Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


Hvad Dharmaen ikke er

Jeg har utallige citater efterhånden. Jeg samler på dem, og elsker dem. De er passager fra bøger, digte og andre tekster som har ramt noget specielt i mig. Mange af dem finder jeg i stuehjørnet, Et Hjørne af Hjertet.

Vimalakirti Sutra

Til dette års Gyo læser vi Vimalakirti sutra. En meget smuk bog som jeg har beskrevet for andre som Brad Warner på amfetamin. Jeg elsker Brad Warner, som er en buddhistisk meditations lærer og forfatter, for sin ligefremme og direkte facon, og jeg ser meget af det samme skuffe i Vimalakirti. Modsat Warner strøs der ikke med anekdoter fra livet i denne sutra, men den er en koncentreret tekst der skriger dig i hovedet, at du skal vågne op! Jeg elsker den, og dagens citat er fra denne sutra.

“The law is not something that can be resided in. If one tries to reside in it, this is trying to reside in the Law, not seeking the Law. The Law is not something that can be seen, heard, perceived or understood. If one tried to see, hear, perceive and understand it, this is trying to see, hear, perceive and understand the Law, not seeking the Law. The Law is called “unconditioned”. If one tries to approach it through the conditioned, this is seeking the conditioned, not seeking the Law.”

På dansk lyder den nogenlunde som  følgende:

“Dharmaen er ikke noget man kan tage bolig i. Hvis man prøver at tage bolig i den, er dette at forsøge at tage bolig i Dharmaen, ikke at søge Dharmaen. Dharmaen er ikke noget der kan ses, høres, opfattes eller forstås. Hvis man prøver at se, høre, opfatte eller forstå den, er dette at forsøge at se, høre, opfatte og forstå Dharmaen, ikke at søge Dharmaen. Dharmaen kaldes “ubetinget”. Hvis man forsøger at nærme sig den gennem det betingede, er dette at søge det betingede, ikke at søge Dharmaen.”

Det ubetingede, altså det som ikke er opstået og som ikke kan forgå og som ikke er afhængigt af årsager, kalder vi i buddhismen for nirvana. Det betingede er alt vi kender, alt som vores sanser møder.

Jeg har andet steds skrevet at vi skal se ting som de er, og at noget ligger uden for vores begrebsverden og dermed sprog. Dette citat af fantastisk og smukt eksempel på dette. Ved at skrive hvad dharmaen ikke er, begynder vi at kigge steder hen, vi ellers aldrig ville lede. Og én ting er sikkert; Dharmaen, Nirvana, al tings sande natur er ikke at finde eller forstå som Einsteins relativitetsteori eller Sartre’s eksistentialisme. Vi skal søge den, men ikke som vi søger forståelse af ting normalt. Vi skal stoppe og se, som Chi-i siger, i sin beskrivelse af Shikan meditation. Bringe tankerne til ro, ved at se dem for hvad de er og bare se, så ser vi ting som de virkeligt er; smukt, fredfuldt, Nirvana.

 

af Kosei Rasmus Storm

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

Kokorodo

Kokorodo betyder ’Hjertes Vej’. Det er et udtryk der beskriver en særegen Tendai praksis: lange gåture, eller små pilgrimsrejser, om man vil. Denne form for meditations praksis kaldes også kaihogyo, og er en slags gående meditation, men slet ikke som den kinhin man laver indendørs. På en Kokorodo går man gennem naturen, ad en på forhånd tilrettelagt rute. Man besøger forskellige steder, hvor buddhanaturen viser sig. Det kan for eksempel være på særlige udsigtspunkter, i skovlysninger, eller ved vand. Ved disse steder stopper man, og tillader sig selv den glæde det er at påskønne noget helligt.

 

Pilgrimsfærd eller gående meditation

rulle-fra-saikoku

Selv har jeg forskellige Kokorodo ruter; nogen i Danmark og nogen i Italien. I Danmark går mine ture blandt andet forbi en vandreblok med hellige tegn, en gammel tørvebænk, en runddysse, en mose, en gammel kongegrav med et helt særligt træ, og et par vrange bøge. I Italien er der også masser af tydeligt hellige steder, og de fleste er allerede markeret af andre vandrere; de er smykket med ikoner, levende lys, friske blomster og så videre. Uanset hvor min Kokorodo tager mig hen, så er den altid en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd til buddhanaturens manifestationer og en meditation på altings sande natur; en tur der gås i taknemmelighed og ærefrygt.

 

Kaihogyo i japansk buddhisme

Kokorodo er inspireret af en praksis som findes i Enryaku-ji templet på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på sådanne lange gående meditationer, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen – under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter ‘Marathon Monks of Mt, Hiei’; der ligger et par gode film om dem.

 

Buddhistisk kalligrafi og pilgrimsfærd

I vores Dharma Center hænger der en kalligraferet pilgrimsrulle i hondoen.

Denne rulle stammer fra den japanske Saikoku Pilgrims Rute, som går rundt til ialt 33 af buddhismens hellige steder, dedikeret til Kannon Bodhisattva (Skt: Avalokitesvara). Jeg har fået den af min buddhistiske lærer, Monshin Naamon, som igen har fået den af Elizabeth Ten Grotenhuis (forfatter til bl.a. værkerne “Japanese Mandalas: Representations of Sacred Geography”, og “Along the Silk Road, Narrative Picture Scrolls”). Elizabeth har gennemført denne pilgrimsrute ikke mindre end tre gange, og rullen her stammer fra en af disse ture.

 

Natur og Buddhanatur

Uanset om man vandrer ad en traditional rute, eller om man bare sætter den ene fod foran den anden og hilser de smukke steder på ens vej hvor Buddhanaturen skinner så stærkt igennem, så er Kokorodo en vidunderlig praksis. Det er noget der skal prøves, og allerhelst i fællesskab med andre. Aldrig er Vejen så smuk, som når man vandrer den med gode venner – og aldrig er den så let, når man lader sig bære af det mantra man konstant fremsiger for sig selv: Namaku samanda bazaranan senda makaroshana sowataya untarata kanman. 

Hvis du har lyst til at prøve at deltage i en Kokorodo, så tjek de forskellige grupper rundt om i landet, og hør om ikke en af dem har det på programmet.

 

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

Buddhistisk kontemplation

I forbindelse med vores fælles meditationer og buddhistiske sanghamøder taler vi tit om kontemplation. Vi kontemplerer måske et vers eller en af buddhismens doktriner. Der er imidlertid jævnligt folk der siger til mig, at de synes det er lidt svært at finde ud af, hvad det egentlig er man skal stille op med en kontemplation i meditation. Derfor vil jeg prøve at give nogen overordnede retningslinjer, og komme med et eksempel på hvordan en kontemplation kan laves. 

 

Hvad er buddhistisk kontemplation?

Kontemplationer kan laves på et utal af forskellige måder, og der er egentlig ingen måde der er mere rigtig end andre. Prøv dig frem; begynd eventuelt med at følge mine anvisninger, og lad så dine kontemplationer udvikle sig på deres egen måde.

Før du overhovedet begynder selve kontemplationen, skal du starte med at give dig selv en chance for at ankomme. Bring opmærksomhed til din krop, og sørg for at den udstråler vågen, afslappet energi. Bring opmærksomhed til dit sind, og sørg for at sætte nogen passende rammer for din kontemplation. Måske har du lyst til at recitere et buddhistisk vers for dig selv, en lille bøn, eller bodhisattva-løfterne – måske vil du bare trække vejret dybt igennem et par gange. Det der er vigtigt, er at du forbereder på, at nu skal der til at ske noget særligt

 

Forberedelse til meditativ kontemplation

Ofte er det en god ide først at sidde en tid i shikantaza meditation. Det giver sindet en chance for at falde til ro, og det opbygger en koncentration, som kan være vældig brugbar i kontemplation.

Når du har siddet en tid, vil du kunne fornemme at du er klar til at modtage din kontemplation. Måske er der en der giver den til dig, måske skal du selv læse eller huske den. Uanset hvad, så kommer der et tidspunkt hvor du står ansigt til ansigt med din kontemplation – og hvad så? Hvad skal du stille op med den?

Du kan starte med bare at betragte den. Se den udefra; lad være med at engagere dig for dybt i den til at begynde med. Måske kan du forestille dig at den er en lille sten, som du blidt kaster ud i en stille sø. Se hvordan den bryder vandoverfladen, og betragt det mønster den skaber.

Lad være med at bekymre dig om at forstå, analysere eller bedømme den. Det betyder ikke så meget, om du er enig i ordene eller ej; om du finder dem tiltrækkende, frastødende eller fuldkommen ligegyldige. Kontemplationen er, hvad den er. Hvad er det?

Kontemplation kan, som alle andre meditationer, vække stærke reaktioner i dig. Nogen gange vil du opleve at blive fyldt af dyb ro, taknemmelighed eller klarhed – nogen gange er det måske afsky, arrigskab eller arrogance der dukker op. De fleste gange vil du formentlig først og fremmest opleve kedsomhed. Hvis du fortsætter med at arbejde med kontemplationen, vil du nok, over en vis periode, opleve både latter, fryd, gråd og sløvhed. Det hele kommer og går – lad være med at lægge for meget i det. Bare se det komme og gå; vær det rolige vidne til livets omskiftelighed i mikro-format.

Vær din kontemplation, bliv ét med den, uden nogen form for skelnen eller kritik. Spekulerer lynet på, om det skal slå ned hist eller her? Overvejer bølgen om den gider slå op mod land? Tillad kontemplationen bare at eksistere, at være, uden mål eller med.

Tag kontemplationen til dig. Optag den i dig; lad dig opløses i den.

Prøv for eksempel en meditation, hvor du lader selve kontemplationen være kontemplationen: Er du kontemplationen, eller er kontemplationen inde i dig

Brug gerne vores 40 minutters lydfil. Start med at sidde shikantaza. Undervejs i meditationen, efter 20 minutter, bliver der ringet med en klokke. Lad dette være dit tegn til at gå over til kontemplationen, som du så arbejder med i de sidste 20 minutter.

 

 

(ekstern afspiller)

 

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

 

Medicin eller meditation?

At prøve at helbrede depression via spirituel praksis alene kan gøre tilstanden kronisk, og øge chancen for et tilbagefald, ifølge en ny undersøgelse. Roger Walsh, Robin Bitner, Bruce Victor og Lorena Hillman, som alle er læger og erfarne mediterende, forklarer hvorfor både antidepressiv medicin og meditation spiller en vigtig rolle i behandlingen af depression.

— +++ —

Når vi til at starte med bevæger os ud på den spirituelle vej, tror mange af os, at spirituel praksis er alt vi har brug for. Gamle tekster fanger os med historier som; ”De hørte belæringerne, trak sig tilbage i skoven for at meditere, og blev oplyste” Historie slut! Hvor simpelt og let. Men et sted på vejen løber vi ind i et problem, – virkeligheden. Det bliver tydeligt at mange af de klassiske historier om spirituelle liv er ekstremt idealistiske, i stil med de klassiske Hollywood historier om dreng møder pige, hvor dreng og pige forelsker sig, rider mod solnedgangen og lever lykkeligt til deres dages ende.  Enhver som er i et forhold, ved at noget er blevet udeladt af den historie.

Helt kort så viser spirituel praksis sig at være langt mere komplekst og krævende end antaget. Der er ganske vist mange gaver, dyder og nogle ærefrygtindgydende glimt af vores spirituelle potentiale hen ad vejen. Men det der skjuler dette potentiale er lag på lag af svære følelser, tvangsprægede vanemønstre, og talløse gamle sår, frygt og forbier. Og ironisk nok gør spirituel praksis ofte disse udfordringer endnu mere pinefuldt iøjnefaldende.

Vi har tydeligvis påtaget os et stort projekt, og vores første forestillinger om at tage på et par retreats for derefter at sole os i ren lykke stilner af, efterhånden som en mere realistisk påskønnelse af vejen opstår.  Den enorme udfordring det er at helbrede og vække et sind – endsige alle andres sind med, i henhold til bodhisattvaløfterne, – bliver skræmmende tydelig. Nogle af os begynder endda at overveje om spirituel praksis alene altid kan klare opgaven fyldestgørende.

Som resultat deraf har mange af os der har praktiseret meditation og fulgt en spirituel praksis over en lang periode, stillet spørgsmålet om der findes andre metoder som vi kan bruge for at optimere vores individuelle og kollektive helbredelse og opvågnen, – metoder som ikke stammer fra de spirituelle traditioner. Og efterhånden som antallet af spirituelle, psykologiske, medicinske og andre helbredende praksisser bliver ved at vokse, bliver dette til stadighed et mere perpleks – og hele tiden mere relevant spørgsmål. Vi har behov for en signifikant og disciplineret evaluering af hvordan man bedst kombinerer dharma og diverse terapeutiske tilgange, inklusiv den mest kontroversielle af alle behandlinger; medicinering.

Faktisk er en sådan evaluering allerede påbegyndt. Dette foregår dog på et tidligt stadie, men er ikke desto mindre undervejs.

Psykoterapi og meditation

Da buddhismen først kom til vesten så mange lærere og praktiserende, til at begynde med, psykoterapi som overfladisk, unødvendigt og muligvis kontraproduktiv. Som tiden gik måtte flere og flere praktiserende se en krise i øjnene, eller de følte simpelthen at deres spirituelle praksis ikke håndterede dybere problemer, som stod i vejen for deres udvikling. Psykoterapiens forhold til spirituel praksis begyndte at undergå en reevaluering, og de to tilgange begyndte at blande sig lidt mere med hinanden. Blandt de første til at bygge bro mellem terapi og spirituel praksis var Jack Kornfield, som både er meditationslærer og psykolog. I 1993 skrev han artiklen ”Even the Best Meditators Have Old Wounds to Heal: Combining Meditation and Psychotherapy” som blev udgivet i bogen Paths Beyond Ego; The Transpersonal Vision. Hvori han argumenterede:

For de fleste mennesker er meditation bare ikke nok. I bedste tilfælde er det et enkelt vigtigt stykke af en sammensat vej af at åbne op og vågne… Der er mange områder af personlig udvikling (sorg og andre uafsluttede processer, former for frygt og forbier, tidlige sår og mere) hvor god vesterlig terapi, alt i alt, er meget hurtigere og mere succesfuld end meditation… Betyder dette at vi skal erstatte meditation med psykoterapi? Overhovedet ikke… Det det kræver, er modet til at se det hele af det som opstår, i øjnene. Først da kan vi finde den dybe helbredelse vi søger, – for os selv og for vores planet.

De var kontroversielle for deres tid og Kornfields ideer har nu opnået vidtstrakt accept. Faktisk bliver meditation og psykoterapi integreret i mange forskellige sammenhænge; klienter og patienter i terapi bliver tilbudt meditation, og mediterende bliver tilbudt terapi. Forskning har overbevidst terapeuter af meditationens værdi som en vært for psykologiske og psykosomatiske vanskeligheder. Faktisk er mange terapeuter og meditationslærere nu enige om, at meditation og psykoterapi kan være gensidige faciliterende. Mediterende lader til at gøre fremskridt hurtigere i terapi, mens psykoterapi kan forbedre virkningen af deres meditation.

Derudover er kombinations terapi, der integrerer meditation og psykoterapi, voksende og viser sig ofte at være mere effektiv end nogen af delene for sig. Den originale inspiration var Jon Kabat-Zinns meget brugte ”mindfulness-based stress reduktion” (MBSR).  Oprindeligt udviklet til at behandle kronisk smerte, men MBSR har siden da vist sig at være behjælpelig på en samling af forskellige psykiske og psykosomatiske problemer. Forskellige forstyrrelser der har responderet godt på MBSR rækker helt fra angst, aggression, stress og spiseforstyrrelser på den psykologiske side, over til astma, hjertekrampe og forhøjet blodtryk på den somatiske side.

Flere nylige kombinationer forener buddhistisk mindfulness med specifikke psykoterapier. Her i blandt ‘mindfulness-baseret kognitiv terapi’ for depression, ‘mindfulness-baseret søvn behandling’ for søvnløshed og ‘mindfulness-baseret parforholdsterapi’ for at styrke forhold. Forskning bekræfter virkningen af disse tilgange. Flere brede kombinationsbehandlinger inkorporer flere psykologiske, spirituelle og somatiske strategier. Kort sagt så sker integrationen mellem kontemplativ og konventionel terapi hurtigt og resultaterne er lovende.

At kombinere meditation og psykoterapi giver mening hvis vi værdsætter hvordan de supplerer hinanden. For det meste fokuserer meditation hovedsageligt på at udvikle evner som koncentration og bevidsthed, hvorimod psykoterapi hovedsageligt fokuserer på at ændre objekterne for bevidstheden, såsom følelser og overbevisninger. Der findes selvfølgelig også betydelige sammenfald, men det komplementære viser hvorfor at det at kombinere begge tilgange, kan være hjælpsomt. Meditationens egenskaber faciliterer psykoterapeutisk helbredelse af smertelige mønstre, mens den psykoterapeutiske helbredelse af disse smertelige mønstre kan mindske forstyrrelsen af spirituel praksis.

Hvilke praktiske konsekvenser kommer der er denne forbindelse, mellem psykoterapi og spirituel praksis? Det ser ud til at spørgsmålet om hvorvidt meditation og psykoterapi kan øge hinandens virkning er blevet besvaret: mange får gavn af at kombinere dem og dette er blevet observeret af klinikere og demonstreret via forskning. Når gamle traumer, smerter og mønstre gentager sig i en uendelighed, eller får spirituel praksis til at virke overvældende og håbløs, er den bedste løsning ikke nødvendigvis den klassiske; én eller flere praksisser. I stedet kan det være psykoterapi må træde til.

Medicin og meditation

Nogle gange er hverken meditation eller psykoterapi, – eller en kombination af begge, nok. Depression kan være så invaliderende, angst så overvældende, og gamle smerter så traumatiske at spirituel praksis visner og psykoterapi kun har ringe effekt. En mental tilgang alene er utilstrækkelig. Og det bringer os til et af de mest debatterede emner blandt spirituelt praktiserende: hvorvidt det er behørigt at bruge medicin for at afhjælpe psykologiske og spirituelle problemer. To grupper har indtaget indbyrdes modstridende holdninger. Vi kunne kalde dem puristerne og pragmatikerne.

Spirituelle purister argumenterer, at hvis mental lidelse er spiritual og karmisk fundamental, må spirituel praksis alene være passende behandling.  Et standard svar til problemer er derfor “mere praksis”. Desuden er de bekymrede omkring at medicin muligvis sløver eller afsporer spirituel praksis. De er bekymrede for, at hvis lidelse blot kan opløses med en pille, så bliver motivationen til praksis muligvis også opløst. De bekymrer sig også omkring at medicin muligvis reducerer eller forvrænger bevidsthed og dermed gør praksis endnu sværere. Med dette syn kan medicin som antidepressiv eller medicin mod angst, være nye former for ”sinds-forstyrrende rusmidler” som er forbudt, ifølge de løfter som mange lægbuddhister har taget. Derfor er det, at tage disse moderne farmakologiske midler, ensbetydende med at bryde disse løfter. Endnu en bekymring er, at potentielle værdifulde spirituelle udfordringer som den klassiske ”dark night of the soul” kan blive fejldiagnosticeret som psykopatologisk, og derefter undertrykt med medicin frem for udforsket og undersøgt.

Som kontrast dertil, holder pragmatikere på at spirituel praksis alene simpelthen er utilstrækkelig, eller i det mindste ikke optimal til at helbrede alle mentale lidelser. De fornægter dog ikke gyldigheden af nogle af puristernes bekymringer, men argumenterer for at visse problemer og patologiske sygdomme responderer bedst på behandling, og en af disse værende medicin. Stan og Christina Gro, som har skrevet meget om spirituelle nødsituationer og grundlagt Spirituel Emergence Network for at tilbyde støtte til mennesker der er i sådanne situationer, tilskynder dette pragmatiske perspektiv. De er helt enige i at nogle spirituelle nødsituationer bedst bliver behandlet, ikke med undertrykkende medicin, men med hævdvundne spirituelle og psykologiske principper. Principper der inkluderer et støttende forhold til en spirituel guide, genindlæring (hvor det er passende) af respons i nødsituationer som en spirituel proces og mulighed, og opsætte positive forventninger. Men de indser også at nogle nødsituationer er så alvorlige, at de kræver en medicinsk indgriben.

Når det kommer til idéen om at der er noget ikke-spirituelt ved at tage medicin for at ændre neurotransmittere som seretonin, bør vi måske overveje hvordan John Tarrant Roshi, som også er Ph.d psykolog, afmystificerer hjernes kemi. ”Hvad er seretonin?” spørger han. ”Det er også en del af det originale lys. For nogle kommer det som seretonin, for andre i form af et smil. Der er mere end en måde at flytte neurotransmittere rundt på, – at meditere kan gøre det- at få et knus fra en kan også gøre det.”

Debatten mellem purister og pragmatikere minder sjovt nok om en der skabte røre årtier siden i psykiatrien. På den tid var den psykiatriske verden styret af psykoanalytikere der mente, at stort set alle psykologiske problemer og patologisk sygdomme kunne spores tilbage til tidlige psykologiske årsager. De vred sig da antidepressivt og antipsykotisk medicin først kom frem, og påstod at medicinen kun kunne lindre overfladesymptomer, mens de dybereliggende årsager forblev urørte. Med tiden ændrede de mening, efterhånden som den farmakologiske succes skød i vejret, og især da nogle længe-analyserede, men kun lidt hjulpne patienter reagerede godt på antidepressive, og efterfølgende sagsøgte deres psykoanalytikere for at have tilbageholdt medicin. Det betyder ikke at psykoanalyse er ubrugelig, men blot at det alene kan være utilstrækkelig i behandlingen af alvorlige psykologiske lidelser. Og lige så kan meditation og spirituel praksis også være utilstrækkelig når det kommer til psykologiske lidelser.

Depressionens helvedes verden

Spørgsmålet om effektiv behandling er yderst vigtig, fordi konsekvenserne af utilstrækkelig behandlede mentale forstyrrelser er enorme. F.eks. er dyb depression listet som verdens fjerde største medicinske årsag til inhabilitet, og af uforståelige grunde forbliver hyppigheden og sværhedsgraden stadig voksende. Alligevel er de fleste mennesker med depression, inklusiv de som er spirituel praktiserende, stadig ubehandlede. Det er tragisk, fordi lidelsen og det invaliderende ved større depressioner, kan være frygtelig og hjerteskærende for alle de der bliver berørte af det. Overvej de følgende udtalelser fra lidende af depression:

”Ved et uheld faldt jeg over mit sofabord og brækkede begge mine ben.  Jeg ønsker at du skal vide at den smerte jeg oplever fra min depression er meget værre end den smerte jeg oplevede da jeg brækkede mine ben.”

”Den psykologiske smerte jeg oplevede under mine depressive perioder var frygtelig og meget værre end den fysiske smerte jeg oplever med svulster i mine knogler fra kræft.”

At høre disse udtryk for den smerte disse mennesker har oplevet, minder os om at depression har været anset som en spirituel krise i nogle traditioner, til trods for at klassisk buddhisme stort set ikke nævner det. F.eks. den jødiske cabalist Aryeh Kaplan der sagde det meget tydeligt: ”Der er ikke noget der kan forhindre oplysning mere end depression, selv for de som er værdige.”

De fleste mennesker i dag kender nogen der har været påvirket af depression og forstår derfor hvor alvorligt og invaliderende depressiv lidelse kan være. Og i en del tid har vi hørt om den lindring som antidepressive kan give til de som er blevet ramt af det. Den buddhistiske praktiserende Shava Carr var længe imod at tage medicin, men efter at være begyndt, skrev hun rørende:

Ved du hvordan det er at være så følsom at luften gør dine øjne ømme og det samme gør søvn?….

At være så følsom at man skaber et flammende fyrværkeri i maven?

Hvordan det er at tage antidepressiv medicin?….

Det er som at være ved at drukne dagligt for pludselig at opdage at man flyder med ansigtet mod solen.

Til trods for den voksende mængde forskning der beviser effektiviteten af medicinen og anekdotiske optegnelser af fordelene af det for mediterende, har der været meget debat i spirituelle kredse om brugen af medicin. Hvad der dog har manglet, er faktisk forskning og data fra spirituelle praktiserende selv. Så vi og andre er begyndt at lave sådan forskning og tidlige resultater indikerer at når det kommer til brug af medicin af mediterende, stiller beviserne sig ved den pragmatiske side.

Hjerne og sind

Lad os først se på forholdet mellem mentale tilstande og hjernetilstande. Vi ved alle, at ændre tilstande i hjernen, – såsom med sult, en kop kaffe eller et beroligende middel, kan have dramatiske effekt på mentale tilstande. Hvad nye teknologier, såsom hjerneskanninger afslører, er at årsagssammenhængen også kan gå i den modsatte retning: mentale tilstande kan også påvirke hjernetilstande. En lang række af stimuli og situationer,– fra motion og oplevelser ’udenfor det normale’, til meditation og psykoterapi, kan faktisk ændre både hjernens struktur og funktion. (For et udmærket resumé af hvad forskere har lært om neuroplasticitet, som handler om hvordan hjernestruktur og funktion kan modificeres, læs da bogen Train Your Mind: Change Your Brain, af Sharon Begley.)

Det er derfor ikke overraskende at meditation og psykoterapi kan forbedre nogle nervefunktioner, og sommetider til dels helbrede hjernens kemi og endda struktur. Som konsekvens deraf kan vi forvente at nogle ’hjerne-sind’ dysfunktioner vil blive helbredt, eller i det mindste forbedret, af spirituelle og psykologiske indgriben.

Men andre dysfunktioner kan vise sig genstridige. Store kroniske lidelser, – om de kommer fra defekte gener, frygtelig opvækst eller langtidsvarende stress, kan være så svære og så uudslettelig stemplet ind i nervekemien og arkitekturen, at næsten ingen mængde af meditation eller psykoterapi fuldt ud kan vende om på dem eller overvinde dem. I sådanne tilfælde kan den mest strategiske måde at afhjælpe både symptomer og den underliggende nervepatologi være ved direkte nerveindgriben. Dette sker mest almindeligt ved at afbalancere nervekemien via medicin.

Igen; dette er ikke for at sige at spirituel praksis eller psykoterapi ikke kan hjælpe, men nærmere, at de alene kan være utilstrækkelige. Selv meget langstrakt praksis kan være utilstrækkelig. Faktisk har vi mødt og konsulteret ikke kun med praktiserende, men også med flere lærere hvis lange dedikerede praksis simpelthen ikke var nok, til fuldstændigt at overkomme genetiske kræfter og store traumer, og som fik gavn af medicin. Optimal helbredelse kan kræve flere terapeutiske tilgange, hvoraf en er farmakoterapi.

Dette er let at sige, men kan alligevel være en svær beslutning for spirituelle praktiserende som kæmper med spørgsmålet om hvorvidt de skal begynde at tage medicin, almindeligvis, antidepressive. Dette er hvor forskning om hvordan det er gået for spirituelle praktiserende der tager medicin, kan give hjælpsom information til de som prøver at tage den svære beslutning, især hvis de møder presset fra puristernes syn på sagen.

Praktiserende buddhister der tog antidepressive

Vores hold af forskere, alle læger og erfarne mediterende, undersøgte en gruppe af 19 buddhistisk praktiserende (13 kvinder og 6 mænd) med diagnosticerede alvorlige depressioner. Disse praktiserende havde alle mediteret, hovedsageligt vispassana-meditation, de sidste tre år, havde deltaget i to eller flere ugelange retreats og havde taget antidepressive gennem de sidste to år. Den mest almindelig brugte medicin var selektive serotonin re-uptake hæmmere (SSRI), – såsom Prozac, Zoloft og Celexa , hvilke, som navnet indikerer, specifikt hæmmer re-uptake af den humørregulerende neurotransmitter-serotonin.

Vi bad disse praktiserende om detaljerede tilbagemeldinger om deres oplevelser, mens værende på antidepressive, både i dagliglivet og på retreat. Vi ønskede ikke bare at finde ud af om det antidepressive hjalp, men præcis hvordan det hjalp og hvilken virkning det havde på sindet, meditation og dagligliv.

Virkningerne viste sig kraftfulde og positive. De fleste reporterede at antidepressive hjalp dem med mange følelsesmotiverende og kognitive funktioner. Følelsesmæssige forandringer var i overensstemmelse med antidepressiv virkning. De smertefulde følelser af vrede og sorg aftog betydeligt, men med frygt sås en mindre respons. De positive følelser af glæde, kærlighed og medfølelse øgedes, og det samme gjorde selvværd. Motivation undergik en interessant forandring. Depression er ofte ledsaget af en modløs mangel på motivation og interesse, så det er betydeligt at vores deltagere følte sig mere motiverede. Og alligevel rapporterede de samtidigt at tilknytning og begær faktisk blev mindre. De reporterede helt tydeligt om en motiverende forandring i en sund retning. Deltagerne følte sig roligere og deres bevidsthed var klarere. Man ville nok forvente disse resultater, eftersom deltagerne ikke længere skulle kæmpe med intense smertefulde følelser.

To fordele som vi havde forventet viste sig ikke tydeligt hos deltagerne. Under depressive perioder klager folk ofte over lav energi og dårlig koncentration. Som konsekvens deraf havde vi regnet med at en succesfuld antidepressiv behandling ville forbedre energi og koncentration. Men selvom der var en udvikling i den retning, nåede det ikke et statistisk betydeligt niveau.

Den største effekt af alle var den dramatiske forøgelse af sindsro. Sindsro er evnen til at opleve provokerende stimuli fuldt ud, uden forsvar og uden psykologisk forstyrrelse. Det er meget værdsat i kontemplative grene, og er blevet beskrevet som ”devine apathea” af The Christian Desert fathers, ”euthymia” af Stoikerne, ”dispassion” af yogier og ”serenity” af hassidic-jøder. I buddhismen, er sindsro en af de syv faktorer af oplysning (syv mentale kvaliteter der er særlig vigtig for spirituel modning) og den sidste af De Fire Uendelige Dyder; kærlig venlighed, medfølelse, deltagende glæde og sindsro.

Hvad vi har lært

Hvad tyder disse fund på? Det er tydeligt at de fleste mediterende følte at de og deres spirituelle praksis helt klart fik gavn af at tage antidepressive. De forandringer de beskrev viser det tydeligt. Om man ser det fra et klassisk kontemplativ eller nutidig psykologisk perspektiv, så viser de fordele de beskriver, at de oplever større psykologisk og spirituel velvære.

Flere deltagere rapporterede at den antidepressive medicin gjorde dem i stand til at genoptage, eller betydeligt forbedre deres meditation og spirituelle praksis. Derudover rapporterede to deltagere spontant at den antidepressive medicin gav dem et løft, som de efterfølgende var i stand til at opretholde ved meditation alene. Observationen om at meditation kan være i stand til at opretholde gevinster som oprindeligt kom af medicin, er særlig vigtig fordi det nu er så smerteligt tydeligt at depression kan være en længerevarende tilstand med tilbagefald, især hvis det forbliver ubehandlet. Jo længere tid depression får lov at være ubehandlet, jo større er risikoen for at den bliver kronisk, at man får tilbagefald og blive resistent overfor behandling. Tidlig effektiv behandling og forebyggelse af tilbagefald er afgørende.

Men hvordan man forebygger tilbagefald, er udfordringen. De fleste læger, – og derfor deres patienter, læner sig op ad længerevarende farmakoterapi alene, selvom at psykoterapi sommetider er mere effektiv til at forhindre tilbagefald, når først medicinen har lindret den indledende krise. Et lignende mønster viser sig for andre psykologiske lidelser, såsom panikangst og OCD. Også her kan det at indlede med medicin være hjælpsomt eller endda nødvendig, men psykoterapi er sommetider mere effektivt i vedligeholdelse. Nogle bliver ved med at have brug for medicin, for at forhindre tilbagefald. Men psykoterapi hjælper andre til at vedligeholde deres helbred, efter de med tiden har sluppet deres medicin.

Det virker da sandsynligt at meditation og anden spirituel praksis, – især daglig længerevarende praksis, også kan hjælpe til at forebygge tilbagefald og vedligeholde helbredet. Faktisk, så har kombinationen af meditation og kognitiv terapi i mindfulness-baseret kognitiv terapi, allerede vist sig yderst hjælpsomt med at forebygge tilbagefald til depression.

Antidepressiv medicins begrænsninger

Antidepressive er naturligvis ikke et universalmiddel. De fungerer ikke lige godt for alle og som alt medicin, kan de have bivirkninger. Desværre er de ofte den eneste behandling der bliver tilbudt af nogle læger, og den eneste som sygeforsikringen vil betale for,-  selvom de har den bedste virkning når de titreres af en læge og kombineres med andre tilgange.

En optimal kombination kunne inkludere antidepressive, psykoterapi, spirituel praksis og en sund livsstil. En sådan livsstil ville helt sikkert indeholde motion, som kan være meget hjælpsomt mod angst, depression og mange andre psykiske dårligdomme, især de som er stressrelaterede. Andre væsentlige livsstilsingredienser inkluderer social og spirituel støtte, tid i naturen, kropsudfoldelse og en sund diæt. Faktisk kan kosttilskuddet fiskeolie være meget hjælpsom på depression og muligvis en bred vifte af andre mentale (og fysiske) helbredsproblemer også.

Er der ”spirituelle bivirkninger” eller komplikationer ved brugen af antidepressive? Vores studie fandt ingen. Dette var dog en lille undersøgelse og større undersøgelser kan muligvis opdage subtile spirituelle omkostninger, og måske flere subtile fordele også. Nogle praktiserende, ikke fra vores studie, klagede over problemer der kunne blive kaldt spirituelle bivirkninger, især omhandlende at være distanceret fra følelser. Faktisk opdagede en af os, Roger Walsh, noget lignende da han blev tildelt SSRI Zoloft i behandlingen af en gastrisk sygdom (antidepressive kan bruges til meget andet end at behandle depression.) Selvom der ingen bivirkninger opstod under vispassana-meditation fandt han, under et metta-retreat, at medicinen hæmmede de kraftfulde positive følelser af glæde, lykke og kærlighed som fremkaldes af denne praksis. Faktisk så gav hans observation den første motivation til at lave vores forskning. Der er mulighed for at der kan findes andre subtile spirituelle og psykologiske bivirkninger af antidepressive (og anden medicin) der endnu ikke er blevet identificeret.

Dette bekræfter blot den klassiske viden om at alle behandlinger, – medicinske, psykologiske og spirituelle, kan have bivirkninger og uventede komplikationer. Der findes ingen gratis terapeutiske frokoster; alle behandlingsbeslutninger involverer afvejning af omkostninger og fordele. Men det er vigtigt at indse at det kan være langt mere bekosteligt ikke at behandle en lidelse end at behandle den.

Vores lille undersøgelse, kombineret med anden forskning, kliniske observationer og patienters rapporter lader til at indikere at mange spirituelle praktiserende som lider af depression kan få gavn, både spirituelt og psykologisk, af et passende brug af antidepressive. Mere generelt så kan spirituelle praktiserende som lider af forskellige psykologiske forstyrrelser få gavn af skønsom brug af flere behandlinger, inklusiv psykoterapi og meditation. At prøve at være hård og helbrede sig selv med spirituel praksis alene, kan ikke alene forlænge unødvendig lidelse, men også føre til større risiko for tilbagefald, komplikationer og at lidelsen bliver kronisk.

At være villig til at se den smerte, man ikke kan komme uden om i livet i øjnene, er ofte et tegn på mod og visdom. Ikke at være villig til at bruge effektive behandlinger for at lindre unødvendig smerte, kan ikke desto mindre være et tegn på misforståelse og et spirituelt superego der er gået amok. Når alt kommer til alt, så anser buddhistisk psykologi glæde og lykke som sunde gavnlige spirituelle kvaliteter og anbefaler ikke at udsætte sig selv for unødvendig lidelse som en spirituel vej.

Det vi og vores urolige verden har brug for er omhyggeligt at vurdere og optimalt gøre brug af de enestående række af behandlinger der nu er til rådighed for os. Kun en sådan åben og flergrenet tilgang kan gøre sig håb om at tage fat om de mange former for lidelse, og derved optimere helbredelse og opvågning for os og vores verden.

———————————————————————————————————————————————–

Roger Walsh er professor i psykiatri på University of California i Irvine og forfatter af Essential Spirituality: The Seven Central Practices og The world of Shamanism, og medudgiver af Higher Wisdom: Eminent Elders Explore the Continuing Impact of Psychedelics.

Robin Bitner og Bruce Victor er begge ved den psykiatriske afdeling på University og California i San Francisco, og Victor har også privat praksis i San Francisco.

Lorena Hillman er familielæge i  San Francisco Bay Area.

Forfatterne vil gerne takke de praktiserende som meldte sig som frivillige til at være forsøgspersoner for den forskning beskrevet her.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist.

Denne artikel er skrevet af Roger Walsh til magasinet Buddhadharma. Roger Walsh har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk.)

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

(c) 2014 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt