Næste aktivitet:

Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


Buddhistisk kontemplation

I forbindelse med vores fælles meditationer og buddhistiske sanghamøder taler vi tit om kontemplation. Vi kontemplerer måske et vers eller en af buddhismens doktriner. Der er imidlertid jævnligt folk der siger til mig, at de synes det er lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig er man skal stille op med en kontemplation i meditation. Derfor vil jeg prøve at give nogen overordnede retningslinjer, og komme med et eksempel på hvordan en kontemplation kan laves. 

 

Hvad er buddhistisk kontemplation?

Kontemplationer kan laves på et utal af forskellige måder, og der er egentlig ingen måde der er mere rigtig end andre. Prøv dig frem; begynd eventuelt med at følge mine anvisninger, og lad så dine kontemplationer udvikle sig på deres egen måde.

Før du overhovedet begynder selve kontemplationen, skal du starte med at give dig selv en chance for at ankomme. Bring opmærksomhed til din krop, og sørg for at den udstråler vågen, afslappet energi. Bring opmærksomhed til dit sind, og sørg for at sætte nogen passende rammer for din kontemplation. Måske har du lyst til at recitere et buddhistisk vers for dig selv, en lille bøn, eller bodhisattva-løfterne – måske vil du bare trække vejret dybt igennem et par gange. Det der er vigtigt, er at du forbereder på, at nu skal der til at ske noget særligt

 

Forberedelse til meditativ kontemplation

Ofte er det en god ide først at sidde en tid i shikantaza meditation. Det giver sindet en chance for at falde til ro, og det opbygger en koncentration, som kan være vældig brugbar i kontemplation.

Når du har siddet en tid, vil du kunne fornemme at du er klar til at modtage din kontemplation. Måske er der en der giver den til dig, måske skal du selv læse eller huske den. Uanset hvad, så kommer der et tidspunkt hvor du står ansigt til ansigt med din kontemplation – og hvad så? Hvad skal du stille op med den?

Du kan starte med bare at betragte den. Se den udefra; lad være med at engagere dig for dybt i den til at begynde med. Måske kan du forestille dig at den er en lille sten, som du blidt kaster ud i en stille sø. Se hvordan den bryder vandoverfladen, og betragt det mønster den skaber.

Lad være med at bekymre dig om at forstå, analysere eller bedømme den. Det betyder ikke så meget, om du er enig i ordene eller ej; om du finder dem tiltrækkende, frastødende eller fuldkommen ligegyldige. Kontemplationen er, hvad den er. Hvad er det?

Kontemplation kan, som alle andre meditationer, vække stærke reaktioner i dig. Nogen gange vil du opleve at blive fyldt af dyb ro, taknemmelighed eller klarhed – nogen gange er det måske afsky, arrigskab eller arrogance der dukker op. De fleste gange vil du formentlig først og fremmest opleve kedsomhed. Hvis du fortsætter med at arbejde med kontemplationen, vil du nok, over en vis periode, opleve både latter, fryd, gråd og sløvhed. Det hele kommer og går – lad være med at lægge for meget i det. Bare se det komme og gå; vær det rolige vidne til livets omskiftelighed i mikro-format.

Vær din kontemplation, bliv ét med den, uden nogen form for skelnen eller kritik. Spekulerer lynet på, om det skal slå ned hist eller her? Overvejer bølgen om den gider slå op mod land? Tillad kontemplationen bare at eksistere, at være, uden mål eller med.

Tag kontemplationen til dig. Optag den i dig; lad dig opløses i den.

Prøv for eksempel en meditation, hvor du lader selve kontemplationen være kontemplationen: Er du kontemplationen, eller er kontemplationen inde i dig

Brug gerne vores 40 minutters lydfil. Start med at sidde shikantaza. Undervejs i meditationen, efter 20 minutter, bliver der ringet med en klokke. Lad dette være dit tegn til at gå over til kontemplationen, som du så arbejder med i de sidste 20 minutter.

 

 

(ekstern afspiller)

 

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

 

Muren

Nogen gange møder man en mur i sin meditation. Man bruger rigtig meget tid på at få den væltet, de er ofte med et meget solidt fundament. Jeg kan bruge rigtig meget tid på mure, og det er tid der går fra et stykke arbejde jeg rigtig gerne vil have udført og de er derfor generende. Jeg gider ikke flere mure! Problemet er, at hver gang en mur væltes og man efter en tid møder en ny, synes byggestenene at være helt anderledes og fundamentet synes endnu tungere end før. Dét der kunne vælte den gamle mur, kan ikke vælte den ny.

 

Hvorfor møder jeg muren i meditation?

Konkret møder jeg ofte forhindringer i min buddhistiske praksis og mit arbejde for vores fællesskab. Jeg ser den ikke andre steder, men jeg tror faktisk det er fordi jeg går med skyklapper på, og pr automatpilot styrer udenom. Buddhistisk meditation har det med at rive skeletterne ud af skabet og smide dem lige foran næsen på én. Den skriger dig i hovedet: “Det kan godt være du ikke gider glo på dit lort, men det skal ikke ligge i skabet og blive endnu mere råddent!”. Og hvem gider høre på dét, når man kan se TV, hænge ud med vennerne eller være på FaceBook, hvor man kan “like” alt muligt spændende? Men skeletterne, eller mere malende beskrevet ligene, ligger stadig og rådner og stanken giver os depressioner, angst og gør os triste. Vi begynder at styre uden om alle de mure vi bygger for at holde råddenskaben inde, og det behøver vi slet ikke tænke over. Vi har vores helt egen automatpilot der gør det for os!

Når jeg tænker over det på den måde, kan jeg se det hentsigtsmæssige i min buddhistiske træning. Jeg kan se meningen med det hele og synes det er en rigtig god ide. Men murene forsvinder bare ikke! Jeg mister stadig lysten til meditation og mit arbejde for at andre kan få glæde af netop dét der har bragt stor glæde i mit liv, og hver gang kan mit irriterende smarte sind få mig bildt ind at dette ikke er en mur, det er simpelthen fordi det ikke er muligt for mig at gøre det jeg har sat mig for. Lige nu er der ikke tid, ingen kræfter, ingen lyst, ja fyld selv på listen.

 

Er muren reel?

Jeg ved muren ikke findes. Den er et resultat af mit sinds krumspring, den er et fatamorgana, et spøgelse der ikke eksisterer. Det synes tilfældigt hvornår den dukker op, det har ingen sammenhæng med mit liv. Den eneste sammenhæng der er tydelig, er at de svære ting i livet er lettere når min praksis er stabil. Når man så kaster den fra sig, når man møder den uoverkommelige mur, så bliver alt det svære tungt og så kan man fortælle sig selv en masse om at nu er det helt umuligt at passe sin praksis, for jeg orker det slet ikke med alt det jeg står med. Tiden er den samme. Intet er anderledes andet end livet er sværere uden praksis. Hvorfor er det så svært?

Jeg har aflagt et løfte til mig selv idag. Hver gang jeg møder muren, vil jeg spørge mig selv kritisk, om den virkelig er der? Jeg tror ikke få at forcere noget igennem, men jeg vil accepere min dovenskab nogen gange titter frem og se i øjnene at det er uhensigtsmæssigt at undlade min praksis, men at jeg nu vælger og gøre det alligevel. Det vil i hvert fald hindre muren i at nå en højde, så jeg ikke engang orker at prøve. Meditation skal være ukompliceret, lige til og noget man bare gør. Man skal ikke præstere, nogen gange er buddhistisk meditation rart og afslappende, andre dage er ens sind forstyrret og tankerne vælter rundt. Jeg er ikke dårlig til meditation, jeg er heller ikke god! Måske er jeg bare mere opmærksom idag end jeg var igår? Måske fik sindet skovlen under mig og jeg dagdrømte 30 minutter, hvilket var skønt og idag ser jeg bare uroen?

 

Kan meditation rive muren ned?

Meditation er træning! Det er fitness for mit sind. Mit sind kan kun blive i bedre form af regelmæssig træning, uanset om en træningsdag, uge, år er hårdt og synes uden resultat. Intet resultat er i denne sammenhæng også et resultat, og i virkeligheden er det fordi jeg måler resultatet et forkert sted. Problemet er ikke problemet – mine forventninger er problemet!

Til alle jer der står og kigger på mure – den er der ikke! Den er en illusion! Sæt dig ned på din pude og lav det arbejde du ved er godt for dig!

Af Kosei Rasmus Storm

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

 

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

’Veje til frygtløshed’ og ’Zen Heart’

Jeg har i længere tid været meget inspireret af 2 bøger. Så meget at de er blevet en vigtig del af min meditation og praksis. Derfor vil jeg gerne forsøge at dele mine gode erfaringer med disse bøger med jer andre. Måske en enkelt eller 2 vil kun få samme glæde af bøgerne som jeg.

 

To gode buddhistiske bøger

-Pema Chödrön: Vejen til frygtløshed
-Ezra Bayda: Zen Heart
De to forfattere har udgivet rigtig mange andre bøger. Jeg har også læst Ezra Baydas ’Saying Yes to Life’ som indeholder korte kloge tekster som understøtter meditation. De øvrige bøger har jeg ikke læst.
Begge bøger giver en virkelig god forklaring på hvad der forhindrer os i at leve med et åbent sind. Hvorfor vi ofte forbliver fastlåst i vores holdninger og livsanskuelser, selvom de giver os så meget smerte. Jeg brugte bøgerne til at få råd om hvor jeg skulle/skal kigge på i meditation, for at se hvor jeg strander igen og igen. Det er så svært at se hvor det sker. Især Zen Heart beskriver hvilke flugtmuligheder de fleste af os bruger for at undgå at ’mærke livet’. Når der kommer følelser bruger vi tankerne til at undgå at mærke dem. Dermed får vi ikke forholdt os til hvad der virkelig sker. Vi bygger vores egen ’drømmeverden’op omkring det skete, som ofte er langt fra virkeligheden.

 

Meditation

Grunden til at vi gør sådan, er at vi ikke ønsker at mærke livet – det er ikke som vi synes det skal være. Andre er ikke som de skal være. Vores regering handler ikke som den skal. Personligt kan vi heller ikke selv leve op til vores egne forventninger. Og hvad gør man så? Det giver begge bøger hjælp til. De beskriver den umiddelbart svære vej vi kan vælge at gå, gennem buddhistisk meditation. Eller måske snarere den vej som synes svær, fordi den skubber os ud af vores ’drømmeverden’. Drømmeverdenen som er den kendte og umiddelbart trygge verden vi normalt lever i. Bøgerne beskriver hvordan man kan vælge KUN at være nærværende/opmærksom, ikke reagere på de tanker, som kommer i forbindelse med det skete. Vælge at blive i situationen som den er, uden at fortælle vores egen historie om den. At kigge på hvad det er der virkelig sker. Blive indtil situationen ændre sig igen – som den jo altid gør. Der efter er der så mulighed for at kigge på hvad lidelsen skyldes, hvis det er det som skal ske. Men vent og bliv blot i meditationen – indtil det går over.

Denne proces er kun mulig hvis man har medfølelse med sig selv undervejs. Den form for meditation kræver nemlig stort mod, men også rigtig meget forståelse og medfølelse med sig selv. Ellers er det ikke muligt at gå denne vej. Ellers er det ikke muligt at holde ud at se verden, og ikke mindst en selv, som man er. Det synes jeg også bøgerne hjælper med.

Erfaringen er at når vi først får begyndt på denne praksis, når vi begynder at se lidt mere af virkeligheden, at se mere klart – bare en gang imellem – åbner muligheden sig også for at se andre mere klart. Man begynder at se på andre med samme medfølelse som man viser sig selv. Når man ser hvordan man selv går blindt rundt meget af tiden, åbner det ens øjne for andres lidelser. Livet bliver større og mindre ensomt.

Husk at hver time i drømmeverdenen er en ikke-levet time. Livet kan leves uden at man er til stede og alle de muligheder der er, for at være til stede, går tabt.

Det pragtfulde og svære liv er lige ved hånden, hvis vi tør vælge det.

Se Senshins oversættelse af et af kapitlerne fra Zen Heart i eSanghas buddhistiske bibliotek. Det var faktisk her fra jeg fik min inspiration til at læse bogen.

Af Ansu Mette Munk Frisenvang

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

 

Hvad mener buddhismen?

I Spørgehjørnet blev følgende, meget relevante, spørgsmål stillet: “Giver det overhovedet mening at sige “hvad buddhismen mener om …” ? Det vil jo altid være en (persons) tolkning, set gennem dennes viden/uvidenhed.

 

Hvad er ‘buddhisme’?

Blandt buddhister kan man finde dem som er meget tro vegetarer og mener at det er et krav for at kalde sig buddhist, ligesom man kan finde dem der mener det er ok at spise kød, under nogle omstændigheder. Nogle finder det ok at drikke lidt alkohol ved sjældne lejligheder, og andre er det absolut no-go. Hvem har ret ? Hvem kan afgøre hvem der har ret ?

Buddhismen giver jo netop ikke absolutte svar og regler, det er en træning, som viser vej til hvordan man selv finder sit eget svar.”

Spørgsmålet er virkelig godt, og peger på en af buddhismens særheder. Hvis man sammenligner med andre religioner (eller andre tanke-systemer), så har langt de fleste en art facitliste: hvad er rigtigt og hvad er forkert i forhold til den aktuelle kontekst. Helt så simpelt er det ikke i buddhismen, som er et mangehovedet og uregerligt væsen. Det ser ud som om at der, helt fra den spæde begyndelse, opstod forskelle i tolkninger og praksis, formentlig fordi ’buddhismen’ bestod af grupper af vandrende munke og nonner uden noget egentligt samlingspunkt, udover Buddhaen – og efter hans død var der ingen ’Moderkirke’, og heller ikke noget overhoved som kunne afgøre tvivlsspørgsmål eller tvister. Faktisk beretter Maha-parinibbana Sutta om, hvordan Buddhaen bliver spurgt hvem der skal lede munkene efter hans bortgang, hvortil han svarer med de efterhånden ret berømte ord:

”Ananda, the Tathagata has no such idea as that it is he who should lead the community of bhikkhus, or that the community depends upon him. (…) Therefore, Ananda, be islands unto yourselves, refuges unto yourselves, seeking no external refuge; with the Dhamma as your island, the Dhamma as your refuge, seeking no other refuge.”

Umiddelbart kan dette jo synes som en slags carte blanche til at præsentere hvad som helst som ’Buddhaens lære’; noget der til en vis grad også understøttes af det forhold at den buddhistiske kanon, i hvert fald set med Mahayana-øjne, aldrig er blevet lukket. Men – for selvfølgelig er der et men: han siger netop eksplicit og meget tydeligt: ’med Dhammaen som jeres tilflugt’. Dhamma, eller som vi oftere kalder det, Dharma, kan betyde flere forskellige ting. Her tænker jeg, at det enten skal fortolkes som ’Buddhaens lære’ (for os vil det sige de tekster der er videregivet til os), eller ’som ting er’ (set fra et ultimativt, oplyst synspunkt).

Den oplystes synsvinkel vil vi ikke påstå at kunne levere, så det kan tilbyde er først og fremmest at pege på teksterne. Det mener jeg må være det nærmeste vi kommer ‘hvad buddhismen mener’. Når folk så har læst de forskellige tekster, begynder tolkningen, og så er vi straks ovre i ‘hvad den buddhistiske tradition siger’ – og det er langt mere komplekst.

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

(c) 2014 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt