Næste aktivitet:

Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


Shakyo – en buddhistisk praksis

Shakyo er kopiering af buddhistiske sutraer, udført som en meditativ praksis. Saicho (767-822), den japanske grundlægger af Tendai buddhismen, skrev om denne praksis: ”Motivationen for de bodhisattvaer der har vækket det fantastiske Buddhasind og kopierer sutraerne, er først og fremmest at forstå den Komplette Lære korrekt”. 

 

Kopiering of buddhistiske tekster

Sutra-kopiering opstod formentlig af nød; på Saichos tid kunne man ikke bare hente hellige tekster ned fra internettet, eller købe dem i boghandlen. Ville et tempel gerne have en given sutra til sit bibliotek, måtte de kopiere den fra et andet tempel – og det foregik med håndkraft. I dag bruges Shakyo som en hengivenhedspraksis, hvor man overgiver sig til en fuldkommen fordybelse i den valgte tekst.

Saicho skrev videre: “Man kan spørge: ”Hvorfor behøver sutra kopister at følge en særlig disciplin?” Svaret er, at når man kopierer Mahayana sutraer og deres kommentarer, træder man ind i et helligt rum, sætter sig på et ufejlbarligt sæde, holder sutrarullerne i sin hånd og ser deres tegn med øjnene; derfor må kopisten ikke på noget tidspunkt være fanget af mord, tyveri eller begær i handling, ord eller tanke. ((…) Denne praksis involverer renselse af kroppen, refleksion over fortidens fejl, respekt for de Tre Skatte og fremlæggelse af Dharmaen til glæde for alle levende væsner. Den er kilden til alle (buddhistiske aktiviteter). (…) De der kopierer Mahayana sutraer bør ikke overgive sig til frivol tale mens de arbejder med sutraen. Hold omhyggeligt munden lukket mens sutraen kopieres så teksten ikke plettes af mundvand, og så du ikke glemmer hvor du er kommet til, eller springer tegn eller rækker over. Stop al upassende tale, og brug kun respektfuldt sprog. For at rense munden bør man afstand fra ord der er fornærmende, grove, afstandsskabende, smigrende eller lignende. (…) De der kopierer Mahayana sutraer må læne sig op ad den rette forståelse af den Komplette Lære, og ikke lade sig opsluge af tanker om de store donationer de kunne modtage, eller håbe på forbedret karma eller godt ry; de må være højt hævet over misundelse og begær. Igen, i henhold til den rette forståelse af den Komplette Lære, må kopisterne ikke skelne mellem Selv og andre eller tillade modstand at opstår i deres tanker; de må være højt hævet over vrede.

(…) Man kan spørge: ”Hvorfor behøver kopister at meditere?”. Svaret er: Når man kopierer Mahayana sutraer er det ikke tilladeligt at lade tankerne flyde. Det Ene Sind må hvile fuldt på hver enkelt af Dharmaens tegn. Én linie omfatter alle andre linier. Sådan kopierer man med den perfekte læres Ene Sind.
(…) Man kan spørge: ” Hvorfor behøver kopister at udvikle visdom?” Svaret er: ”Når man kopierer Mahayana sutraer har man brug for ikke- tilknytning, ikke-tænkning og ikke-skelnende visdom. Kopister skal også kunne forklare vigtige doktriner, som ”Samsara er nirvana” og ”Begær er lig Buddhatilstand”. De skal kunne berolige og rense hjertet, og stoppe de forvirrede tankers bølger gennem sindet. De skal skære gennem al modstand, og gå frem mod altings hjerte, og undgå at tage noget til sig eller skubbe noget fra sig på vejen.”

 

Shakyo som buddhistisk praksis

Når man læser denne vejledning, er det tydeligt at Saicho ikke bare betragtede buddhistisk sutrakopiering som en praktisk foranstaltning i en tid hvor håndskrevne kopier var den eneste måde at få udvidet templernes biblioteker på. Shakyo er en fuldgyldig praksis i sig selv; en meditations praksis som omfatter både krop og sind. Og så er det endda en praksis som enhver kan prøve! Det eneste man behøver, er papir, blyant og en sutra.

Hjerte Sutraen er velegnet til formålet. Den kender vi alle, og det er sjovt at se hvordan man kommer endnu længere ind i sutraens verden, når man kopierer den. Jeg finder også Lotus Sutraen ualmindeligt velegnet. Det er en buddhistisk sutra som bedst nydes og forstås, hvis man accepterer den på dens egne præmisser. Er man i stand til at lægge det diskriminerende sind fra sig, vil man få langt større glæde af den, end hvis man konstant lader sig forstyrre af beskeder om at ’det her ER da fjollet; en stupa der hænger lige oppe i luften…’ eller ’ham Buddhaen må virkelig tage fejl når han fortæller om alle slangerne og edderkopperne i det brændende hus – de ville da være rendt ud for længst’. Under Shakyo tæmmer man det diskriminerende sind, og deltager i sutraens virkelighed, med kroppen – eller, mere præcist: hånden – som bro mellem ’mig’ og teksten.

Som under alle andre meditations praksisser, er kroppens stilling vigtig. Sid ret, med fødderne hvilende solidt på underlaget. Vælg et bord med en passende højde, så du hverken skal række op eller ned for at nå papiret. Vær bevidst om, at din krop skal udtrykke de kvaliteter du ønsker at fremelske i sindet: vågen opmærksomhed, koncentration og ro.

Start så med at reflektere over dine intentioner. Hvorfor vil du kopiere denne buddhistiske sutra? Og hvordan gik det egentlig til at du fik muligheden for at gøre dette? Fortsæt med at recitere teksten – læs højt, så lyden af sutraen gennemtrænger hele dit væsen.

Nu kan du lægge teksten foran dig, og tage dit papir og din blyant. Træk vejret dybt et par gange, og mærk alle tanker og spændinger forlade dig med udåndingerne. Så kan du begynde at skrive. Skriv med omhu, tydeligt og pænt. Giv dig god tid – dette er ikke en opgave du skal fuldføre på en bestemt tid. Vejen er målet; her er det processen der tæller, ikke det færdige produkt.

Vis også respekt for opgaven. Hvert eneste ord tæller, fra start til slut – og alle dem ind imellem. Vis også respekt for resultatet. Du har nu kopieret en sutra, og den skal ikke bare krølles sammen og smides i skraldespanden. I DharmaCentret laver vi en ceremoni hver sommer, hvor vi brænder alle slags papir som er blevet brugt i forbindelse med vores praksis, mens vi chanter Hjerte Sutraen. Du kan enten gemme dine papirer og tage dem med til denne ceremoni, eller du kan brænde dem selv der hjemme.

Af Shomon Pia Trans.

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

Tendai buddhismens historie

Tendai buddhismen er grundlagt af den japanske munk, Saicho (767-822). Han var under sin buddhistiske træning i Japan blevet bekendt med den kinesiske T’ien-t’ai skoles værker om Lotus Sutraen, og drog til Kina for at lære mere. Han hjembragte i år 804 det der siden skulle blive kaldt “Tendai’s Fire Søjler”:

  • T’ien-t’ai filosofi
  • Zen meditation
  • Etiske forskrifter fra Brahma Net Sutraen, som giver de 48 Bodhisattva forskrifter
  • Mikkyo – esoteriske (tantriske) praksisser

På disse fire søjler blev Tendai skolen bygget, og de er den dag i dag grundlaget for skolen, som er en meget omfattende og inkluderende buddhistisk skole.

 

Tendai buddhisme i vesten

Tendai har kun været aktivt til stede i vesten i ganske kort tid, specielt i Europa, hvortil skolen først for alvor nåede til i starten af dette århundrede. I Japan har Tendai til gengæld en lang og farverig historie, som er nært forbundet med Japans historie i øvrigt.

Før det tyvende århundrede var Tendai buddhismen udelukkende repræsenteret i Vesten ved de asiatiske immigranter på den amerikanske vestkyst. Omkring forrige århundredeskifte opstod der en begyndende, intellektuel interesse for buddhismen, bl.a. i en gruppe som blev kendt som “Boston Buddhisterne”. Medlemmer af denne gruppe lavede oversættelser, bl.a. af Chih-i’s værker, og en skabte en større buddhistisk kunstsamling som nu er overgivet til Museum of Fine Arts i Boston. To af gruppens medlemmer tog den buddhistiske tilflugt og Bodhisattvaløfterne på Hiei bjerget i Japan.

Tendai i Amerika var især i begyndelsen centreret på Hawaii, hvor det første tempel blev åbnet i 1918.

Jikai Clark Choffy blev ordineret i juli 1975 på Hiei bjerget. Hans fokus er de esoteriske mikkyo riter, og han har åbnet et lille tempel i sit hjem i Texas.

Masao Shoshin Ichishima er en af de præster der har gjort allermest for at bringe Tendai til Vesten. I løbet af 70’erne trænede han to amerikanere; Daishin David Hall som er tilknyttet sanghaen i Washington, og Joshin Jonathan Driscol som dels opererer lokalt i New Mexico, dels har internet-baserede elever.

Monshin Paul Naamon er endnu en af Ichishima sensei’s amerikanske elever. Monshin har både en mangeårig praktisk erfaring og sin træning fra Ichishima og fra Taisho universitetet i Tokyo at trække på, og har fungeret som præst i Japan i to et halvt år.

I 1995 fik Monshin og hans kone, Shumon Tamami Naamon, til opgave at bringe Tendai til USA på et formelt plan. De åbnede Karuna Tendai Dharma Centre i Canaan, New York, som nu er vestens ordinationsplatform for de praktiserende som ønsker et studie der leder mod ordination i Tendai. Dharma Centret er også samlingspunkt for satellit-sanghaer i Great Barrington, Massachusetts, Albany og Buffalo, New York og i Tyskland og Danmark.

I 2001 blev Karuna Tendai Dharma Centre udnævnt som Betsu-in, dvs officielt under-tempel af Enryaku-ji, Tendais hovedtempel i Japan.

 

Tendai buddhismen i Danmark

I 2006 kom Tendai officielt til Danmark, da Shomon Pia Trans fuldendte sin doshu-træning og opnåede ordination som elev af Monshin sensei. Tendai Danmark har en sangha og et Dharma Center i Slagslunde i Nordsjælland, hvor der afholdes flere ugentlige meditationsmøder, retreats to til tre gange årligt, samt buddhistisk ordinationstræning.

I dag er også Senshin Karina Blomkvist ordineret som doshu. Derudover har vi et antal lægledere, som hjælper med at støtte grupperne rundt om i landet.

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

Homoseksualitet i buddhismen

At vokse op som homoseksuel er svært. Det kan ikke komme bag på nogen. Rent faktisk er man som homoseksuel mere udsat for psykiske lidelser end gennemsnittet, sikkert fordi man i teenageårene, hvor man skal finde ud af sig selv, har det allersværest. Måske ville det være lettere at vokse op som homoseksuel i en buddhistisk familie? Jeg har prøvet at undersøge buddhismens syn på homoseksualitet, gennem tiden og på tværs af skolerne.

 

Buddhisme og homoseksualitet i teori

Hvis vi starter med at se på den tidlige buddhisme, så er der kun Theravada skolen tilbage, der udelukkende bygger på de tidlige tekster. Theravada er mest almindeligt forekommende skole i Sydøstasien, og her er der to måder at leve på – som munk eller som lægbuddhist. Når man kigger i suttaerne, er der ikke nævnt specifikke regler for lægbuddhister mht. seksuel adfærd, og at “opføre sig seksuelt ansvarligt uden at såre eller skade andre” (den tredje forskrift) har gennem tiden været åben for alle mulige fortolkninger, ud fra sociale normer.

Buddhistiske munke forventes at leve i cølibat, hvilket betyder afholdelse fra enhver form for sex. Homoseksuel adfærd er ikke fremhævet som sådan, men nævnt blandt eksempler på hvad seksuel adfærd er, og som en del af det der forventes munke/nonner ikke deltager i. Der er ikke nogen udtrykkelig regel der forbyder homoseksuelle i klostre. Men i Vinaya, er det beskrevet at Buddhaen var imod ordination af en såkaldte ’pandaka’. Pandakaer beskrives som personer der falder udenfor almindelig seksuel adfærd, med ekstreme lyster og umættelig sextrang og muligvis har der været tale om prostituerede. Det er oversat med hermafrodit eller tvekønnethed, men der er buddhistisk lærde der mener det kan oversættes som homoseksuelle. Historisk set menes det, at oversætter man det med homoseksuelle, har man med pandakaer ment ekstremt feminine flamboyante homoseksuelle, som man i dag, lidt ironisk i homomiljøet, ville kalde screaming queens. Derfor mener nogen at “almindelige” homoseksuelle ikke ville gå ind under dette begreb. Uanset, så står der rent faktisk i Vinayaen at pandakaer ikke må ordineres og finder man ud af at en pandaka er ordineret, skal ordinationen fratages vedkommen.

Buddhaen var menneskekender og de fleste ved at homoseksuelle ikke er mere sexfikserede end heteroseksuelle, så i min verden kan begrebet pandaka ikke have dækket over homoseksualitet, men må have været rettet mod promiskuitet og ekstrem seksuel adfærd. Når man samtidig tænker på hvor vigtig medfølelse er i den buddhistiske lære, kan jeg ikke tro at Buddhaen har haft noget mod disse mennesker, hverken homoseksuelle eller pandakaer, men derimod kun har set på den dukkha de skabte for sig selv. Han ordinerede en morder, så mon ikke homoseksuelle ville have været velkommen? Problemet med promiskuøse, sexhungrene munke er vel indlysende? Det ser for det første ikke pænt ud udad til i det samfund man er afhængig af for overlevelse, og promiskuøse munke og nonner kunne desuden lede til forfald i Sanghaen, hvis de efterhånden ledte flere i fordærv. Med hensyn til de transseksuelle nævner de tidlige tekster faktisk muligheden for at skifte køn, og sådan en person er rent faktisk ikke udelukket fra ordination.

 

Sex, samfund og sangha

Problemet med det omgivende samfunds syn på Sanghaen så man også i Buddhaens modvilje mod at ordinere kvinder, i starten. Man mener at Buddhaen var tilbageholdende med dette, da miskredit fra det omgivende samfund, ville have betydet Sanghaens død, da man jo var helt overgivet til samfundets nåde, da munkene levede af almisser. Peter Jackson som er professor med speciale i Thailandsk historie, religion og seksualitet skriver: “Buddhismen, har med middelvejen, altid været optaget af at opretholde den sociale orden og siden Buddhaens tid har sanghaen aldrig påstået at levere et universelt fartøj til åndelige befrielse af alle individer i samfundet. Helt specifikt fraset dem, der anses for at afspejle Sanghaen negativt i forhold til fremherskende sociale normer og holdninger.” Dette igen for at fremhæve at man ønskede at leve i harmoni med det omgivende samfund.

En buddhistisk forfatter til en artikel om homoseksualitet konkluderer: “I tilfælde af oplægget er en mand og en kvinde, hvor der er gensidig forståelse, hvor utroskab ikke er involveret, og hvor den seksuelle akt er et udtryk for kærlighed, respekt, loyalitet og varme, vil det ikke være at bryde den tredje forskrift. Det samme gør sig gældende, når de to personer er af samme køn. Ligeledes promiskuitet og manglende respekt for andres følelser ville gøre en seksuel handling uhensigtsmæssig hvad enten det er heteroseksuelle eller homoseksuelle der foretager den. De principper vi vurderer om et heteroseksuelt forhold er hensigtsmæssigt, eller uhensigtsmæssigt vil vi også bruge til at evaluere et homoseksuelt forhold. I buddhismen kan man sige, at det ikke er genstanden for ens seksuelle lyst, der bestemmer, om en seksuel handling er hensigtsmæssig eller ej, men snarere kvaliteten af de hensigter og følelser der er involveret.”

 

Buddhisme og homoseksualitet i praksis

Trods alt dette, er buddhistiske lande hvor Theravada skolen er fremherskende, ikke særlig åbne for homoseksuel praksis. Det har meget at gøre med kulturelle normer, men også fordi man ser en persons egenskaber og situationer som værende opstået på grund af fortidens “synder og gode gerninger” – altså på baggrund af ens karma. Karmas funktion kan være svær at gennemskue, og måske skal vi heller ikke bryde vores hoveder alt for meget med det… Homoseksualitet, og andre alternative former for seksualitet, er ofte set som karmisk straf for heteroseksuelle forseelser i et tidligere liv. Hidtil har bevægelsen for homoseksuelles rettigheder ikke haft stor succes i lande hvor Theravada buddhismen er fremherskende.

Jeg har forsøgt at skabe overblik over de forskellige skolers holdning og her bliver jeg en smule forvirret når jeg når til Gelug-skolen og dermed Dalai Lama. Officielt følger Dalai Lama den traditionelle tibetanske buddhistiske påstand om, at upassende seksuel adfærd omfatter homoseksuel sex. Det er til at forstå. Men så udtaler han i 1994 i et interview: “Hvis nogen kommer til mig og spørger, om homoseksualitet er i orden eller ej, vil jeg spørge ”Hvad er din partners holdning?” Hvis de er enige, så tror jeg at jeg vil sige, at hvis to mænd eller to kvinder frivilligt indvilliger i at have gensidig sex uden at gøre nogen fortræd, så er det okay ” Og i 1996 skriver han i sin bog Beyond Dogme: “En seksuel handling anses for korrekt, når et par bruger deres organer til samleje og intet andet…(..)..homoseksualitet, hvad enten det er mellem mænd eller mellem kvinder, er ikke forkert i sig selv. Hvad er forkert, er brugen af organer allerede defineret som upassende for seksuel kontakt. “

På bundlinjen må man nok se på at Dalai Lama er kendt for sin aktivisme omkring menneskerettigheder, og at dette specifikt omfatter lige rettigheder for homofile. Ifølge en af hans talsmænd er “Hans Hellighed imod vold og diskrimination baseret på seksuel orientering. Han opfordrer til respekt, tolerance, medfølelse og fuld anerkendelse af menneskerettigheder for alle.”

Den første buddhistiske Dharmatalk jeg nogensinde lyttede til var af Ajanh Brahm fra Buddhist Society of Western Australia, som er en Theravada skole. Jeg har stor respekt for Ajanh Brahm og han har faktisk skrevet følgende til Dalai Lama efter denne blev citeret i en avis for at have udtalt at homoseksualitet var amoralsk: ”… størstedelen af buddhister i hele den moderne verden bliver inspireret til at lære, at Buddhaen bestemt ikke diskriminerede mod homoseksualitet. Den centrale oprindelige buddhistiske lære viser klart, at det ikke er, om man er heteroseksuel, homoseksuel eller lever i cølibat, der er godt eller dårligt, men det er hvordan en person bruger sin seksuelle orientering, der giver god eller dårlig karma. For eksempel er en homoseksuel mand, engageret i et kærligt og lykkeligt forhold til en mandlig partner, absolut moralsk overlegen i forhold til en heteroseksuel gift mand, som er sin kone utro. Homoseksualitet er ikke forkert i sig selv. Men det er dårlig karma at fordømme homoseksualitet! Dalai Lamas fejl er at lade sig vejlede af tvivlsomme skrifter skrevet mange århundreder efter Buddhaen levede. Så faktum er, at Buddhaen, og derfor buddhismen, omfatter homoseksuelle, lesbiske og transseksuelle med lighed og respekt. Alt for længe har religiøs fanatisme forsaget lidelse for minoritetsgrupper i vores samfund. Alle religioner bør være mere kærlige. Fuld stop! Ajahn Brahm.”

Pyha, jeg bliver forvirret! Men skal jeg gøre regnestykket lidt op, ser det ud som om Gelug skolen i Tibet er lidt uenig med sig selv om hvad den skal synes. Grundlæggende synes den at være imod homoseksualitet, men da det samtidig er i konflikt med tanken om medfølelse, virker det som om det er hér kernen til de modstridende udmeldinger ligger. Theravada skolen i Thailand ser generelt ned på homoseksualitet, men den vestlige pendant, i hvert fald Ajanh Brahm i Australien, har et helt andet syn på sagen og mener de tidlige tekster understøtter fuld accept og at fordømmelse af homoseksuelle modsat giver uhensigtsmæssig karma.

Den kinesiske buddhisme har jeg ikke kunnet finde meget om, men her var umiddelbart samme frie åbne holdning som i den japanske, som jeg skrev om i sidste udgave. I vesten er buddhismen gennemgående accepterende og i den semi-buddhistiske lægforening SGI indførte man i 1995 homovielser – kun 17 år forud for den danske folkekirke. Tendai i Vesten har altid haft en åben holdning, og vores øverste Monshin Sensei har viet flere homopar.

Om det er lettere at vokse op som homoseksuel i et buddhistisk samfund ved jeg ikke. Det virker som om fordommene er mere kulturelt, end religiøst bestemte. En ting har jeg dog lært gennem arbejdet med denne artikel – at seksualitet er helt uvedkommende for min buddhistiske vej. Når jeg lever i harmoni med min partner, omgivet af et samfund der accepterer mig, er kønnet af min partner helt ligegyldigt. Jeg føler mig rent faktisk overbevist om at Buddhaen ville have været enig med mig. Jeg tror de forbehold der er i de tidligere tekster var for at beskytte Sanghaen og hvis Buddhaen havde levet i dag ville han have udtrykt sig som Ajahn Brahm ovenfor. Jeg er en stolt homo-kozo og jeg er stolt over at være i en skole der sætter pris på mig som jeg er og ikke fordømmer.

Af Kosei Rasmus Storm

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

Nembutsu praksis i buddhismen

Den buddhistiske Nembutsu praksis – at chante ‘Namu Amida Butsu* (æret være Amida Buddha) – er meget udbredt i Japan, men måske ikke så velkendt herhjemme. Det er en buddhistisk meditations praksis der som udgangspunkt bygger på hengivenhed og tro, men som helt afgjort også har både filosofiske og kontemplative elementer.

 

Amida Buddha i de buddhistiske tekster

Ifølge Larger Sutra of Immeasurable Life var Amida, i en anden tidsalder og i en anden verden, en buddhistisk munk ved navn Dharmakara. Det siges at han var en konge, der efter at havde hørt om buddhismen fra Lokesvararaja Buddha, valgte at afstå sin trone for at studere buddhismen under ham. Og det var også under ham at Dharmakara besluttede at blive en Buddha og skabe sit eget Rene Land (et rige skabt af en Buddhas fortjeneste) hvor det at opnå oplysning var let. Hans beslutninger blev udtrykt i hans 48 løfter der fastsatte, hvilket Rene Land han ønskede at skabe og under hvilke betingelser væsener kunne blive genfødt der.

Det attende Løfte var, at enhver som ønsker at blive født ind i Amidas Rene Land og som siger hans navn er sikret genfødsel der. Hans nittende løfte var at han sammen med sin bodhisattvaer kommer til dem der kalder på ham i dødsøjeblikket. Denne åbenhed og accept af alle slags mennesker har betydet at Rene Land buddhisme er en af de største påvirkninger i Mahayana buddhismen.

Amida blev en buddha og bor stadig i sit Rene land mod vest, ved navn Sukhāvatī (som betyder ’Besidder lykke’). Det vil sig at han opfyldte sine løfter og vi kan blive genfødt i hans Rene Land.

 

Amida Buddha i buddhistisk meditation

Jeg blev første gang introduceret for Amida Buddha af Shomon, min buddhistiske lærer, forholdsvis tidligt i min buddhistiske praksis. Hun bad mig læse en buddhistisk bog om forskellige energier, også kaldet Buddha familier, og siden har Amida Buddha fulgt mig. I begyndelsen brugte jeg ham til at minde mig selv om de gode og sunde kvaliteter jeg indeholder, og om de kvaliteter jeg trænger til at udvikle. Rigtig hurtigt blev Amida Buddha en ven for mig, som sad hos mig under hver meditation. Og derefter var det naturlige skridt for mig at ære ham fordi han netop betød så meget for mig og min meditations praksis. Jeg startede derfor min nembutsu praksis (recitationer af ’Namu Amida Butsu’ – ’Æret være Amida Buddha’) med stor entusiasme. Her var en buddha med nogle kvaliteter som jeg holdt meget af og som var en stor hjælp for mig, så hvorfor ikke kaste mig ud i at recitere hans navn og ære ham på den måde? Det gav fin mening!

Men jeg læste mere om Amida og fandt ud af at man ved at recitere hans navn, håber at blive genfødt i hans buddhistiske Rene Land, og min entusiasme dalede. Hvad var nu det for noget?? Skulle jeg tro på at en eller anden buddha havde en magt som betød jeg kunne blive genfødt i hans land og dermed var sikret oplysning, hvis blot jeg bad nok til ham? Hvad med min karma, var den så lige pludselig ligegyldig? Og hvad med Shakyamuni Buddhaens ord om ikke stole på noget jeg ikke selv havde erfaret? Og hvad med det om at ingen kan frelse andre end sig selv? Jeg kunne ikke få det til at stemme overens med hvad jeg havde lært om buddhisme hidtil. Jeg var frustreret og skrev til min lærer. Hun bad mig blive ved at chante og lægge alle ideer om hvorfor jeg chantede væk. Det gik ikke så godt. Jeg syntes jo der skulle være en mening med at jeg chantede og det gjorde mig endnu mere frustreret. På et tidspunkt blev jeg dog endelig så træt af min frustration, som tydeligvis ”ødelagde” min meditation, at jeg valgte at lægge den på hylden og bare chante. Først da var det at jeg begyndte at forstå hvad man kun selv kan opdage og ingen andre kan lære en.

 

Amida Buddha og mig

Amida og jeg er aldrig adskilt. Han er ikke en figur som sidder med mig under min meditation, han er min meditation og ordene og mine håb og ønsker. Amida er medfølelsen i mig og når jeg chanter hans mantra så kommer det til udtryk. Det Rene Land, som jeg før så som noget udenfor mig selv, er min Buddha natur, min mulighed for oplysning. Det Rene Land er her og nu, virkeligheden uden slør, uden begær, vrede og uvidenhed.

Det er bare én beskrivelse af det. Lov mig du giver slip den igen når du har læst denne artikel og kun bruger min beskrivelse som eventuel inspiration til din egen praksis. Andres beskrivelser kan, hvis man ikke passer på, være en forhindring, fordi man får en ide som så fylder sindet op, i stedet for at være fri for forventninger og forestillinger.

Jeg har siden haft mange andre meditations praksisser (når man er præst i Tendai, skal man kende mange) men jeg har aldrig sluppet min Nembutsu praksis og mit dybe venskab med Amida. Jeg har på en eller anden måde altid fået det ind i min daglige praksis. Jeg har gået kokorodoer (lange gående meditationer) med Nembutsu, jeg har gået med det med små skridt i min stue, siddet på min pude, i toget og i flyet med Nembutsu (de af jer som kender mig ved jeg især har brug for Amida når jeg flyver, da jeg er helt overdrevet flyskræk) Jeg har en Amida praksis som jeg nok har lavet over 200 gange efterhånden, og som jeg vender tilbage til hver gang jeg har chancen, og jeg har i flere måneder nu haft en fast minimums praksis hvor jeg hver dag chanter Nembutsu for de som har mistet livet.

Nembutsu som meditations praksis i andre buddhistiske skoler kan være meget forskellig fra hvordan jeg bruger den. Især er Pure Land buddhismens praksis meget anderledes fra min. I Pure Land buddhismen lægger man al sin tillid i Amida som ”Other Power” og chanter med fokus på at hengive sig til en magt uden for sig selv. Og det var netop den tanke som gjorde mig frustreret til at begynde med. Men via internet venskaber med netop buddhister fra Pure Land skoler har jeg også fået en vis forståelse og i hvert fald en dyb respekt for deres praksis. Der findes mange veje til oplysning og min er ikke den eneste rigtige!

Er du Tendai buddhist er det helt sikkert at du vil finde mange tilgange til praksissen i skolen. Nærmest lige så mange som der er der praktiserer den. Nogle bruger praksissen som man gør i Pure Land skolerne og stoler på ’Other Power’, nogle bruger den med tanke på ’Self Power’, – troen på man kun ved egen kraft lagt i chanten kan opnå oplysning – og andre igen vælger at tro at de to slet ikke kan adskilles. Nogle chanter nembutsu mens de visualiserer Amida Buddha, nogle chanter i 49 dage når nogen nær dem er døde, nogle chanter mantraet meditativt, bare for at have et at chante og tror måske ikke så meget på at det at ære Amida har den store effekt på deres vej, men holder af mantraet af andre grunde.

Nogle vælger at have fokus på en helt anden Buddha eller figur i buddhismen. Er det ikke skønt med de mange muligheder?

For mit eget vedkommen er jeg ikke i tvivl om at Amida altid vil have en stor plads i min praksis. Jeg har stor tillid til at han kan både kan beskytte mig og guide mig på min vej.

 

Læsestof

Har du fået lyst til at læse mere om Amida, hans Rene Land og Nembutsu praksis vil jeg anbefale dig at læse afsnittet om Amitabha i Paul Williams ’Mahayana Buddhism’ Hvis du har Tendais ceremoni bog kan du læse den meget smukke sutra Gonemnon, på dansk.

Den grundlæggende lære om Amida og hans løfter findes i tre kanonisk Mahayana tekster:
-Den Større Sukhāvatīvyūha Sutra
-Den mindre Sukhāvatīvyūha Sutra og
-Amitāyurdhyāna Sutra (Meditation på Amitāyus)

Oversættelsen af Den mindre Amida Sutra kan findes i eSanghas buddhistiske bibliotek.

Har du spørgsmål til nembutsu praksis er du velkommen til at skrive til mig på senshin@tendai.dk

Namu Amida Butsu!

Af Senshin Karina O’Brien

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

(c) 2014 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt