Velkommen til Tendai eSangha!

Bliv en del af eSangha – et gratis og uforpligtende online fællesskab for alle med interesse for buddhisme og meditation. Deltag i meditationskurser, online meditationer og diskussioner, læs artikler, stil spørgsmål eller lyt til podcasts om buddhisme og meditation. Alle er velkomne.Opret dig som bruger af eSangha.

Medlemskab er gratis og ganske uforpligtende. Vi passer naturligvis godt på dine oplysninger, og videregiver dem ikke til andre.



Lidt fra eSanghaen (log ind for at læse hele artiklen)

Log ind

Brugernavn
Kodeord

» Glemt kodeord?


At slippe bebrejdelse

Kan du tilgive dine forældre? Det kan du når du indser at din lykke ikke er afhængig af ydre omstændigheder, siger Mark Epstein.

Jeg sad i min bil en morgen efter at have kørt mine børn i skole, og skiftede utålmodigt mellem de indkodede stationer på radioen, da jeg hørte en genkendelig stemme, i hvad der virkede til at være en usædvanlig sammenhæng. Det var en dyb mandestemme som jeg kunne genkende, men ikke sætte ansigt på. Den var i en arbejdsmands bistre men alligevel afslappede rytme, og håndterende et emne der virkede så følsomt at det næsten var uanstændigt. Han talte om hvor svært det er at få børn når ens egen barndom langt fra var perfekt. ”Vi tager det gode af det vi fik fra vores forældre og giver slip på resten. Sådan ærer vi dem” sagde stemmen. Jeg skruede op for lyden og prøvede at regne ud hvem han var. Forældreskab er et almindeligt emne, men den som talte lød ikke til at være den sædvanlige autoritet man hører i radioen i den forbindelse. Han lød mere som en soldat der talte om sine faldne kammerater, og emnet handlede lige så meget om sorg som om børneopdragelse. Det tog mig ikke meget længere tid at identificere stemmen som Bruce Springsteens. Han blev interviewet i forbindelse med en kommende pladeudgivelse.  Men emnet – at få børn som middelaldrende og reflektere over hvordan ens egne vanskeligheder i barndommen har haft indflydelse på egen evne til at opdrage børn – var ikke det man normalt hørte om fra en stjernes medieomtale-maskineri.

Jeg blev ramt af visdommen af Springsteens kommentar om at vi tager det gode af det vi får fra vores forældre og giver slip på resten. Det smagte lidt af buddhisme, selvom det ville være svært at identificere hvad det var der nøjagtig lød buddhistisk. I meditation øver vi os i ikke at skubbe det ubehagelige væk og ikke klynge os til det behagelige – dette var lidt anderledes. Dette handlede om ikke at afvise sine forældre fordi de var uperfekte, ikke at prøve at tvinge dem til at anerkende deres mangler, ikke at afvise selv at blive forældre pga. hvad de har gjort mod os, ikke at dvæle ved de ar vores forældre skabte, ikke at tvinge sig selv til at lade som om at ens forældre var rimelige når de ikke var, men simpelthen være i stand til at tage imod det der var godt, mens man giver slip på det der ikke var. Der var ingen bebrejdelse i Springsteens ord eller tone – det var det der fangede min opmærksomhed. Efter i årevis at have lyttet til Springsteens musik, med dens klaustrofobiske antydning af at han var vokset op i en lille fabriks by i New Jersey, fandt jeg nu hans udtalelser endnu mere gribende. Her var en mand der var i stand til at ære sine forældre ved at nægte at gentage det de havde ødelagt, en mand der forstod, at i netop denne fornægtelse af dem var en påskønnelse af deres indsats. Mens han selv forsøgte at gøre det bedre var han, trods alt, i stand til at holde sit hjerte åben for dem, med deres mangler og det hele.

Hvor var denne visdom kommet fra? Der var næsten intet i interviewet der indikerede det. Når der bliver undervist i tilgivelse i de fleste spirituelle sammenhænge bliver der sædvanligvis lagt vægt på at sende kærlige følelser, selv til dem der har såret os dybest.  Og selvom de fleste finder denne tilgang behjælpelig slog det mig at Springsteen pegede i en anden retning. Den tilgivelse han viste, blev ved at anerkende den smerte han havde følt. Ved at tage imod det gode og give slip på resten, antydede han tydeligt at ikke alt havde været godt. I stedet for at kultivere et tilgivende sind, der så kunne tilgive den mest ekstreme misbrug, så det ud til at han fandt tilgivelse i anerkendelsen af bare at have overlevet. På vej ud af sine barske unge år, utvivlsomt hjulpet på vej af sin hengivenhed til musikken, indså han at han ikke var ødelagt. Hans egen frugtbarheds evne, hans eget ønske om en familie og hans egen evne til at elske var rimeligt intakt. Det virkede på mig som om at den anerkendelse af at han stadig var intakt, havde frigjort ham fra behovet for at give skyld og havde tilladt ham at tilgive på en naturlig, i stedet for en konstrueret, måde.

Kilden til tilgivelse, lod Springsteen til at antyde, ligger i erkendelsen af at vi ikke kun er et produkt af hvad der er blevet gjort mod os, erkendelsen af at der er noget fundamentalt i os der ikke nødvendigvis bliver plettet af ulykkelige oplevelser. Selvom dette modsiger mange af de antagelser som 100 års psykoterapi har hjulpet med at skabe i vores kultur, er det en opfattelse der finder stor støtte i østens spirituelle traditioner. I buddhistiske kulturer er der en mere villig accept af en evne for kærlighed eller glæde der ikke er afhængig af ydre omstændigheder, som ikke bliver kompromitteret af trauma eller mishandling og som er i stand til at overleve ødelæggelse. Mens østens klassiske vej til at finde denne iboende glæde er meditation, antyder Spingsteens kommentarer at det at skabe musik kan være mindst lige så forløsende, i hvert fald for ham.

At opdage at glæde er iboende og ikke afhængig af ydre omstændigheder er modgiften til det alt for kendte scenarie om det misbrugte barn der tager alt for meget ansvar for noget, som han eller hun ikke har kontrol over. Springsteens evne til at give slip på det han ikke respekterede i sine forældres opførsel, går i mod den måde de fleste reagerer på sådan et traume.  Det mest normale er, at de som blev misbrugt i barndommen har frygteligt svært ved at se sandheden klart. Der er større sandsynlighed for at de på en måde føler at de selv har skylden for den smerte der blev påført dem. Eller de kan i en sådan grad dæmonisere gerningsmændene at de mister fornemmelsen for gerningsmændenes essentielle menneskelighed. I ét scenario holder de for fast i misbruget; i et andet afviser de misbrugeren totalt, men slipper aldrig deres identifikation som offer. En historie stillet til rådighed af en af mine patienter kan måske belyse dette.

Joe, en 40 årig gift mand huskede sig selv som 10 årig, når han åbnede døren for sin mor når hun uventet kom besøg i hans familie. Hun var rejst da han var fem år, forlod mand og fire børn hvilket betød at Joes far fik en kronisk depression. Da Joe så sin mor i døren løb han med det samme for at finde sin far og råbte ” Far, far, dette er hvad du har ventet på” han fik hevet ham ud fra kontoret, tog ham i hånden og førte ham ud i gangen hvor han opdagede at hans mor var gået lige så pludselig som hun var kommet. ”Jeg følte mig så skyldig” fortalte han mig, som om det på en eller anden måde havde været hans skyld at hans mor forsvandt igen.

År senere var det en kæmpestor åbenbaring for ham, da han indså at hans kones druk var hendes problem og ikke hans skyld. Indtil den åbenbaring havde han været i en alt for velkendt vane, med at prøve at få hende til at stoppe, så at han ville få det bedre. Han havde gjort sit velbefindende total afhængig af hvordan hans kone opførte sig. Hendes druk fordærvede deres kærlighed og gjorde det umuligt for ham at tage tilflugt i deres forholds nærhed og velvære, og gjorde ham rasende og ulykkelig. Han tog sin kones druk personligt, som om den var møntet på ham, som om den var et udtryk for manglende kærlighed til ham eller et udtryk for hans egen uværdighed. Det samme overdrevne ansvar der fik ham til at føle sig skyldig for sin mors bortgang da han var ti år, farvede også hans forhold til sin kone. Først efter at have været til flere Anonyme Alkoholiker møder begyndte han at acceptere at hendes druk ikke havde meget med ham at gøre. Dette efterlod ham i et nyt scenarie. At tage imod det der var godt og give slip på resten og ikke formode at det var hans skyld og begynde at separere sit eget velbefindende fra de omstændigheder der var omkring ham, tillod Joe at begynde en separationsproces der gik helt tilbage til hans mor og ind i nutiden til hans kone. Joe satte nye grænser der med tiden betød at hans kone søgte hjælp. Han fandt en evne til tilgivelse, der ikke var en hvidvaskning af hvordan han var blevet eller blev dårlig behandlet: den opstod da Joe kunne anerkende den smerte han undergik, imens han ikke sammenflettede sig selv, mere end nødvendigt, med traumet.

Joes eksempel peger på en ny og usædvanlig måde at tænke på.  En som psykoanalytikeren Jessica Benjamin kalder ”Beyond doer and done to”. Ifølge Benjamin er den mest almindelige reaktion på magtesløsheden efter traume eller misbrug simpelthen en venden om på scenariet: at forsøge at påtage sig noget magt ved selv at blive overgrebsmand, ved at skyde skyld på eller skade den anden person, eller ved at skyde skyld på eller skade sig selv. Hun har kaldt dette en vippe-mentalitet; en person er oppe mens den anden er nede. Den primære vej ud af traume med denne mentalitet er at søge hævn, at lade den anden komme ned med nakken, mens man hæver sig selv. I tilstanden af ”beyond doer and done to” er der noget der forandres. Ingen, selv de som har gjort os ondt, bliver længere opfattet endimensionelt; som enten helt god eller helt ond. Selvtilliden er ikke længere afhængig af at man er vinderen eller af at man har ret. Oppe eller nede er ikke længere det eneste kriterium for hvordan livet bliver målt. Vippen giver plads for karrusellen, kendt i buddhistisk kulturer som livets hjul. I denne model er det tydeligt at vi går igennem alle manifestationerne af hvad det vil sige at være menneske. Vi bevæger os fra tilstand til tilstand, sommetider bringer vi hinanden smerte, og sommertider bringer vi hinanden glæde. Efterhånden som vippen giver plads for karrusellen opnås en påskønnelse af de besværligheder og den kompleksitet der er en del af at være menneske. Ikke alene er vi alle fuldt ud i stand til at såre hinanden, men vi er også i stand til at have en dyb empati, selv for dem der har såret os eller for dem vi foragter.

I Springsteens få korte kommentarer i radioen den morgen hørte jeg en stemme fuld af visdom række ud til alle generationer og en stemme der lod til at række ud efter en ny måde at relatere til hinanden på.  Som mester af den halvvoksne kærlighedssang har Springsteen en ørehængende melodi, som jeg tog mig selv i at nynne den dag, en af de simple sange som jeg ofte gentager som et ubevidst mantra: All I’m Thinking About Is You. Selvom jeg elsker den sang så nåede hans ord mig den morgen endnu dybere. Vi ærer vores forældre ved at tage imod det gode og give slip på resten, sagde han. Jeg kunne mærke den gamle vippe falde sammen.

——————————————————
Mark Epstein, M.D., er psykiater med privat praksis i New York og forfatter af mange bøger, der i blandt Thoughts without a Thinker og Going to Pieces without Falling Apart.

(Oversat af Senshin Karina Blomkvist

Denne artikel er skrevet af Mark Epstein til 2009 sommerudgaven af bladet tricykle. Mark Epstein har givet mig sin tilladelse til oversættelsen fra engelsk til dansk)

 

At give slip på smerte – en guidet meditation

At slippe for smerte er umuligt
hvis ikke du vil give afkald på dit ‘jeg’,
på samme måde som du ikke kan undgå at brænde dig,
hvis ikke du vil give slip på ilden.
Bodhicaryavatara

Buddhismen fortæller os, at alt er mærket af de Tre Segl: anatta, anicca og dukkha. Vi kan iagttage hvordan alt forandrer sig, og hvordan intet har en uforanderlig eller evig kerne – anicca og anatta. Disse erfaringer leder direkte til erkendelse af det tredje mærke, som er dukkha.

Dukkha er et ord der dækker over den fornemmelse af ”ikke-tilfredsstillelse” der præger os konstant, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Selv midt i den største glæde er dukkha til stede, om ikke andet så som angsten for at det vidunderlige man glædes over, skal forsvinde. Dukkha oversættes ofte med ’lidelse’, men det er på mange måder en oversættelse som skaber forståelsesproblemer. Lidelse er ganske enkelt for voldsomt et ord; et ord der nok dækker ét aspekt af hvad dukkha peger på, men som til gengæld skygger for andre aspekter. Dukkha dækker nemlig over alle former for ikke-tilfredsstillelse, lige fra den egentlige sorg og / eller lidelse, over forskellige former for ubehag og utryghed, til den lille, nærmest umærkelige, fornemmelse af, at der er noget der ikke er helt som det burde være. Buddhaen hævdede at dukkha er en integreret del af den menneskelige eksistens, og da han forlod hus og hjem, var det netop for at finde en løsning på dukkha, at finde vejen til at undgå alle former for ubehag. De fire forædlende sandheder fortæller os at:

  1. der findes dukkha,
  2. der findes en årsag til dukkha,
  3. ved at fjerne årsagen til dukkha, vil dukkha forsvinde, og endelig
  4. der er en specifik vej til at fjerne årsagen til dukkha.

 

Af dette kan man udlede, at vi kan vælge. Ønsker vi at lide eller ej? Der er jo en vej ud af lidelse… men det er en vej der kræver nogen (tilsyneladende) store ofre af os – derfor Shantidevas ord om at det er umuligt at slippe for smerte, hvis ikke du vil give slip.

På baggrund af vores erkendelse af, at alt er forgængeligt og uden egentlig, uafhængig eller blivende eksistens, skal vi undersøge om det overhovedet giver mening at stræbe efter livets glæder; om det giver mening at søge lykken i ting, mennesker, oplevelser, forhold, fællesskaber… Hvis alt er forgængeligt og foranderligt (fordi det ikke har egen eksistens), er der så noget overhovedet der kan give os den tryghed og glæde vi så inderligt ønsker os? Fører vi os selv bag lyset, når vi forestiller os, at hvis xzy bliver bragt i orden, så vil alt være fint? Findes glæde og tryghed overhovedet? Er der noget overhovedet vi kan regne med?

Og hvad er der tilbage at stræbe efter, at gribe efter, at ønske sig, hvis vi ser vores liv gennem denne erkendelse?

I meditationen ser vi nærmere på dukkhas natur; hvad er det, hvordan opstår det, og hvad kan vi gøre for at undgå at skabe det?

Måske har du lyst til at starte med at sidde en tid i shikantaza, bare for lige at lade sindet falde til ro og samle sig. Hvis du vil, kan du bruge vores 40 minutters meditationsfil, hvor der efter 20 minutter bliver ringet med klokken, som signal til at du kan begynde på ugens meditation. Meditationsfilen finder du her:

lyd-ikon(ekstern afspiller)

 

Hvis du ikke kender til shikantaza, kan du vælge at sidde en anden koncentrationsmeditation, som du er fortrolig med – eller du kan bruge vores 20 minutters guidede åndedrætsmeditation, som ligger her – så skal du bare selv være opmærksom på at fortsætte til kontemplationen bagefter.

lyd-ikon

 

Når du har reflekteret over verset eller lavet meditationen, må du meget gerne dele dine tanker og erfaringer med os andre her i kommentarsektionen.

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

 

 

 

 

 

Spørgsmål og svar om buddhistisk meditation I

I vores Spørgehjørne får vi ind imellem virkelig gode spørgsmål om meditation og buddhisme. Jeg har valgt at gemme de nedenstående, da de repræsenterer overvejelser som mange praktiserende gør sig; det er med andre ord spørgsmål som dukker op igen og igen. De svar der er blevet givet er ikke nødvendigvis ‘De Korrekte Svar Til Alle Tider’ – det er bare enkelte personers bud på brugbare svar. Hvis du har andre ideer til svar, indbyder vi dig til at skrive dem i kommentarsektionen, så andre kan nyde godt af dem!

 

Kroppens uro under meditation

Sp: Jeg har efterhånden mediteret et stykke tid, og gennem det sidste godt og vel halve år oplever jeg ryk og vrid i kroppen under meditation. Jeg lader det ske og vender tilbage til mit mantra efter et pludseligt ryk, og på den måde kan jeg meditere alligevel. Dog – jeg mærker at jeg hver gang bliver revet ud af “noget”, og ligesom må starte forfra, så meditationen ikke giver det udbytte den kunne gøre, hvis det ikke var for ryk og vrid i kroppen.
 Jeg har fået at vide at det handler om at give slip….men hvad er “at give slip?” Jeg synes ikke jeg kan gøre så meget andet end at lytte på mit mantra og lade det virke – er der noget jeg kan gøre – eller måske ikke-gøre – for at lære at give slip?

 

Shomon: At give slip handler også om at give slip på forventninger til meditation. Hvis du opdager at du sidder med en forventning om at din oplevelse skal være på en bestemt måde (som så kan ‘ødelægges’ hvis kroppen forstyrrer), så giv slip på den forventning. Ting er som de er, og ryk og vrid i kroppen er også en del af virkeligheden. Bare sid med opmærksomhed; vid at der er ryk og vrid, vid at der er alle mulige slags påvirkninger, vid hvordan sindet reagerer på påvirkninger.

Buddhismen anbefaler os at være nysgerrige, snarere end bedømmende. Hvis du kan fastholde en åben nysgerrighed, vil du opleve at der ikke er noget der kan forstyrre dig – så er alt bare genstand for erkendelse, og du undgår en opdeling i ‘ønskede’ og ‘uønskede’ oplevelser.

 

Forventninger til meditation

Sp: “Give slip på forventninger” er et emne jeg har snakket med mange om. At give slip på en forventning er på en måde det modsatte af hvad vi lærer i livet. Gennem mit liv har jeg altid sat forventninger op, og mange gange fået at vide, at det er godt at tænke sådan. Når jeg bliver spurgt “hvad vil du i dit liv” eller “hvad vil du gøre for at komme derhen” så ligger der implicit en forventning både i mit sind og i spørgerens.
Jeg kan ikke lade være med at spørge om “at have forventninger” er et andet udtryk for at “have tilknytninger”
? Man knytter forventninger til alt i livet og jeg har lært at det er sådan “man” gør.
 Hvis forventning et andet udtryk for et ønske om at kontrollere, så giver det efterhånden rigtig god mening. Mentalt ved jeg godt at der ikke er meget i livet – hvis overhovedet noget – som jeg kan kontrollere. Så meditationen følger bare, hvad jeg allerede ved – opgiv kontrol og dermed forventninger og tilknytninger, og se hvor det bringer mig hen…..
Måske har mit næste spørgsmål igen en rod i forventninger? Når jeg begynder en meditation sætter jeg mig ned og lukker øjnene. Jeg sidder først lidt tid, og så sætter jeg mit mantra igang. Efter at have siddet lidt, kan jeg mærke at mit mantra bliver “mindre og mindre”, indtil det til sidst bare er et aftryk. Men jeg kan ikke lade være med at blive ved med at sige mit mantra i sindet. Jeg kan ikke give slip i lyden og bare lade mantraet være et aftryk. Det er som om, at hvis jeg lytter, så SKAL mantraet have en lyd, og ikke bare være et energiaftryk. Hvad spørger jeg om? Måske er spørgsmålet, hvordan jeg skal lytte til mit mantra – som en fornemmelse – som en lyd – som en vished om, at det er der, uden at kunne høre det?

Shomon: Prøv at slippe både forventninger og bedømmelser, og bare sidde med det der er, i dette tilfælde: med mantraet som det nu engang præsenterer sig. Bare observer det hele, mantra, lyd, bevægelse, og den der observerer.

Fortsat spørgsmål: At sidde med det som er, er et skridt jeg må sande, at jeg ikke er nået til endnu. Jeg vil gerne holde en afslappet koncentration, for ikke at lade mig påvirke af de bevægelser som sker i mit sind. Hele tiden kommer der en undersøgelse af “hvad der nu sker”. Jeg kan endnu ikke træde tilbage og lade sindet rumstere som det vil – upåvirket og observerende. Jeg arbejder – afslappet – på det, og jeg forstår implicit af dit svar, at hvis jeg kan holde den afslappede koncentration – som jeg har lært jeg skal – så vil sindet bevæge sig rundt om mit koncentrationspunkt, og jeg vil kunne observere. 
Jeg satser på, at det er noget som kommer med den daglige praksis. Jeg nyder øjeblikket hvor jeg mediterer, og nyder stilheden, det afslappede og varmen som spreder sig i min krop. Nu har jeg en ny retning med min meditation – at træde tilbage og observere hvad der sker i sindet. Jeg glæder mig til at blive upåvirket….

Shomon: Dejligt at du har fået retning i din meditation! Prøv om du kan undgå at forvente at blive upåvirket… dels fordi forventningen i sig selv er problematisk i forhold til observation, dels fordi upåvirkethed ikke nødvendigvis er et ideal. Du behøver ikke være upåvirket for at kunne observere; du skal bare lade være med at holde fast i det betragtede. At blive upåvirket er jo i øvrigt også stik imod det buddhistiske bodhisattva-ideal, hvor man netop bygger på en dyb medfølelse.

Fortsat spørgsmål: “Man må godt blive påvirket – man skal bare kunne give slip!” Jeg troede egentlig, at man valgte at blive påvirket, men det vigtigste er så at man kan give slip – når man vælger det, og er bevidst! Det er nyt for mig, og på den måde giver meditationen endnu mere mening. Jeg observerer og giver slip, og det er jo faktisk det jeg gør. I livet er man selvfølgelig ikke upåvirket, men man kan give slip på det man bliver påvirket af, med stigende grad af bevidsthed. Ja ja – der falder mere og mere på plads for mig.

 

Shomon: Det er jeg glad for! I denne situation ser vi igen hvorfor et godt fællesskab er vigtigt; det er her vi får vendt vores tanker, lærer nyt, og får inspiration til at komme videre, hvis vi kører fast.

 

Sindets uro under meditation

Sp: Jeg har næsten mediteret i et år, varighed af 20 til 40 min, 6 dage om ugen. Når jeg mediterer, farer mit sind hid og did, og jeg syntes ikke at jeg kommer videre.

Er dette normalt – kan du hjælpe mig, hvad skal jeg gøre ?

Shomon:
Det er helt almindeligt at sindet er meget aktivt, men hvis du ikke synes du ser en forbedring i din måde at håndtere aktiviteten på, skal du måske forsøge dig med en anden form for meditation. Der er jo uendeligt mange muligheder – og det ville vel også være tosset at forestille sig, at der var én måde der var rigtig for alle. Vi kommer jo alle til den buddhistiske vej med forskellig karma; forskellige erfaringer, forskellige vaner osv.

Har du prøvet at følge nogen af de buddhistiske meditationer der bliver tilbudt herinde? Hver anden onsdag lægger jeg en ny meditation ud i stuen, i Et Hjørne af Hjertet. Almindeligvis anbefaler jeg, at man starter med bare at sidde en tid, for eksempel 20 minutter, og derefter går over til en mere undersøgende form for meditation. Det kunne meget vel være godt for et overaktivt sind, fordi du jo netop giver sindet noget at tage sig til – og på den måde også øver dig på selv at bestemme, hvad du skal tænke på. Det kan være nyttigt i mange situationer!

 

Buddhistisk meditation for begyndere

Sp: Jeg har igennem noget tid haft en fast meditations praksis med fokus på åndedrættet. Jeg har langsomt øget længden, og for et par dage siden læste jeg så på  Shomon.dk om tan-tien eller kroppens center… Jeg har prøvet det et par gange nu, og er blevet enormt positivt overrasket, men nok også lidt skræmt. Mine spørgsmål lyder:

1. Jeg vil gerne fortsætte videre til vipassana. Hvad vil dit råd være til sådan en som mig, en nybegynder der færdes sådan lidt på egen hånd?

2. Det var enormt fedt at opleve selve tilstandens klarhed, men den fysiske reaktion var nok lidt voldsom: Varme og tyngde fra selve centret og nedefter, og en oplevelse af at åndedrættet ændrede retning fra ned-op-ned til ud-ind-ud. Og efter selve meditationen en let kvalme. Giver det overhovedet nogen mening? Hvis det gør – har du så noget bud på hvad det er der sker??? Een blev jo lidt nysgerrig…

 

Senshin: Når vi sætter os i meditation, og oplever at lidt af sløret vi normalt ser gennem forsvinder, kan vi opleve alle mulige reaktioner fra sindet.
Vores sind er nemlig skrøbeligt og ved det, så det sætter alle mulige forsvarsmekanismer i gang for at beskytte sig. Fysiske reaktioner er helt normale. Jeg har dem stadig fra tid til anden når jeg sidder. Jeg oplever kvalme, og føler det som om nogen nærmest prøver at hive mig væk fra puden. Det kan føles skræmmende, men hvad kan der i virkeligheden ske?

Se det for hvad det er, vær opmærksom på at det sker, men læg ikke mere i det. Observer, som du observerer alt hvad der sker i dit sind. Det er, som alt andet, forbigående og når du tillader det at være, vil det give slip helt af sig selv over tid. Det kan føles skræmmende, og det er okay. Når vi kan være med alting som det er, uden at reagere på alle mulige indtryk og følelser, giver det en enorm frihed. Vær opmærksom på indtryk, vær tilstede med dem, giv slip på ideen om at det skal være anderledes, og på dit sinds forslag til hvad du skal reagere på.

 

Shomon: Senshin svarede så fint på dit ene spørgsmål, så jeg vil nøjes med at svare det andet, det om vipassana. Den bedste måde at gå videre på, er nok at følge de anvisninger der bliver lagt ud her i eSangha. Hver anden onsdag lægger jeg en ny meditation op i Et hjørne af Hjertet – prøv at lave nogen af dem, og husk at du kan spørge og kommentere alt det du vil!

 

Denne artikel er en del af eSanghas bibliotek. Registrer dig gratis og uforpligtende på eSangha for at få adgang til alle artiklerne, og deltage i debatten.

 

Kokorodo

Kokorodo betyder ’Hjertes Vej’. Det er et udtryk der beskriver en særegen Tendai praksis: lange gåture, eller små pilgrimsrejser, om man vil. Denne form for meditations praksis kaldes også kaihogyo, og er en slags gående meditation, men slet ikke som den kinhin man laver indendørs. På en Kokorodo går man gennem naturen, ad en på forhånd tilrettelagt rute. Man besøger forskellige steder, hvor buddhanaturen viser sig. Det kan for eksempel være på særlige udsigtspunkter, i skovlysninger, eller ved vand. Ved disse steder stopper man, og tillader sig selv den glæde det er at påskønne noget helligt.

 

Pilgrimsfærd eller gående meditation

rulle-fra-saikoku

Selv har jeg forskellige Kokorodo ruter; nogen i Danmark og nogen i Italien. I Danmark går mine ture blandt andet forbi en vandreblok med hellige tegn, en gammel tørvebænk, en runddysse, en mose, en gammel kongegrav med et helt særligt træ, og et par vrange bøge. I Italien er der også masser af tydeligt hellige steder, og de fleste er allerede markeret af andre vandrere; de er smykket med ikoner, levende lys, friske blomster og så videre. Uanset hvor min Kokorodo tager mig hen, så er den altid en vandring som på én gang er en pilgrimsfærd til buddhanaturens manifestationer og en meditation på altings sande natur; en tur der gås i taknemmelighed og ærefrygt.

 

Kaihogyo i japansk buddhisme

Kokorodo er inspireret af en praksis som findes i Enryaku-ji templet på Hiei bjerget i Japan. Templet er hjemsted for kaihogyo-munkene, som er munke der har forpligtet sig til en 12 årig praksis hvor hovedvægten er på sådanne lange gående meditationer, kaldet kaihogyo. Disse munke går hvad der svarer til 1-2 maraton om dagen – under omstændigheder man knap nok fatter. Prøv evt at søge på youtube efter ‘Marathon Monks of Mt, Hiei’; der ligger et par gode film om dem.

 

Buddhistisk kalligrafi og pilgrimsfærd

I vores Dharma Center hænger der en kalligraferet pilgrimsrulle i hondoen.

Denne rulle stammer fra den japanske Saikoku Pilgrims Rute, som går rundt til ialt 33 af buddhismens hellige steder, dedikeret til Kannon Bodhisattva (Skt: Avalokitesvara). Jeg har fået den af min buddhistiske lærer, Monshin Naamon, som igen har fået den af Elizabeth Ten Grotenhuis (forfatter til bl.a. værkerne “Japanese Mandalas: Representations of Sacred Geography”, og “Along the Silk Road, Narrative Picture Scrolls”). Elizabeth har gennemført denne pilgrimsrute ikke mindre end tre gange, og rullen her stammer fra en af disse ture.

 

Natur og Buddhanatur

Uanset om man vandrer ad en traditional rute, eller om man bare sætter den ene fod foran den anden og hilser de smukke steder på ens vej hvor Buddhanaturen skinner så stærkt igennem, så er Kokorodo en vidunderlig praksis. Det er noget der skal prøves, og allerhelst i fællesskab med andre. Aldrig er Vejen så smuk, som når man vandrer den med gode venner – og aldrig er den så let, når man lader sig bære af det mantra man konstant fremsiger for sig selv: Namaku samanda bazaranan senda makaroshana sowataya untarata kanman. 

Hvis du har lyst til at prøve at deltage i en Kokorodo, så tjek de forskellige grupper rundt om i landet, og hør om ikke en af dem har det på programmet.

 

af Shomon Pia Trans

 

Denne artikel er en del af eSanghas buddhistiske bibliotek. For at få adgang til alle artiklerne, skal du registrere dig på eSangha – det er hurtigt, gratis og uforpligtende.

(c) 2015 Tendai Danmark – alle rettigheder forbeholdt