men jeg tror alle syntes de 14 dage alligevel var kortere end forventet ;-)
Familie er ofte det sted hvor man føler sig mest tryg, men familie bekymre sig også for en, og det at man ikke nødvendigvis har fuld opbakning til alt er gerne et udtryk for den bekymring og kærlighed.

Og så må man granske sig selv, finde ud af hvor vigtigt det er for én og om det er noget som man mener, er til gavn for alle og give udtryk for hvorfor. Og er det nok en god ide derefter at give slip på tøjlerne og stole på at det nok skal gå. Livet tager os steder hen som vi aldrig havde drømt om. Vi kan bare arbejde på at være åbne for det og tage imod og turde give slip på gamle indgroede ideer om hvem vi er og hvad vi skal.

Gassho,  Senshin.

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

Junshins meditations værktøjskasse

Der skal skarp lud til skurvede hoveder, som man siger. Jeg har stadig brug for praktiske hjælpemidler og ”remindere” i det daglige for at få min meditationspraksis til at køre nogenlunde disciplineret og ikke mindst fokuseret. I det følgende kan du læse nogle af de råd jeg har samlet op rundt omkring i tidens løb og som har inspireret mig i min daglige meditationspraksis. Disse råd er naturligvis ikke nogle jeg har opfundet ud af det blå – jeg står på skuldrende af tidligere mestre og erfarne praktiserende og spejder nysgerrigt ud over sindets kaotiske landskab. Måske kan nogle af disse råd også være en inspiration for andre, så her kommer nogle af dem i spredt orden:

  1. Bare sæt dig i meditationsstillingen. Prøv at forpligte dig selv til mindst en gang om dagen at indtage din meditationsstilling, uden egentlig at have en plan for hvor lang tid du vil sidde – bare kom hen på puden. Det sværeste er ofte at få sig taget sammen til at få sat sig. Når du først sidder der, er den værste forhindring overvundet og tit vil det ende med at du sidder en hel periode. Hvor lang den så end er for dig i dit tilfælde. Du kan også på bestemte tidspunkter af dagen, sætte en alarm til at ringe som en reminder om lige at genetablere fokus og opmærksomhed. En effektiv uopmærksomhedsdræber. Ret dig op. Sid et øjeblik, hvor du vender opmærksomheden mod åndedrættet. 1-2 minutter, og så ellers derefter komme videre i teksten.

  2. Brug en timer i stedet for et almindeligt ur under meditationen. Det er unødigt distraherende hvis man I-Hate-My-Alarm-Clockhele tiden har i baghovedet, at man skal tjekke uret under meditationen. Med en timer er du dejligt fri til ikke at tænke på tiden, der er gået. Du kan give slip, og trygt lade timeren tage sig af tiden. Hvis du har en smart telefon findes der masser af ”meditations apps”. Ellers kan man jo bare bruge et godt gammeldags æggeur, selvom alarmen nok kan være lidt voldsom. Men så kan man jo passende praktisere opmærksomhed på chokket og angstens koldsved. En anden metode er at bruge røgelsespinde; tag tid på hvor lang tid det tager en pind at brænde ned og brug så den som ”timer.”
  3. Prioriter meditation. Eksempelvis kunne du lave den regel, at der skal mediteres før computeren tændes, cigaretten ryges, kaffen drikkes, osv. når du vågner. Personligt har jeg overordentligt svært ved at få sat mig, lige efter at jeg er vågnet op. Der er som regel for meget knald på tænkeorganet til, at jeg kan finde ro. Så derfor kan man opstille andre regler. Eksempelvis før aftensmaden, før sengetid, sindsros meditation før svigerfamilien kommer på besøg. En anden måde kunne være at sværge et højtideligt løfte (evt. foran dit alter), om at du i den kommende måned vil meditere mindst så og så mange minutter hver dag. Det tager, som Shomon skriver på sin blog, valget ud af situationen – det er bare noget der skal gøres. Det kan være svært at tage sig sammen. Der er jo så meget vigtigt der skal gøres i dagligdagen – der skal ses Paradise Hotel, læses ugeblade, tjekkes Facebook, Twittes, stenes i sofaen. Med et løfte om at gøre det i en given periode, træner du dig i at få sat dig, selv når du synes det er knapt så sjovt. At etablere og vedligeholde en stabil daglig praksis, er en af den amerikanske zen munk og punk rocker Brad Warners største kæpheste. At tage på retreat og give den gas med mange timers meditation hver dag, er en fremragende vitaminindsprøjtning til praksis, men i dat lange løb er det den daglige disciplinerede meditation der virkelig batter. Dag efter dag, måned efter måned, år efter år. Personligt kan jeg langt fra selv leve op til dette ideal. Kommer der en fest ind over smutter der hurtigt et par dage, og på ferier har jeg overordentligt svært ved at få taget mig sammen til at meditere. Men der skal naturligvis også være plads til smuttere, ellers bliver det for stift. Skyldfølelse og anger har i denne forbindelse ingen som helst plads i praksis. Overlad det til andre religioners tilhængere at være flagellanter. Så find din egen gyldne middelvej, der passer til dine ambitioner og dit temperament. Easy does it (men ikke for easy, for så får du med kyosakuen)
  4. Vær tålmodig. Når du planter et frø i haven, graver du det ikke op hver dag for at se, om det er begyndt at spire. Du vander det blot og luger ukrudtet omkring det. Du har tillid til at frøet med tiden nok skal spire og vokse. På samme måde med din praksis. Træerne vokser ikke ind i himlen, så vær tålmodig med dig selv, og hav i stedet tillid til at indsigt, medfølelse og visdom med tiden vil kultiveres og vokse i dit sind.
  5. Udvid din praksis. Ideelt set bør praksis naturligvis ikke kun være forbehold den tid du tilbringer på puden. Udvid den til at være en del af din daglige omgang med andre mennesker, de daglige tilsyneladende trivielle gøremål; forsøg, på trods af at det nærmest er umuligt, at lade hele dit liv være en del af praksis. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt kun at betragte tiden på puden som praksis, hvilket nemt vil indebære at praksis blot vil fungere som et ego-boost og et temmelig uhensigtsmæssigt dualistisk syn på den det hele. Udvid din omgang med dagligdagen til at kultivere de fire positive holdninger (De fire uendelige dyder, brahmavihara), den ottefoldige vej eller de 6 paramitaer alt efter om du er nede med Theravada eller Mahayana. Er din praksis kun reserveret din tid på puden, er du sådan set lige vidt; ”at integrere meditationen i handling er hele dens grundlag og formål” som Sogyal Rinpoche har skrevet et sted. ”Mester, hvordan omsætter man oplysning til handling? Hvordan praktiserer man i hverdagslivet?”Ved at spise og sove,” svarede mesteren.”Jamen Mester, alle sover og spiser.””Ja, men det er ikke alle, der spiser når de spiser, og det er ikke alle, der sover når de sover.” Vær opmærksom – husk at alle handlinger har konsekvenser.
  6. Afslut meditationen forsigtigt og omhyggeligt. Når tiden er gået, kom da langsomt og forsigtigt ud af meditationen. Forsøg at bevare den meditative tilstand du har opnået, og tag den med dig væk fra puden, i stedet for at skynde sig med at komme videre, med hvad du nu lige pludseligt synes er enormt vigtigt at få gjort. Personligt har jeg en tendens til, når meditationsalarmen har lydt, at springe op og tjekke mail eller FB. For man må jo være gået glip af alt muligt vildtpk_rcrumbcover vigtig i den ½ time, man har siddet og forsømt sine netværk, og i det hele taget har været en rigtig skidt samfundsborger ved ikke at producere eller forbruge noget eller skabe vækst og innovation og fanden og hans pumpestok. Jeg forsøger at vente 5-10 minutter efter meditationen med at fortsætte mine daglige gøremål. Sid f.eks. og ked dig lidt med at stene ud af vinduet – det er noget nær det mest revolutionære du kan gøre i disse tider, hvor konstant aktivitet, lønarbejde og bevidstløst forbrug synes at være det eneste saliggørende. Praktiser civil ulydighed på den afslappede måde og leg Dovne Robert for en stund.
  7. Giv tid til fordybelse. Det er fint at eksperimentere lidt med de forskellige meditations former. Hvordan skulle man ellers finde frem til det der passer én bedst? Dog skal man passe på ikke at have en for ufokuseret og adspredt tilgang til mangfoldigheden af meditationsformer. Bagsiden af medaljen kan være den, at man ”shopper” forvirret rundt og til sidst farer vild i ”udbuddet”. Vi tager vores vaner fra internettets og massekommunikationsmidlernes oneliner-kultur og overfladiske informationsudbud med os hen på puden. Giv dig i stedet tid til at fordybe dig i en bestemt praksisform, og lad dig ikke styre af dit sinds trang, til straks at kaste sig over en ny ting, så snart kedsomheden næsten uvægerligt gør sit indtog. En god tommelfingerregel kunne være at praktisere den givne metode i en måned, så man når at blive fortrolig med den.
  8. Gå til puden med et åbent sind og uden forventninger. En af de vigtigste ting at være opmærksom på er, at man ideelt set bør gå til meditationen uden bevidste og klare forventninger og mål om at opnå noget bestemt. Ultimativt set er der intet at opnå – det hele er der jo på en eller anden syret måde i forvejen. Ajahn Sumedho skriver: “You don’t have to achieve anything or get any great insights, attain high stages, purify yourself, get rid of your evil thoughts, or whatever. Evil thoughts are allowable. We’re not judging, so we’re not trying to judge thoughts in terms of their quality, but just noting they are like this.” Brad Warner påpeger at vi naturligvis i praksis har visse forventninger – ellers satte vi os vel ikke. Vi forventer måske at slippe for stress, få fred i sindet, opnå indsigt: ”Everybody has gaining ideas. Everybody. Including the Buddha himself. It’s not that you need to make these ideas go away. You just need to stop worrying about them. Whatever you might gain from your practice won’t be anything like what you imagine it will be.  So just leave those ideas as they are.

Det blev til 8 råd. Håber du kan bruge det til noget. Har du selv nogle råd du vil dele ud af, så er du mere end velkommen til at skrive en kommentar.

af Junshin

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

(c) 2015 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt