Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


Gavmildhed i buddhismen

Gavmildhed, eller dana, er den første af buddhismens seks paramitaer af en praktisk grund; det skal praktiseres først. Sand praksis starter her.

 

Gavmildhed og afkald

Den bevidste gavmilde handling det er at give afkald på noget du tænker og føler er dit eget og fra dig selv, for noget godt du sætter højere end din egne personlige ting, er grundlæggende for at begynde og opretholde en hver form for buddhistisk praksis. Øjeblikket hvor vi er gavmilde er øjeblikket hvor vi giver afkald på de samsariske vaner med at holde fast og identificere sig, og i stedet begynder en bevidst handling af omsorg. Denne ånd af generøsitet, som leder fra hjertet og udad, er basis for et helt spektrum af Mahayana buddhistiske praksisser.

Det er store ord. Lad mig uddybe dem.

Det er let at gennemskue konsekvensen af gavmildhed i hverdagslivet. Man giver af sig selv for at det skal komme andre til gode,- det er enkelt nok. Men ved at gøre det opdager man en indsigt i personlig uselviskhed, fordi det er umuligt at blive ved at holde fast i den samme kedelige ’personlige fortælling’, eller billedet af selvet som det udtrykkes gennem faste præferencer, vaner eller familiekår, mens man samtidig sætter andres behov højest.

Værdi og værdisætning er meget betydningsfuld fordi man også kan beskrive hengivenhedspraksisserne, som er karakteristiske for Mahayana, som en form for generøsitet fra sindet. Du værdsætter den gratis tilgang til belæringerne og mulighederne for at praktisere mere end du værdsætter noget andet,- så du tilbyder din tid, energi og materielle rigdom til sanghaen og din lærer. Dette handler om omprioritering; husk på at selviske mennesker insisterer på at få det de ønsker frem for alt andet, og insisterer på at blive serviceret først. Jeg værdsætter belæringerne mere end jeg værdsætter at få min vilje. Jeg ønsker at andre skal have muligheden for at få gavn at høre disse belæringer.

 

Forskellige former for gavmildhed

Materielle ofringer er udtryk for taknemmelighed; taknemmelighed og hengivenhed er sunde, åbenhjertige, ikke-voldelige tilstande i sindet, som er meget mere hensigtsmæssige end deres modsætninger: adskillelse og selviskhed eller selvtilfredsstillelse. Følgeligt siges det at Buddhaerne, bodhissatvaerne og Dhamalærere i vores verden fungerer som en slags base for ofringer. En del af deres arbejde er at hjælpe eleven med at kultivere disse hensigtsmæssige tilstande i sindet og karmiske forhold, baseret på gode intentioner ved at acceptere deres ofringer, både materielle og andre. Pointen er at gennem dana skaber man en varig forbindelse til belæringerne og sanghaen, og man nedbryder aktivt de selviske vaner som Dharma-praksis skal nedbryde. Og mens du gør det, hjælper du med at sikre at Dharmaen kan fortsætte på en bæredygtig måde.

Mahayana buddhistisk praksis er karakteriseret af hengivenhedspraksisser; ofringer af prostrationer, lys, røgelse, recitationer der begynder med ordet ”hyldest!”, at bygge stupaer og statuer,  at gå rundt om dem i ærbødighed og at kopiere tekst i hånden.  To almindelige grunde til at dette kan virke latterligt: ‘Har Buddhaerne virkelig brug for din lille røgelsespind eller dit smørlys, hvis Buddhaerne virkelig er komplette i sig selv og er uden begær?’ Nej, Buddhaerne har ikke brug for den ofring du laver eller visualiserer. De giver dig en invitation til at lave disse ofringer, så du rent faktisk laver dem, og i processen bortkaster de nyttesløse vaner der dominerer din krop, tale og sind og i stedet begynder på en mere frugtbar vej der kan hjælpe dig med at opbygge karmisk fremdrift og skabe muligheder for fremtiden gennem afhængig oprindelse. Læg mærke til at der både findes ofringer af kroppen (prostrationer, ærbødigheds-akt for en stupa, sutra-kopiering) af tale (recitationer) og af sindet (visualiseringer, kontemplationer): det er næppe tilfældigt.

Dana har en form hvori hengivenhedspraksis holder med at virke så eksotisk og uigennemtrængelig og begynder at have reel mening og praktisk anvendelse for konvertit-buddhister.  Det udtømmer naturligvis ikke det fulde spektrum af hengivenhedspraksis, men det er en fortræffelig tilgang.

Lav et løfte om at praktisere dana på en konkret måde hver dag, og hold dig selv ansvarlig for din succes og mislykkede forsøg. Hvis du forkludrer det, så forstærk dit løfte og din indsats og bliv ved. Husk at det også er en nærværs-praksis, og måske en komplet vej i sin selv.

——————-

Jikan Daniel Gustav Anderson er Tendai Doshu præst og leder af Washinton Tendai Sangha.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist.

Denne artikel er skrevet af Jikan Daniel Gustav Anderson og postet på hans sanghas blog http://dctendai.blogspot.com/ Jikan har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk)

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

Aldrig sige aldrig

Jeg skulle aldrig være religiøs, aldrig! Religion var for svage mennesker uden tro på sig selv, og en af dem var……jeg. Ok så, men jeg skulle i hvert fald alligevel ikke være religiøs, for så ville det da vælte helt! Se bare på krigene rundt om i verden, de er i hvert fald religionernes skyld.

 

Buddhismen som praktisk religion

Sådan så jeg det for 4 år siden. Til oktober tager jeg på min tredje buddhistiske gyo i USA og får min første ordination. Det siger jo bare noget om hvor lidt man kan regne livet ud, og hvor meget vi kan ændre os, selvom vi går rundt med en helt fast ide om hvem vi er og hvad vi vil og ikke vil.

”Og hvorfor så præstetræning? Hvorfor kan du ikke bare nøjes med at være læg buddhist?” spurgte min daværende mand mig, da jeg tog beslutningen om at rejse til USA. Ja, sådan kunne det også være blevet og det havde også været rigtig godt for mit liv. Men den dag jeg trådte ind i hondoen for første gang og overværede Shomon lave en buddhistisk ceremoni, vidste jeg bare at jeg gerne ville sidde der en dag. Jeg elskede ceremoni og alt det fremmede omkring det fra start; alle fagterne, alle ordene og hele stemningen. Så der var kimen ligesom lagt. Men at kunne tænke sig at lave ceremonier, er jo ikke det eneste der skal til, for at ønske at vie sit liv til et præsteskab.

Jeg fandt rigtig hurtigt ud af at buddhismen var vejen for mig og at jo mere jeg praktiserede jo bedre fik jeg det i forhold til mig selv, og alt og alle omkring mig. Jeg kastede mig over praksis, som gjaldt det livet og jeg brændte ikke rigtig ud, som jeg havde gjort med andre interesser efter et stykke tid. Jeg har naturligvis mine ”down perioder”, som de fleste har i praksis, men de tager ikke modet eller lysten fra mig. Når jeg har det dårligt og ikke gider praksis, så får jeg som regel sat mig alligevel, for jeg synes ærlig talt at jeg har fået nok af dukkha.

Og så en dag, da jeg gik en tur, slog det mig så bare som et lyn fra en klar himmel; ”der er ingen grund til at jeg ikke giver buddhismen videre til andre!” Jeg kunne pludselig bare ikke se anden mulighed. Det slog mig hårdt og det satte sig i mit hjerte. Og så var der bare ingen vej tilbage. Jeg vidste da at præstetræning var det jeg absolut måtte. Det gav mening som intet andet har givet mening for mig.

 

Vejen til ordination

Det har ikke været ligetil. Jeg havde ikke den opbakning jeg ønskede, eller midlerne til det fra start. Men jeg vidste det var det jeg ville uanset hvad, så på en eller anden måde er det lykkedes mig at få begge dele. Jeg oplevede i starten modstand fra min daværende mand, og ventede derfor et år med at tage på gyo første gang. Selv var jeg klar næsten med det samme, men jeg vidste at det var vigtig at have fuld opbakning. Det er hårdt nok at tage så stor en beslutning og tage af sted 14 dage for at træne intensivt, uden nogen form for kontakt hjem til, uden også at skulle tænke på nogen ventede hjemme og var ked af min beslutning. Så jeg lod ham vide jeg mente det var det vigtigste jeg kunne gøre i mit, og dermed vigtigt for vores fælles liv, og lod der gå et ekstra år, hvor han kunne vænne sig til tanken. Det gjorde han, og jeg kunne tage af sted, velvidende at jeg havde fuld opbakning. Man bliver faktisk også spurgt i papirerne når man ansøger, om ens bagland er afklaret, og det viser vigtigheden af det.

Resten af min familie fik jeg ikke rigtig nogen reaktion fra. Vi taler ikke så meget om hvad der stikker udenfor normen i familien, så der blev ikke rigtig spurgt ind, da jeg fortalte hvad jeg skulle. Den største undren og bekymring var at jeg ikke kunne have nogen form for kontakt. Men jeg tror alle syntes de 14 dage alligevel var kortere end forventet ;-)
Familie er ofte det sted hvor man føler sig mest tryg, men familie bekymre sig også for en, og det at man ikke nødvendigvis har fuld opbakning til alt er gerne et udtryk for den bekymring og kærlighed.

Og så må man granske sig selv, finde ud af hvor vigtigt det er for én og om det er noget som man mener, er til gavn for alle og give udtryk for hvorfor. Og er det nok en god ide derefter at give slip på tøjlerne og stole på at det nok skal gå. Livet tager os steder hen som vi aldrig havde drømt om. Vi kan bare arbejde på at være åbne for det og tage imod og turde give slip på gamle indgroede ideer om hvem vi er og hvad vi skal.

Gassho,  Senshin.

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

De Fire Forædlende Sandheder

De Fire Forædlende Sandheder er den første buddhistiske belæring, Shakyamuni Buddha gav. De handler om lidelse, og om hvordan den kan undgås. Eftersom Shakyamuni Buddha selv sagde: ”Jeg underviser kun i lidelse og lidelsens ophør”, er det tydeligt, at de står centralt i den buddhistiske lære. Det var jo fordi Shakyamuni Buddha som ung mand så at lidelse syntes at være uundgåelig, at han fravalgte sit nemme liv i luksus, og i stedet forlod kone, barn og regeringsmagt for at søge sandheden om denne lidelse.

Sandhederne omtales som ”forædlende” fordi en fuldkommen erkendelse af dem vil virke forædlende på sindet. Man kan også høre dem omtalt som ”kendsgerninger”, og det er i virkeligheden det de er: kendsgerninger om livet. Det er ikke sandheder man skal tro på – det er rene kendsgerninger, som man kan vælge at forholde sig til eller ej. Man kan også betragte dem som arbejdshypoteser; oplæg til en undersøgelse af sit eget liv.

Helt kort kan de fire opsummeres som:

-       livet indeholder lidelse,

-       jeg skaber denne lidelse når jeg ønsker at ting skal være anderledes end de er,

-       lidelsen kan forsvinde hvis jeg holder op med at skabe den, og

-       der er en helt præcis træning jeg kan følge for at lære at lade være med at skabe lidelse.

Den Første Sandhed: Al eksistens indebærer lidelse

Det lyder umiddelbart voldsomt, men i ordet lidelse ligger alle former for utilfredshed, irritation, ubehag, smerte og sorg. Har alle ikke prøvet at nå et punkt, hvor livet er noget møg? Eller bare irriterende, som for eksempel når nogen handler anderledes end man synes de burde? Alle møder sorg, smerte, utilfredshed, angst, usikkerhed, tristhed. Det er alt sammen det, den første sandhed handler om. Livet er svært. Det er helt uundgåeligt. Selv under den største glæde kan man finde en svag fornemmelse af angst over livets og lykkens skrøbelighed, fordi vi intuitivt godt ved at alt vil forgå.

En meget almindelig misforståelse er, at den første sandhed siger at ”livet er lidelse”, et noget overvældende udsagn, som naturligvis heller ikke er rigtigt. Livet indeholder lidelse; at være født som menneske betyder at man vil møde lidelse. Nogen opfatter buddhismen som pessimistisk. Det er den ikke – den er realistisk!

En læge diagnosticerer diverse lidelser hver eneste dag; betyder det at hun så er pessimistisk? Buddhaen ønskede at finde en løsning på lidelse, men for at det kan lykkes, må man naturligvis finde ud af hvad lidelse er; hvor den kommer fra, og hvordan den skabes. At lære lidelse at kende er ikke det samme som at skabe den – det er at skabe grundlag for at fjerne den, eller rettere for at holde op med at skabe den.

Den Anden Sandhed: Der er en årsag til lidelse

Vi skaber selv vores lidelse, gennem vores tilknytninger til ting som forandrer sig. Vi søger sikkerhed i det vi kender, og vi vælger at glemme at det vi kender uundgåeligt vil forandres. Når noget man er knyttet til – som for eksempel en ting, et menneske, et forhold, eller et selvbillede – forandrer sig, vil man opleve en eller anden grad af smerte ved denne forandring. Man kan også sige, at vores omgivelser, i al deres omskiftelighed, udsætter os for forandringer, men at vi selv skaber vores lidelse med vores tanker, tilknytning og begær. Forandringer sker, mens lidelse er noget, den enkelte vælger.

Der er altid ting vi gerne vil have; måske tryghed, sikkerhed, materielle ting, følelsesmæssige oplevelser, status, anerkendelse eller særlige forhold til andre, og så udtænker vi planer, fantaserer om den store lykke vi enten vil opleve i fremtiden, eller har oplevet i fortiden – men vi ser sjældent det, der er lige foran os; det nuværende øjeblik, som i virkeligheden er det eneste, vi har. Vi rækker hele tiden ud efter noget, i håb om at det (hvad end det nu er) kan gøre os lykkelige. Man kan bruge hele sit liv på at jagte ting udenfor en selv, på at få verden gjort ”rigtig”, men uanset hvor mange anstrengelser man gør sig, vil man aldrig have varig succes med det.

Buddhismens løsning er at tage sko på, i stedet for at lede efter et stykke skind som er stort nok til at dække hele verden. Buddhister arbejder ikke på at ordne hele verden, for de har indset at det ikke kan lade sig gøre. I stedet arbejder de på at lære at reagere perfekt på verden, og de øver sig i at acceptere det der ikke kan ændres, for de har indset at det er deres manglende accept der skaber lidelse.

Den Tredje Sandhed: Lidelsen kan ende

Det er egentlig allerede blevet antydet i den anden Forædlende Sandhed, men her bliver det gjort helt klart: der er en vej ud af lidelse. Ifølge buddhismen er det vores begær og tilknytninger der er grunden til vores lidelser. Vores uvidenhed, vores manglende kendskab til livets sande natur, gør at vi hele tiden ønsker os noget andet end det der er; nyt tøj, ægte kærlighed, et spændende arbejde, fred på jorden… Vi nægter at indse, at livet er foranderligt og forgængeligt.

Det kan være svært at tro på, men i følge buddhismen er det ikke desto mindre sandt: Det kan lade sig gøre at leve i fuldkommen, varig lykke. Ikke en lykke der kommer af at verden endelig får taget sig sammen til at opføre sig ordentligt, men en lykke der kommer af at man selv lærer at se verden som den er.

Den tilstand hvor vi ser livets sande natur, ser at det er vores egne begær der skaber vores lidelse, og derfor holder op med at skabe den, kaldes Nirvana. Nirvana er altså ikke en slags himmel, eller et sted man kan komme hen – det er det sunde sind, der forstår livet. Nirvana er umuligt at beskrive med ord, det kan kun forstås gennem en direkte oplevelse. Nirvana er ikke afhængigt af årsager og omstændigheder, det er ikke skabt, og kan således heller ikke forgå. Det er det ikke-betingede. Dermed kan man måske sige, at det at opleve Nirvana svarer til fuldkommen stilstand eller fravær af alt det betingede: alle de ting, ord, tanker og følelser, der udgør vores almindelige liv. I oplevelsen af Nirvana stopper alle disse ting, i en oplevelse som er udenfor tid og rum.

En der har opnået Nirvana, kaldes en Arahat. En Arahat vil, når han eller hun dør, opnå Parinirvana, som er en frigørelse (eller egentlig en udslukkelse) af både krop og sind, og der vil således ikke ske nogen genfødsel. At blive en Arahat er målet for den tidlige buddhisme, hvor man i Mahayana buddhismen ikke ”kun” stræber efter at blive en Arahat. Her er idealet at blive en fuldkommen oplyst Buddha, og vejen er Bodhisattvaens; en som nok har opnået Nirvana, men som bevidst vælger at lade sig genføde igen og igen, lige indtil alle andre levende væsner også er oplyste.

Den Fjerde Sandhed: Der er en vej til at ende lidelse

Denne vej kaldes den Ottefoldige Sti, og alle kan bruge den til at opnå Nirvana. Den peger på et sæt af forhold man kan ændre for derved at rense, styrke og træne sindet, så man kan opnå fuld erkendelse. Helt konkret består den af:

1. Ret syn

2. Ret tanke

3. Ret tale

4. Ret handling

5. Ret levevej

6. Ret beslutning

7. Ret sindsnærvær

8. Ret koncentration

Alle otte dele er ligeværdige, og lige vigtige i en komplet buddhistisk praktisering. Det er ikke tanken at man skal arbejde sig igennem dem, en efter en. De understøtter hinanden, og er gensidigt afhængige. Der er tale om otte forskellige fokuspunkter, områder i ens liv som kan gøres hele, komplette eller fuldkomne, hvorfor man taler om ”Ret”. En anden formulering af denne buddhistiske vej til oplysning kaldes De Seks Paramitaer. Den stammer fra buddhismens senere udvikling, og har mere fokus på boddhisatva idealet, men indeholder de samme ideer.
af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

Interview med lægpraktiserende Seiren

I hvert nummer af Shingi bringer vi et interview med en af de mange buddhistisk praktiserende i Tendai. Denne gang har Seiren Christel Seierø givet os nogle af sine overvejelser omkring buddhistisk etik og forskrifterne der følger med tilflugten.  Seiren har praktiseret meditation i flere år, er gift og har en søn, hun er selvstændig udviklingskonsulent, underviser og coach.

 


Hvor længe har du praktiseret buddhisme og meditation?

Jeg blev først rigtig interesseret i buddhisme da jeg var i Thailand i 1999. Da jeg kom hjem begyndte jeg at søge mere information om det og startede med at komme hos Karma Kadjy skolen under Lama Ole Nydahl. Jeg tog tilflugt hos ham i oktober 2006. Jeg faldt dog ikke helt tilrette der og faldt en dag over Lotus Sanghaen og tog forbi templet en morgen til morgen meditation med Shomon. Straks følte jeg mig hjemme og følte det var et sted hvor der var plads til at stille spørgsmål, udforske og undersøge. Jeg tog min buddhistiske tilflugt hos Tendai på mit første meditations retreat i oktober 2010 og fik mit dharmanavn: Seiren – Fredfyldt lotus.

 

Hvad betyder buddhismens fem forskrifter, som du tog ved din tilflugt for dig, og hvilke indflydelse har de haft på din meditation og praksis?

 Jeg synes egentlig de 5 buddhistiske forskrifter er almindelig sund fornuft, så det har som sådan ikke betydet det store og de har egentlig ikke haft den store indflydelse på min meditation. Dog synes jeg, at meditation på medfølelse støtter mig i at fastholde dem og bruge dem i min dagligdag.

Har du fået nogle positive/negative reaktioner på at du er blevet buddhist fra familie, venner, kollegaer?

 Det eneste negative jeg er stødt på er da jeg blev buddhistisk gift (vi blev viet af Ole Nydahl) – der var der én der spurgte hvorfor jeg så ikke gik med tørklæde og en anden gang var der én der sagde han slet ikke kunne tage mig seriøst, når jeg troede på krystaller og blå elefanter – så den modstand jeg har mødt har typisk været fejlforestillinger om hvad buddhisme er, og når jeg så har forklaret det, har reaktionen været positiv. For det meste har reaktionen været positiv. De fleste kender i dag til buddhisme, Dalai Lama, meditation og mindfulness, og ser det som noget positivt. Min familie har også været meget støttende og bakker op omkring mit valg. Enkelte kan have svært ved at forstå behovet for en religion, men det er ikke noget jeg har oplevet som noget negativt.

Holder du din religion for dig selv eller er du åben omkring den?

 Både og. Jeg går ikke og skilter med at jeg er buddhist, men jeg svarer på det når jeg bliver spurgt, og fortæller gerne om min meditation. Det kan være svært at undgå at se i mit hjem, da jeg har et meditationsrum med min keza, meditationspude og alter og har flere små altre rundt omkring i huset. Af og til går jeg også med min juzu, og det er der også enkelte der kommenterer på, men det er få synes jeg.

Synes du at et etisk regelsæt er nødvendigt for at praktisere buddhisme?

Jeg synes egentlig at det er meget rart med et regelsæt man kan følge. Udfordringen med et sådan regelsæt er dog, at det er mennesker der følger det og mennesker opfatter forskelligt. Der er mulighed for at fortolke, bøje og fordreje, så på den måde tænker jeg at regelsættet ikke bliver bedre end den der fortolker det.

Ser du nogen konflikt mellem dansk kultur og buddhistiske etik?

Nej egentlig ikke – den ligger jo meget tæt op af De 10 bud og det er jo i høj grad kristendommen der har præget den danske kultur. De første tre er jo direkte ulovlige, så det er jo en del af den danske kultur at overholde dem. Den eneste der kan ”konflikte” med dansk kultur er vel ”ikke at bruge rusmidler, som sløver hjernen” da vi i Danmark har noget af en drikkekultur. Og selvfølgelig også den pointe jeg har lavet tidligere i forhold til at slå ihjel.

Hvordan har buddhistisk etik indflydelse i dit daglige liv?

Jeg tror den primære ændring er, at jeg er endnu mere opmærksom på at behandle alt liv respektfuldt og ikke slå ihjel bare fordi det passer mig eller er generende for mig – uanset om det er tissemyre, edderkopper, hvepse eller lignede. En lidt større udfordring kan være de indirekte drab jeg kan være skyld i, som eksempelvis, når jeg er uopmærksom og træder på en snegl eller når min søn graver mudder i haven. Denne del synes jeg er langt svære, også fordi det ikke er altid jeg kan beregne konsekvensen af den indirekte adfærd. Vi slår vel på en eller anden måde ihjel direkte og indirekte hver eneste dag, når vi kører bil, når vi forbruger, når vi går på gaden, når vi fyrer op i vores hjem osv. Ikke at slå ihjel bruger jeg også en del energi på at give videre til min søn, fordi jeg synes det er vigtigt at han også lærer at udvise respekt for alt liv. Det har dog skabt lidt udfordringer for ham da han i børnehaven protesterede vildt mod at andre børn der slog snegle ihjel – og pædagogen retfærdiggjorde det med at det var dræbersnegle, så på den måde kan det være udfordrende i forhold til dansk etik. Selvom vi i den danske lov og i De ti bud også har ”ikke slå ihjel” med som en vigtig del, oplever jeg ikke at vi som samfund lever den ud på anden måde end det liv vi vælger at give værdi – det vil sige andre mennesker og til dels også pattedyr.

Hvad er den vigtigste du har lært af at praktisere de fem buddhistiske forskrifter?

Det der har været mest udfordrende for mig er nok at man ikke må lyve. Det kan umiddelbart synes nemt at overholde, men er egentlig blevet meget bevidst om hvor mange hvide løgne der kan opstår for eksempelvis at beskytte andres følelser. Der synes jeg nogen gange det kan være svært at overholde det, når det ikke tjener et formål at være ærlig, så den arbejder jeg stadig med at blive lidt klogere på. For hvordan kan jeg stille mig til dommer for om andre ”kan tåle sandheden” eller ej? Jeg forsøger så vidt muligt at fortælle sandheden med kærlige ord, men nogen gange kan det være udfordrende synes jeg. Jeg har selv fået et par sandheder i mit liv der har gjort ondt, men som har gjort en kæmpe forskel, og igen kan det være svært at se den vidt strakte konsekvens af at sige handlingen, om det vil gavne eller skade den anden. I forhold til min søn er det utroligt vigtigt for mig at være ærlig på et alderssvarende niveau. Eksempelvis bilder jeg ham ikke ind at julemanden, påskeharen eller tandfeen findes, dette har til tider skabt stor forargelse hos andre forældre, men der holder jeg altså fast. Hvis jeg forventer af ham at han skal være ærlig overfor mig, må han skulle forvente det samme af mig. På en eller anden måde synes jeg også det er at undervurdere børns intellekt og kan i sidste ende gøre at de stille spørgsmålstegn ved deres egen intuition. De fleste børn er jo faktisk bange for julemanden når de er helt små, men forældrene opmuntre til at slippe denne skræk, men det er vel egentlig ret naturstridigt at et barn skal have tillid til et menneske de ikke kan ”se”. Små børn bruger meget ansigtet til at aflæse om en situation er tryg eller faretruende og en julemands ansigt kan være ganske svært at læse med hue, briller og skæg  ;-)

Hvordan vil du forklare dine forskrifter til en der ikke kender til buddhisme?

 Jeg plejer at sige det svarer nogenlunde til De 10 bud, det kan de fleste forholde sig til. Og så synes jeg egentlig resten plejer at give sig selv, for når først jeg har fortalt dem det, giver det mening for de fleste. Mange spørger dog til hvorfor jeg så spiser kød og om jeg så aldrig drikker mig fuld ;-)

Har du læst en bog eller flere om etik som du vil anbefale andre?

Ja! Shomons ’Den lille bog om buddhistisk etik’ synes jeg er meget anbefalelsesværdig!

 

I vores buddhistiske bibliotek kan du læse mere om intensiv meditation, som den praktiseres på et buddhistisk retreat.

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

 

 

(c) 2014 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt