Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


Interview med lægpraktiserende Seiren

I hvert nummer af Shingi bringer vi et interview med en af de mange buddhistisk praktiserende i Tendai. Denne gang har Seiren Christel Seierø givet os nogle af sine overvejelser omkring buddhistisk etik og forskrifterne der følger med tilflugten.  Seiren har praktiseret meditation i flere år, er gift og har en søn, hun er selvstændig udviklingskonsulent, underviser og coach.

 


Hvor længe har du praktiseret buddhisme og meditation?

Jeg blev først rigtig interesseret i buddhisme da jeg var i Thailand i 1999. Da jeg kom hjem begyndte jeg at søge mere information om det og startede med at komme hos Karma Kadjy skolen under Lama Ole Nydahl. Jeg tog tilflugt hos ham i oktober 2006. Jeg faldt dog ikke helt tilrette der og faldt en dag over Lotus Sanghaen og tog forbi templet en morgen til morgen meditation med Shomon. Straks følte jeg mig hjemme og følte det var et sted hvor der var plads til at stille spørgsmål, udforske og undersøge. Jeg tog min buddhistiske tilflugt hos Tendai på mit første meditations retreat i oktober 2010 og fik mit dharmanavn: Seiren – Fredfyldt lotus.

 

Hvad betyder buddhismens fem forskrifter, som du tog ved din tilflugt for dig, og hvilke indflydelse har de haft på din meditation og praksis?

 Jeg synes egentlig de 5 buddhistiske forskrifter er almindelig sund fornuft, så det har som sådan ikke betydet det store og de har egentlig ikke haft den store indflydelse på min meditation. Dog synes jeg, at meditation på medfølelse støtter mig i at fastholde dem og bruge dem i min dagligdag.

Har du fået nogle positive/negative reaktioner på at du er blevet buddhist fra familie, venner, kollegaer?

 Det eneste negative jeg er stødt på er da jeg blev buddhistisk gift (vi blev viet af Ole Nydahl) – der var der én der spurgte hvorfor jeg så ikke gik med tørklæde og en anden gang var der én der sagde han slet ikke kunne tage mig seriøst, når jeg troede på krystaller og blå elefanter – så den modstand jeg har mødt har typisk været fejlforestillinger om hvad buddhisme er, og når jeg så har forklaret det, har reaktionen været positiv. For det meste har reaktionen været positiv. De fleste kender i dag til buddhisme, Dalai Lama, meditation og mindfulness, og ser det som noget positivt. Min familie har også været meget støttende og bakker op omkring mit valg. Enkelte kan have svært ved at forstå behovet for en religion, men det er ikke noget jeg har oplevet som noget negativt.

Holder du din religion for dig selv eller er du åben omkring den?

 Både og. Jeg går ikke og skilter med at jeg er buddhist, men jeg svarer på det når jeg bliver spurgt, og fortæller gerne om min meditation. Det kan være svært at undgå at se i mit hjem, da jeg har et meditationsrum med min keza, meditationspude og alter og har flere små altre rundt omkring i huset. Af og til går jeg også med min juzu, og det er der også enkelte der kommenterer på, men det er få synes jeg.

Synes du at et etisk regelsæt er nødvendigt for at praktisere buddhisme?

Jeg synes egentlig at det er meget rart med et regelsæt man kan følge. Udfordringen med et sådan regelsæt er dog, at det er mennesker der følger det og mennesker opfatter forskelligt. Der er mulighed for at fortolke, bøje og fordreje, så på den måde tænker jeg at regelsættet ikke bliver bedre end den der fortolker det.

Ser du nogen konflikt mellem dansk kultur og buddhistiske etik?

Nej egentlig ikke – den ligger jo meget tæt op af De 10 bud og det er jo i høj grad kristendommen der har præget den danske kultur. De første tre er jo direkte ulovlige, så det er jo en del af den danske kultur at overholde dem. Den eneste der kan ”konflikte” med dansk kultur er vel ”ikke at bruge rusmidler, som sløver hjernen” da vi i Danmark har noget af en drikkekultur. Og selvfølgelig også den pointe jeg har lavet tidligere i forhold til at slå ihjel.

Hvordan har buddhistisk etik indflydelse i dit daglige liv?

Jeg tror den primære ændring er, at jeg er endnu mere opmærksom på at behandle alt liv respektfuldt og ikke slå ihjel bare fordi det passer mig eller er generende for mig – uanset om det er tissemyre, edderkopper, hvepse eller lignede. En lidt større udfordring kan være de indirekte drab jeg kan være skyld i, som eksempelvis, når jeg er uopmærksom og træder på en snegl eller når min søn graver mudder i haven. Denne del synes jeg er langt svære, også fordi det ikke er altid jeg kan beregne konsekvensen af den indirekte adfærd. Vi slår vel på en eller anden måde ihjel direkte og indirekte hver eneste dag, når vi kører bil, når vi forbruger, når vi går på gaden, når vi fyrer op i vores hjem osv. Ikke at slå ihjel bruger jeg også en del energi på at give videre til min søn, fordi jeg synes det er vigtigt at han også lærer at udvise respekt for alt liv. Det har dog skabt lidt udfordringer for ham da han i børnehaven protesterede vildt mod at andre børn der slog snegle ihjel – og pædagogen retfærdiggjorde det med at det var dræbersnegle, så på den måde kan det være udfordrende i forhold til dansk etik. Selvom vi i den danske lov og i De ti bud også har ”ikke slå ihjel” med som en vigtig del, oplever jeg ikke at vi som samfund lever den ud på anden måde end det liv vi vælger at give værdi – det vil sige andre mennesker og til dels også pattedyr.

Hvad er den vigtigste du har lært af at praktisere de fem buddhistiske forskrifter?

Det der har været mest udfordrende for mig er nok at man ikke må lyve. Det kan umiddelbart synes nemt at overholde, men er egentlig blevet meget bevidst om hvor mange hvide løgne der kan opstår for eksempelvis at beskytte andres følelser. Der synes jeg nogen gange det kan være svært at overholde det, når det ikke tjener et formål at være ærlig, så den arbejder jeg stadig med at blive lidt klogere på. For hvordan kan jeg stille mig til dommer for om andre ”kan tåle sandheden” eller ej? Jeg forsøger så vidt muligt at fortælle sandheden med kærlige ord, men nogen gange kan det være udfordrende synes jeg. Jeg har selv fået et par sandheder i mit liv der har gjort ondt, men som har gjort en kæmpe forskel, og igen kan det være svært at se den vidt strakte konsekvens af at sige handlingen, om det vil gavne eller skade den anden. I forhold til min søn er det utroligt vigtigt for mig at være ærlig på et alderssvarende niveau. Eksempelvis bilder jeg ham ikke ind at julemanden, påskeharen eller tandfeen findes, dette har til tider skabt stor forargelse hos andre forældre, men der holder jeg altså fast. Hvis jeg forventer af ham at han skal være ærlig overfor mig, må han skulle forvente det samme af mig. På en eller anden måde synes jeg også det er at undervurdere børns intellekt og kan i sidste ende gøre at de stille spørgsmålstegn ved deres egen intuition. De fleste børn er jo faktisk bange for julemanden når de er helt små, men forældrene opmuntre til at slippe denne skræk, men det er vel egentlig ret naturstridigt at et barn skal have tillid til et menneske de ikke kan ”se”. Små børn bruger meget ansigtet til at aflæse om en situation er tryg eller faretruende og en julemands ansigt kan være ganske svært at læse med hue, briller og skæg  ;-)

Hvordan vil du forklare dine forskrifter til en der ikke kender til buddhisme?

 Jeg plejer at sige det svarer nogenlunde til De 10 bud, det kan de fleste forholde sig til. Og så synes jeg egentlig resten plejer at give sig selv, for når først jeg har fortalt dem det, giver det mening for de fleste. Mange spørger dog til hvorfor jeg så spiser kød og om jeg så aldrig drikker mig fuld ;-)

Har du læst en bog eller flere om etik som du vil anbefale andre?

Ja! Shomons ’Den lille bog om buddhistisk etik’ synes jeg er meget anbefalelsesværdig!

 

I vores buddhistiske bibliotek kan du læse mere om intensiv meditation, som den praktiseres på et buddhistisk retreat.

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

 

 

Dhammapada og Bodhicaryavatara

Jeg har haft den store glæde at arbejde med oversættelsen af to gamle tekster, som jeg hver især sætter meget stor pris på: Dhammapada og Bodhicaryavatara. Som udgangspunkt har jeg anvendt Kåre A. Lies gode norske oversættelser af de gamle buddhistiske pali og sanskrit tekster.

 

Dhammapada

Dhammapada er en versesamling som beskriver den buddhistiske lære: ’Dhamma’ er – blandt andet – Buddhaens lære, og ’pada’ betyder egentlig ’fod’; i denne sammenhæng ’versefod’. Værket er en del af Theravada skolens skriftlige grundlag, Pali Kanon. Den hører til i undersektionen Suttapitaka, hvor den kategoriseres som tilhørende Khuddaka Nikaya; samlingen af mindre tekster. Det er da heller ikke noget omfangsrigt værk, men ikke desto mindre giver den en vældig god introduktion til grundlæggende buddhistisk filosofi og etik.

Dhammapada er formentlig et samleværk. Mere end halvdelen af Dhammapada versene optræder også i andre sammenhænge, og visse steder, for eksempel i ’Elefant-kapitlet’, optræder vers som ikke umiddelbart synes at have den store sammenhæng med resten af værket.

Der findes indtil flere engelske oversættelser af Dhammapada, og jeg har da også brugt et udvalg af dem som referenceværker i forbindelse med udarbejdelsen af min danske oversættelse, men ingen af dem er så smukke, og samtidig så præcise, som Kåres. Ydermere byder Kåres norske version på virkelig gode kommentarer, hvor den traditionelle kommentar, Dhammapadaatthaka, inddrages, og hvor Kåre trækker på sit indgående kendskab til de finurligheder der findes i det buddhistiske sprog, pali.

Når man læser teksten er det vigtigt at huske på, at den – som alle tekster – skriver sig ind i en historisk sammenhæng. På Buddhaens tid havde kvinder generelt en ret lav status i samfundet, ikke mindst i det religiøse fællesskab. Buddhaen var også noget tøvende, da han først blev opfordret til at lade kvinder ordinere og indtræde i sanghaen. Det var ikke fordi han mente at kvinders spirituelle potentiale var mindre end mændenes; han udtalte eksplicit at der ikke var nogen forskel, men fordi han frygtede det omgivende samfunds reaktion. Samfundets, og sandelig også dele af munkesamfundets, generelle holdning til kvinder som religiøst søgende kan desværre også aflæses visse steder i Dhammapada, hvor der konsekvent tales om ’ham’ i forbindelse med den spirituelle vandrer. Da er det vigtigt at have denne ordveksling i baghovedet:

Ananda: ”Er kvinder i stand til, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, at blive en (…) arahant?”

Gotama Buddha: ”Ja, kvinder kan, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, blive en (…) arahant.” (Cullavagga X.1).

 

Viggo Fausbøll lavede en dansk oversættelse allerede i 1855, men hvor selvmodsigende det end kan lyde, når vi taler om en årtusinder gammel tekst, er denne faktisk en smule forældet. Det er ikke på grund af grundteksten, de oprindelige pali versioner af Dhammapada, men på grund af den voksende forståelse i Vesten for de oprindelige buddhistiske tekster. I begyndelsen blev de buddhistiske tekster i høj grad læst med ’kristne briller’, så at sige. Enhver kan jo kun læse med de øjne man har, og min oversættelse er naturligvis også præget af den forståelse jeg har. Alligevel er der sket meget på de godt 150 år der er gået siden Fausbølls oversættelse blev udarbejdet, og jeg synes det er på sin plads med en ny dansk oversættelse.

 

Bodhicaryavatara

Bodhicaryavatara er skrevet af munken Shantideva. Shantideva er en helt central skikkelse i Mahayana buddhismen – også selvom ingen rigtig ved hvem han var! Han har vundet sin berømmelse gennem de værker han har efterladt, først og fremmest Bodhicaryavatara. Vi ved at han var en af to munke der levede i Indien, i henholdsvis det 6. og det 8. århundrede, at han studerede på Nalanda Universitetet, og at han tilhørte Madhyamika skolen, som han da også står som talsmand for i dette værk.

Bodhicaryavatara, eller ”Vejen til det vågne liv”, er et langt digt, som i ti kapitler beskriver bodhisattvaens vej til oplysning. Bodhisattavens vej starter med bodhicitta: det sind der søger opvågnen for alle levende væsners skyld, og ender med fuldkommen frihed for alle. Det er også den vej vi henviser til, når vi aflægger de fire bodhisattvaløfter:

Levende væsner er utallige; jeg lover at frelse dem.

Vores begær er ubegrænsede; jeg lover at overvinde dem.

Belæringerne er uudtømmelige; jeg lover at mestre dem.

Vejen er uovertruffen; jeg lover at følge den.

I sin oprindelige form er værket skrevet på omhyggelige versefødder, og det kan stadig tydeligt ses i den norske version, som er både smuk og poetisk. Den norske oversættelse er lavet af Kåre A. Lie og hans datter, Tone Gleditsch Stabell. Kåre har mere end 30 års erfaring med oversættelse, blandt andet af buddhistiske tekster. Han oversætter indenfor mange forskellige fagområder, og fra en lang række sprog, som også omfatter både pali og sanskrit; de to ’buddhistiske sprog’. Tone er digter, og det mærkes tydeligt i tekstens skønhed. Desværre har jeg ikke fundet det muligt at bevare disse versefødder i min danske oversættelse. Jeg stod overfor valget mellem en poetisk eller en korrekt oversættelse, og valgte at undgå at kompromittere teksten.

Udover den norske oversættelse har jeg også skævet til et udvalg af de mange engelske oversættelser der er lavet, for eksempel dem der er lavet af Skilton & Crosby, Stephen Batchelor, Alexander Berzin, Padmakara Translation Group, og den udgave der er tilgængelig på www. shantideva.net, som er gennemgået og godkendt af Chan Ssu Lun, Stephen Batchelor, og Dzogchen og Pureland lærere.

 

Bøgerne er tilgængelig både i trykt og elektronisk form i Tendais eShop. Det gælder for disse som for mine andre bøger: glæden ved arbejdet med dem er min – kan andre finde glæde ved læsningen, er det blot et ekstra gode. Jeg videregiver al fortjeneste til alle levende væsner.

 

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

Taknemmelighedspraksis

Så længe jeg husker, har jeg haft en form for taknemmelighedspraksis som en fast del af mit liv. Da jeg var yngre og jeg havde perioder hvor det hele virkede lidt sort og trist, lavede jeg en regel om, at hver gang jeg brokkede mig eller sagde noget negativt, skulle jeg finde mindst 5 ting som var gode og positive. Dette har været en praksis som har fyldt mere i perioder end andre, men som vender tilbage hver gang jeg er ved at nærme mig verdensmesterskabet i brok og negativitet. Ikke fordi jeg har mere at brokke mig over end andre, men fordi det for mig, nemt bliver en dårlig vane som ikke gavner nogen eller noget.

 

Buddhisme og taknemmelighed

Da jeg begyndt at interessere mig for buddhisme blev dette derfor også én af mine første og faste praksisformer. Jeg købte en taknemmeligheds dagbog, som jeg bruger lidt tid på hver aften inden jeg går i seng. Det er en fantastisk dejlig måde at slutte dagen på fordi det både gør mig opmærksom på alt det dejlige der er sket i løbet af dagen, men også fordi det er en dejlig måde at få afsluttet en dag fuldt bevidst på, i stedet for dagene bare flyder ubemærket forbi.

Det er en buddhistisk praksis der er let at holde fast i, for jeg gør det som fuldkommen fast rutine – som at børste tænder. Har jeg en aften hvor jeg føler mig for træt eller ikke lige har lyst til at sidde og skrive, så kan jeg tage min praksis med i seng. Hovedet kværner jo alligevel med alt muligt inden man falder i søvn og så kan man jo lige så godt fylde det med taknemmelighed.

Fordelen ved at skrive det ned er dog, at du i løbet af ganske kort tid meget tydeligt kan se, at der er mennesker, oplevelser og ting som bliver ved med at gå igen. På den måde bliver det helt tydeligt for mig hvad der gør mig glad og fylder mit liv med taknemmelighed. Det giver mig mulighed for at fylde endnu mere glæde og taknemmelighed ind i mit liv fordi jeg gennem min praksis bliver meget bevidst om det. Det løfter humøret og øger også mit fokus på taknemmelighed i løbet af dagen og skaber på den måde en positiv spiral.

Det er også en fantastisk øvelse når man bare har én af de dage hvor det hele bare har været noget møg og så alligevel skulle sætte sig ned og finde 5 ting man har været taknemmelig for. Det kan tage lidt længere tid, men det er lykkes mig hver gang og så går man alligevel i seng med et smil på læben. Det giver mig større overskud og gør det lettere at trække på skuldrene når noget bliver svært eller driller.

De ting jeg er taknemmelig for kan være alt – stort som småt. Det kan være morgen duggen i græsset, et kram fra min søn, en samtale med en veninde, et færdigt arbejdsprojekt, et smil fra en fremmede, en gåtur i skoven eller indsigt i en fejl jeg har begået.

Da det er en buddhistisk praksis der har givet mig rigtig meget, er jeg derfor taknemmelig for at kunne viderebringe den til dig ;)

Af Seiren Christel

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

Akshobya – den seje

Nogle bøger er så inspirerende, at de bliver ved med at klinge i én, længe efter man har lagt dem fra sig. Sådan har jeg haft det med den buddhistiske bog ”The Five Wisdom Energies” (de fem buddha energier) af Irini Rockwell. Den blev til meget mere end blot en spændende læseoplevelse for mig. Den blev startskuddet til en helt særlig meditation, som jeg har brugt i længere tid.

 

De Fem Buddha Familier

Bogen beskriver, meget groft ridset op, nemlig fem mennesketyper, der relaterer sig til de Fem Buddha familier, og kommer med ideer og anvisninger til hvordan man kan udviklede forskellige typers stærke sider, og forvandle tilsyneladende svagheder til styrker.

Det viste sig at være en meditation der havde langt dybere lag, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Her står jeg, efter flere måneder, og føler stadig at jeg lige er gået i gang. Det tager nu heldigvis ikke modet fra mig, så jeg går stadig på med krum hals og mediterer næsten hver dag en længere periode på enten Akshobya eller Ratnasambhava. [De som deltog i Tendais efterårsretreat vil kende dem som to af de fem buddhaer fra den inderste platform i Taizokai-mandalaen].

De første to uger af denne praksis skiftede jeg imellem dem hver eneste gang jeg satte mig, men kunne mærke at det var alt for hurtigt (for mig). Derefter gik jeg over til at sidde en uge ad gangen med hhv. den ene eller den anden. Det gav straks mere ‘mening’, buddhaen/energien blev mere ‘velkendt’ og jeg følte at jeg bedre kunne følge med og undgå at blive overfladisk. Det lyder meget simplere end det var for mig at hitte ud af ;-) Derefter fulgte nogle herlige uger hvor jeg solede mig i de to skønne buddhaers energier og mange positive kvaliteter – og det er slet ikke så lidt de to indeholder af oplyste kvaliteter jeg holder forfærdeligt meget af! Jeg tror godt man kunne snakke om virkelig at begære noget her.

Men så begyndte perioden af ‘det-her-er-bare-dødens-pølse-praksis!’ Det sker som regel altid når jeg fortsætter en meditation for meditationens skyld, uden at have et formål/ en forståelse/ mig selv i kikkerten også: Nu er det interessante forduftet, det er kedeligt og hårdt, dag efter dag, og jeg skal virkelig strække mig for at fortsætte! Så nu må der andre boller på suppen, for jeg giver ikke op! Op og stå, ud at gå – det virker altid. Akshobya vasker op, går ud i regnen, fylder badekar og bader børn (elementet er vand). Ratnasambhava laver mad, ordner have, passer hønsene og fejer (elementet er jord). Akshobya ser alting klart på mine gåture; konturer og former står tydeligt frem, synet er skarpt og gennemtrængende og rummer alt på min vej (synets sans). Ratnasambhava føler vinden i ansigtet, temperaturen, mærker underlaget under støvlerne og alle kroppens bevægelser (følesans).

Det hjælper en smule på humøret og interessen. Hvad der også hjælper på humøret er min ugentlige stupa meditation, hvor jeg bruger dem alle fem – og deres bisha’er ikke mindst! Jo mere spirituelt ‘teater’ der forgår på én gang, jo længere tid tager det mit hovede at komme i tanke om at jeg faktisk laver nøjagtig det samme som sidste gang, og jo længere tid tager det før jeg går fra søvnig til at falde i søvn. Det har i hvert fald givet mig fornyet energi, og bragt ny erfaring med hjem fra gåturene og arbejdspraksissen som jeg nu kan tage med tilbage til puden. (For formålet med at rejse mig, var at sætte mig igen). Netop nu sidder jeg igen meditation med Akshobya (hhv. Ratna) hver anden dag, og dagen imellem er den samme buddha med ude at gå. Jeg har forsøgt at efterligne det jeg gør når jeg går, ved at udvide mine visualiseringer en del, sidde et stykke tid med den samme mudra (håndstilling) som den pågældende buddha gør i mandalaen, og sætte bisha’en (lydord) på når jeg opdager at jeg er ved at falde i søvn. Jeg har også sat perioden op til to uger med den samme buddha, inden jeg bytter, i anerkendelse af at jeg er en langsom ‘vender’ (prøv at vende en supertanker og du vil se at det tager ret lang tid at bygge dens momentum op igen), og det der fortæller mig at det er rigtigt at gøre, er at det ikke føles tungere at sætte perioden op, men som en hjælp til igen at få momentum i praksissen.

Jeg har også været tilbage til Irini Rockwells buddhistiske bog efter inspiration nogle gange. Jeg er ikke en typisk læser af ‘køb-denne-bog-og-få-mere-ud-af-dit-parforhold/ liv/ dig selv’-bøger, men hun skriver så tilpas langt nede på jorden og ikke påduttende, at hun slipper igennem mit selvhjælps-bogs-filter (selvom titlen alene ville have holdt mig på behørig afstand, hvis ikke andre havde fortalt mig at den i virkeligheden handlede om Taizokai-buddhaerne). Hun har gennem mange år arbejdet med disse energier og buddhaer både personligt og professionelt i terapiformer (og hun lyder stadig som om det er top fedt!), og derfor har den virket inspirerende. Bogen er delt i to, hvor den første del beskriver de fem buddhafamilier faktuelt (påstands-lignende), og hvor den anden del anvender disse fakta til at belyse og begrunde almindelige menneskers handlemåder i forskellige situationer fra det virkelige liv. Jeg har ifm. min praksis hovedsageligt anvendt den første del, hvor de fem forskellige Buddhaer/energier fremlægges og forklares, og de appendix der findes bagerst i bogen, hvor man kan finde de forskellige Buddhaers karakteristika sat op i stikordsform. Den anden halvdels case stories har været sjove at læse, men ikke direkte anvendelige ifm. praksis.

Som med al andet udførligt eksempelmateriale vil man uundgåeligt undervejs mene at man selv indeholder det hele – både plussiderne og minussiderne. Det gør man sådan set også (i forskelligt omfang), men det kan godt komme til at føles lidt overfølsomt undervejs; ligesom at bo sammen med en medicinstuderende der læser til psykiatri-eksamen, eller en sygeplejerske der lige har haft kursus i mikrobiologi – man fejler det hele og skal have latexhandsker på for at kunne lægge karkluden til vask. Dette imødegås heldigvis flere steder i løbet af bogen. Rockwell beskriver hvordan de buddhistiske energier, der i sig selv er fuldkommen neutrale, altid balancerer på en knivsæg og hver gang har mulighed for at falde åbent/ frit, eller lukket/ neurotisk ud (ikke god/ rigtig eller ond/ forkert!). Det allervigtigste er ifølge Rockwell, at man ikke tager afstand fra de lukkede/ neurotiske udfald, men derimod lægger mærke til at de også er der, så man kan slappe af og anerkende begge dele, for det er begge dele, det er helheden, der er vores sande virkelighed. Den virkelige visdom ligger i at se at de to slags udfald er ens, totalt uadskillelige, og udtryk for nøjagtig den samme energi der i sig selv er neutral. Selvom jeg ikke ved hvad der kommer ud af at lave denne praksis, kan jeg godt fornemme at den samme vajra-energi der gør at jeg inde i mit hoved bobler over af (u)konstruktiv (selv)kritik, også er den samme som kan give mig næsten ubegrænset medfølelse med andre mennesker. Jeg rummer oftest både kritisk analyse og stor medfølelse på én gang – hvilket til tider kan forvirrer både mig selv og min omverden.

Jeg synes det har været en rigtig interessant bog at lade mig inspirere af, men jeg synes også at det har været vigtigt at få lagt den væk (mentalt) inden jeg satte mig på puden, for ellers bliver praksissen alt for nemt til en intellektuel øvelse, i stedet for hvad den ellers kunne være.

Af Yoren Tine Bundgaard Wanscher

 

[Irini Rockwell. ”The Five Wisdom Energies. A Buddhist Way of Understanding Personalities, Emotions and Relationships”. Shambala Publications, Inc., Boston 2002]

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

(c) 2014 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt